Is i maven

Ingen kamp uden modgang.

Natten til onsdag indgik LO-forbundene på det regionale område et forlig, som hverken adresserer problemet med den betalte spisepause på en måde, som de øvrige, regionale forbund i FTF og AC kan se sig selv i, eller kampen for en overenskomst til underviserne som erstatning for Lov 409. Det er et klart tilbageslag for fagbevægelsen og solidaritetspagten ved OK18.

Afgående FOA-formand Dennis Kristensen takkede her til formiddag for den store opbakning fra de offentligt ansatte og resten af fagbevægelsen til den fælles kamp, som havde tilladt ham at lande sine medlemmer et bedre lønresultat i nattens forlig, end det ellers ville have været muligt for LO-forbundene alene, men forklarede også til DR, at ”vi ønsker ikke at betale for andres frokostpause”. Hvordan kan man tale om at skulle ”betale for andres frokostpause”, hvis man har aftalt at kæmpe en fælles kamp, og betalingen sker med midler, som de ”andre” har været med til solidarisk at kæmpe hjem?

Dennis Kristensen lader til at have formuleret eller accepteret en logik, hvor OK18 er et nulsumspil, og hvor det derfor er rimeligt at operere med, at hvis nogle lønmodtagere skal have, så skal det ‘betales’ af andre lønmodtagere. Det er i mine øjne en arbejdsgiverlogik, og den bliver ikke nemmere at forstå, når man erindrer, at det jo ikke er fagbevægelsen, men arbejdsgiverne, som er på rov og vil ‘have’. Nogle vil måske kalde det realpolitisk “godt gået” af Dennis Kristensen, socialpædagog-formand Benny Andersen, m.fl. Jeg synes, det er trist at se, hvordan #enløsningforalle kan blive til ”vi” imod ”andre”, og jeg ser ikke de samme positive perspektiver for OK18 og fagbevægelsen i det, som jeg gør i den solidaritet, så mange offentligt og privat ansatte har samlet sig omkring.

Der er tale om et ‘setback’, men nu må vi heller ikke lade det slå os ud. Det er værd at huske, at to ud af tre regionalt ansatte ikke er en del af forliget, og at reaktionen fra vores øvrige topforhandlere har været krystalklar: Kampen for en løsning for alle fortsætter! Hvis vi reagerer med opgivelse og modløshed, så forærer vi arbejdsgiversiden en meget større sejr, end de reelt har købt sig med det natlige LO-forlig. Vi skal bevare den is i maven, som Kristensen og co. desværre løb tør for i nat, og det engagement, som så mange offentligt ansatte er gået ind i kampen med. To ting har bragt os frem til, hvor vi står nu: Befolkningens opbakning, og vores solidaritet. Vi skal fortsat gøre alt for at holde fast i de styrkepositioner. Det har vores centrale forhandlere behov for, og det er stadig den fælles kamp og de mange solidariske manifestationer under OK18, som har fået kommentatorer til at betegne OK18 som et vendepunkt for fagbevægelsen.Vi skal blive ved med at vise, at vi står sammen, og at vi VIL de fælles løsninger!