I bedste alder?

“Dovne drenge med høj selvtillid”. Sådan er titlen på DRs ‘Detektor’ fra 19. august i år, hvor det undersøges, hvilke grunde der kan være til, at pigernes karaktergennemsnit (7,8) er ved at stikke af fra drengenes (7,0).

Hele præmissen om at inddele i ‘drenge’ og ‘piger’ i en sådan sammenhæng diskuteres også kort, og som grund angives, at hvis man ikke kategoriserer, får man heller ikke blotlagt eventuelle udfordringer. Så den lader vi altså lige ligge.

Podcasten har Ane Qvortrup, professor på Center for Gymnasieforskning, som gæst. Podcasten vil afdække årsagerne til de forskelle, der er, og om de årsager skal findes hos eleverne eller i uddannelsessystemet.

Svaret er selvsagt ikke så enkelt. Men det, der slog mig, er, at Ane Qvortrup kort berører det forhold, at drengene biologisk set udvikles i et andet tempo end pigerne – hvorfor de helt fra begyndelsen er ‘bagud’ rent modenhedsmæssigt. Det handler naturligvis ikke om intelligens, men om evnen til at modtage en besked, besvare en opgave og fokusere på f.eks. det boglige – noget, drengene og pigerne (som kategorier) altså oplever igennem hele deres skoletid at håndtere forskelligt.

Sammenholdt med kulturelle forhold, der groft sagt betyder, at drengene tidligere selvstændiggøres, mens piger i højere grad ‘holdes øje med’, bliver resultatet en kategori af piger, der betragter flid som en nødvendighed og en kategori af drenge, der med selvtilliden i orden (som resultat af nævnte selvstændighed) mener, at de ikke rigtig behøver at gøre noget for at lære noget – siger forskningen altså.

Som løsningsforslag anbefalede podcasten drengene at tale med deres lærere om dels hvilke forventninger, læreren har til dem og dels selv byde ind med, hvilke undervisningsmetoder, de foretrak.

Det lyder fornuftigt nok. Alligevel synes jeg, at hele ‘udviklings’-problematikken er værd at bide mærke i. Måske kan man løse nogle af problemerne, uden at man behøver at skele til køn?

Hele vores skolesystem er bygget op på, at børn begynder i skole det år, de fylder 6. Men hvorfor egentlig det? Hvis vi legede, at der var masser af penge til at forlænge tiden i børnehaven, var det så ikke mere oplagt at lade børnene begynde inden for et spænd på 2-3 år – så de begyndte det år, de blev vurderet klar?

En anden konkret løsning er en model, hvor tiden i 0. klasse var et, to eller måske tre år, afhængigt af, hvornår man som elev vurderedes parat til at komme videre.

Det er sikkert nogle meget besværlige og dyre løsninger. Men det kunne jo være, at den ekstra udgift, det vil medføre, kunne opvejes af resultatet i den anden ende.

Det er i hvert fald vigtigt at være sig bevidst, at klasseinddeling efter lige præcis alder ikke er naturligt givet. Det er en norm, en tradition, man kan rykke på. Når nu denne inddeling følger mennesker resten af livet, var det så ikke værd at se på, om det behøver at være sådan?