Hvad gør man, når man ikke kan gå til TR midt i en stor fyringsrunde?
Sidste år blev jeg sammen med mange andre dygtige kollegaer på et større gymnasium afskediget pga. økonomisk tilpasning som følge af faldende taxameterindkomster. Selvom jeg på det tidspunkt, hvor jeg blev opsagt, var i gang med mit pædagogikum og stod til at skulle skrive min teopæd, fandt jeg energi til at stille spørgsmålstegn ved min opsigelse.
Problemet var bare, at jeg ikke stolede på min TR og ikke rigtig vidste, hvem jeg kunne henvende mig til. Midt i fyringsrunden havde vi haft kampvalg, hvor en ny TR og TR-suppleant havde meldt sig på banen. Valgresultatet var helt tydeligt; lærerværelset ville have en ny TR og TR-suppleant, men stemmefordelingen gjorde det utænkelig tænkeligt. Vi fik sådan set en ny TR, som vi havde valgt, men den gamle TR, som reelt var blevet væltet, skulle nu ifølge GL’s vedtægter fortsætte som TR-suppleant.
På den måde havde et splittet lærerværelse også en splittet TR-funktion, hvor det fremtidige makkerpar ikke kun repræsenterede hver sin del af lærerværelset, men hvor den gamle TR reelt var blevet degraderet til TR-suppleant. Dertil gjorde GL’s vedtægter kun ondt værre.
Den nyvalgte TR havde reelt ingen bemyndigelse til at rådgive os, da han ikke var uddannet efter GL’s regler, og han måtte heller ikke tilgå vigtige økonomiske nøgletal vedr. skolens økonomi, men skulle vente i en overgangsperiode, indtil et nyt skoleår begyndte, hvor den varslede fyringsrunde samt afskedigelser fandt sted i perioden april-maj. Lærerværelset var reelt faldet ned mellem to stole, hvor den gamle TR stadigvæk repræsenterede os, havde kontakten til GL, samt rektor og bestyrelsen, men grundet valgresultatet havde han reelt ikke lærerværelsets opbakning.
For at undgå lignende situationer i fremtiden bør GL overveje, når der ikke sker genvalg, at de nyvalgte må kunne træde til 1. maj. Det vil betyde, at overgangen fra den ene TR til den anden forkortes med tre måneder, således at de nyvalgte hurtigere vil kunne fungere som medlemmernes talerør. Desuden mener jeg, at det er vigtigt, at GL´s love indeholder retningslinjer for, hvad der sker, hvis TR går eller bliver væltet.
Kommentar til indlægget
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Kære Dorthe
I dit debatindlæg efterlyser du, at der går mindre tid mellem valget af tillidsrepræsentant, og en eventuelt nyvalgt tillidsrepræsentant træder i funktion.
GL’s lovudvalg arbejder netop nu med en revision af GL’s love, så det er et meget aktuelt tidspunkt, hvor du rejser et spørgsmål, som relaterer sig til GL’s love.
I det forslag til reviderede love, som lovudvalget arbejder med, er det dog tanken at fastholde de hidtidige datoer for valg af og tiltræden som ny tillidsrepræsentant. Dvs. at valget skal gennemføres inden 1. april i ulige år, og at en eventuel ny tillidsrepræsentant træder til ved skoleårets start. Denne relativt lange periode mellem valg af tillidsrepræsentant og indtræden i hvervet skyldes, at der skal være reel mulighed for, at der i tillidsrepræsentantens opgaveportefølje afsættes tid til varetagelsen af tillidsrepræsentanthvervet. Der er så at sige en afvejning mellem et hensyn til at sikre en ikke alt for lang overgangsperiode og samtidig sikre ressourcen til at løfte opgaven. Det sidste er vigtigt og en afgørende forudsætning for stærke tilllidsrepræsentanter.
Derimod arbejder lovudvalget i forslaget til reviderede love med at tilføje en bestemmelse, som tager højde for den situation, hvor et flertal af lærerkollegiet udtaler mistillid til en siddende tillidsrepræsentant, og her er der – i sagens natur – tale om en øjeblikkelig overgang. Heldigvis er det en situation, vi sjældent ser, men som det naturligvis er vigtigt at have reguleret.
Dette er blot kommentarer i forhold til den proces, der er i gang i GL’s lovudvalg. Forslaget til reviderede love skal behandles og drøftes på GL’s repræsentantskabsmøde i november i år og herefter til afstemning blandt GL’s medlemmer.
Med venlig hilsen
Marianne Brinch-Fischer / sekretariatet
Kære Marianne
Tusind tak for dit svar: Det betyder utrolig meget, at I lytter og tager problemstillingen til efterretning.
Tak for det