Hvad er det, der skal normaliseres?

Efter finansminister Bjarne Corydon har stillet krav om en ændring af gymnasielærernes arbejdstidsregler har flere lærere skrevet debatindlæg til aviserne. HF-lærer Paw Amdisen skrev dette indlæg i Information.

Overenskomstforhandlingerne på det kommunale og statslige område er nu skudt i gang. Parterne har udvekslet krav, og det står i den forbindelse fast, at landets undervisere, hvis det står til KL og Finansministeriet, indenfor den samme økonomiske ramme skal undervise mere. Forslaget er, at undervisernes arbejdstidsaftale skal ændres fundamentalt og at der bl.a. skal skæres i forberedelsesfaktoren. Hvordan dette krav hænger sammen med de tanker man bl.a. i regeringens udspil til en ny folkeskolereform gør sig om øget kvalitet i undervisningen står hen i det uvisse.

Ser man på optakten til overenskomstforhandlingerne og selve udspillene til overenskomstforhandlingerne fra KL’s og finansministerens side er det tydeligt, at der er tale om en tæt koordineret indsats. Kravene er enslydende og helt ned i den konkrete ordlyd og retorik går centrale formuleringer igen. Således har formuleringen ”normalisering af arbejdstiden” stået centralt i både KL’s og finansministerens retorik i forbindelse med lanceringen af overenskomstkravene på de respektive områder.

Men hvad er det, der skal normaliseres? Har folkeskolelærere og lærere på gymnasieniveau unormale arbejdstider? Jo, både folkeskolelærere og gymnasielærere arbejder da i snit mere end 37 timer om ugen. Men så er der til gengæld også nogle lidt længere ferieperioder, end for andre erhverv. Så alt i alt er der altså ikke noget unormalt ved lærernes arbejdstid. De arbejder fordelt over et arbejdsår, som de fleste andre, mindst 37 timer om ugen. Ja, mit indtryk er faktisk – jeg arbejder selv som HF-lærer til daglig og min kone er folkeskolelærer – at langt de fleste lærere i gennemsnit, ferier inkluderet, arbejder mere end 37 timer om ugen, når alt det løse og alle ”interessetimerne” tælles med. Lærergerningen har stadig, heldigvis da, udgangspunkt i en stærk faglig stolthed, som gør, at man ikke altid skelner så hårdt mellem arbejde og fritid.

Men det er nok ikke det finansministeren og KL tænker på. Nej, det er sandsynligvis det faktum, at en del af lærerens arbejdstid er såkaldt forberedelsestid. For hvad er nu forberedelsestid for noget? Det har andre på arbejdsmarkedet da ikke brug for. Det er unormalt! Og ja, jobbet som lærer har lige præcis her en arbejdsfunktion, som måske ikke optræder i så mange andre ”normale” jobs. God undervisning kræver nemlig god forberedelse, kræver at man har styr på en masse forskellige ting – helt fra detaljeret faglig viden, faglig ajourføring, differentiering af undervisningen i forhold til forskellige elever og elevgrupper, til valg af didaktik og den praktiske produktion af undervisningsmateriale.

Man kan på denne baggrund sige, at mange af de elementer, der skaber god kvalitet i undervisningen netop opstår i forberedelsestiden. Og som forskningen på området viser, så er det i langt højere grad kvaliteten i undervisningsindholdet, end det er mængden af undervisningstimer, der skaber de positive resultater på området, som alle efterspørger.

Hvis det, som alt tyder på, er det, man mener med ”normalisering” af lærernes arbejdstid: Lærerne skal undervise mere og forberede sig mindre. Så er det klart, at en ”normalisering” også vil blive en klar forringelse af kvaliteten. Stik imod alle regeringens intentioner om endnu bedre folkeskole og endnu bedre ungdomsuddannelser.

Nu kan jeg jo ikke lade være med at tænke på, at Bjarne Corydon er medlem af det, der engang var Danmarks største arbejderparti, og at det politiske flertal i KL’s bestyrelse og i det relevante udvalg (på papiret i hvert fald) er et flertal bestående af to arbejderpartier (S og SF). Set i et fagligt kampperspektiv er det måske snarere de to gamle arbejderpartiers forhold til deres vælgergrupper, der trænger til en ”normalisering”. Jeg føler mig i hvert fald som lønmodtager, politisk set, rigtig dårligt repræsenteret for tiden.

Med udsigt til stærkt forringede arbejdsvilkår, men set fra en samfundsmæssig synsvinkel endnu alvorligere, med udsigt til dårligere uddannelse for fremtidens børn og unge, vil jeg således opfordre til en helt anden type ”normalisering”. En normalisering af regeringens politiske prioriteringer. Også på uddannelsesområdet.

Paw Amdisen arbejder på Horsens HF og VUC, han er desuden medlem af byrådet Horsens Kommune for SF