Hvad blev der af OK 18 eller den danske model igen, igen?
Sikke et forår! I februar brød forhandlingerne mellem Moderniseringsstyrelsen og fagbevægelsen sammen, og i de kommende måneder balancerede Danmark ved randen af en storkonflikt. Mens GL den 7. marts samlede alle tillidsrepræsentanter til Repræsentantskabsmøde, holdt Sophie Løhde pressekonference, hvor hun annoncerede lockout for henved 500.000 beskæftigede i den offentlige sektor.
Jeg og andre har tidligere diskuteret armslængdeprincippet og de ulige muligheder i tilfælde af en konflikt, hvor den ene part sparer penge og i sidste ende via lovgivningen kan diktere udfaldet. At det ikke er en teoretisk diskussion, har folkeskolelærerne oplevet i 2013.
Lettelsen var derfor stor den 26.4., dagen før en storkonflikt var en realitet. Vi alle fejrede OK 18 som fagbevægelsens sejr, fordi vi fik pæne lønstigninger og en garanti for, at de statsligt ansatte har en betalt spisepause.
Lønnen blev reguleret per 1. juni, men hvad blev der af selve overenskomsten, der jo indeholdt garantien for den betalte spisepause?
Overenskomsten er ikke underskrevet endnu. Man kan spekulere over, hvorfor Moderniseringsstyrelsen på trods af talrige opfordringer fra CFU (fagforeningerne) ikke har skrevet under endnu, men faktum er, at vi mangler en retsgyldig overenskomst.
Hvad så nu? Har vi afsluttet overenskomstforhandlingerne under falske forudsætninger? Er det faktiske resultat ikke det samme, som det, vi i april efter en kæmpestor indsats opnåede og i urafstemningen i juni vedtog med et overbevisende flertal?
Hvis Moderniseringsstyrelsen ikke kommer ud af busken, vil en uenighed om overenskomstresultatet ifølge den danske model blive sendt til mægling, og det er ret så uklart, hvad der kommer ud af det.
I Tyskland ville man i en tilsvarende situation se en fagbevægelse, der var i gang med at organisere punktstrejker for at minde modparten om, hvad det var, henved 800.000 offentligt ansatte i flere måneder havde kæmpet for.
Jeg mener fortsat, at den danske model kunne trænge til et eftersyn.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode