Hjælpen var nær - måske for nær?

Som I ved, har det netop været SRP-tid. På gangene færdedes flere af mine elever som små zombier, der var  begravet i deres skærme, mens de bevægede sig hen mod lærerværelset med endnu et læs spørgsmål. SPØRGE-Jørgen virkede pludselig meget virkelig: Har jeg forstået min problemformulering korrekt? Hvordan citerer man en kilde? Ser min litteraturliste god nok ud? Må jeg skrive til dig, hvis jeg kommer i tvivl igen? Sidstnævnte svar plejer for mit vedkommende at være ja, men det undrer mig,  hvor mange af deres spørgsmål, vi reelt set allerede har prøvet at afklare i vores undervisning. Og ikke kun en gang men flere gange. De har tilmed prøvet at skrive en opgave på andet år, der skulle forberede dem. Men lige lidt virkede det i denne uge til at have hjulpet.

Her er det nærliggende at reflektere over, hvad vi kunne have gjort anderledes som lærere. Som udgangspunkt tror jeg desværre ikke, vi kunne gøre så meget. Vi kæmper for at forklare dem tingene igen og igen, men først når det går op for eleverne, at der er tale om alvor, er det som om, deres ører åbner sig.
Før i tiden, i hvert fald for mit eget vedkommende, kunne jeg sagtens give mig god tid til at besvare elevernes spørgsmål, men i dag kan jeg godt mærke, at jeg til tider giver dem nogle korte svar for at få mere tid til min egen forberedelse. Og det er et svært dilemma. Jeg vil naturligvis gerne have, det går godt for mine elever, men jeg er splittet, da jeg ved, god hjælp kræver tid og tålmodighed, hvad jeg ikke nødvendigvis har i en travl hverdag. Måske burde jeg derfor have været bedre til at sige fra i SRP-ugen? Måske burde jeg blot have sagt «ikke lige nu»? Eller måske skulle jeg blot have accepteret, at jeg som hjælp var meget nær og være glad for,  at eleverne spurgte mig til råds for at blive klogere?

SRP er af flere blevet  kaldt for en forældreopgave eller en købeopgave, og det er jeg ikke i tvivl om sker, men jeg kan også konstatere, der er mange elever, der knokler med opgaven. De kommer ikke sovende til deres karakter, og det leder til tanken, at det måske var ok for en stund at tilsidesætte mine egne behov for at hjælpe dem, så de netop ikke valgte at købe sig til en opgave, men rent faktisk lærte af processen. Kort sagt -måske var det alligevel ikke så skidt, hjælpen var nær.