
God generalforsamling og bedre afkast
Det var en sand fornøjelse at se mange af jer til AkademikerPensions generalforsamling den 28. april. Der var faktisk så stor tilstrømning, at vi måtte hente ekstra stole ind for at få plads til alle deltagerne. Som noget nyt lagde vi på smukkeste vis ud med fællessang med Kaj Munks “Den blå anemone”, hvilket satte den helt rigtige stemning for dagen.
Som jeres repræsentant i bestyrelsen var det fedt at opleve den livlige og skarpe debat, der prægede generalforsamlingen. Selvom bølgerne til tider gik højt – især omkring vores investeringer i Mærsk – er det netop dette engagement, der gør vores medlemsejede pensionskasse stærk. Jeg vil gerne understrege, at vi i bestyrelsen lytter meget nøje. Vi tager alle de gode input, spørgsmål og nuancerede synspunkter med os direkte tilbage i bestyrelseslokalet. Det er jeres stemmer, der hjælper os med at navigere og sætte retningen for fremtiden.
Jeg har tidligere skrevet om afkastet, da jeg ved, at flere af jer har fulgt det med kritiske briller, og det har jeg fuld forståelse for. Men jeg har en god nyhed: Afkastet ligger nu lunt i svinget igen. Efter en udfordrende periode har vi i april og begyndelsen af maj set en markant forbedring.
Vi kan altså ikke love et afkast uden udsving.
Denne positive udvikling betyder også, at vi på det seneste er hoppet fra en 14. til en 8. plads i sammenligningen med de øvrige pensionsselskaber. Det viser med al tydelighed, hvor hurtigt markederne kan vende, når de geopolitiske spændinger løsner en smule.
Som jeg før har skrevet her, så skal pension ses på den lange bane. En god opsparing bliver bygget op over mange år, og selvom der kan komme bump på vejen, tæller det gennemsnitlige afkast over årtier. Vi kan altså ikke love et afkast uden udsving, men vi kan love gennemsigtighed, dialog og et klart blik for både afkast og ansvarlighed.





Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode