GL’s troværdighed skal skaffe resultater

En kollega, som havde læst mit formandskandidat-interview i Gymnasieskolens netop udsendte valghæfte, skrev til mig for at spørge ind til min kommentar i interviewet om, at man som gymnasielærer ikke har ret mange venner udover sin fagforening. ”Hvad kan GL konkret gøre for at rette op på det?”, lød det helt rimelige spørgsmål. Det svarede jeg så på, og mit svar vil jeg også gerne opsummere og uddybe her.

Først og fremmest vil jeg gerne fastslå, at min kommentar er tænkt som en konstatering af det simple faktum, at der ikke er mange, som interesserer sig for gymnasiesektoren for gymnasielærernes skyld, og at der dermed sjældent er noget, som vi bare får forærende. Der skal kæmpes for tingene, og når jeg ser på de sidste 5 år, hvor jeg har været med i hovedbestyrelsen, så er der absolut blevet brugt mange kræfter på opbygning eller fastholdelse af gode relationer og alliancer med snart sagt alle som på en eller anden måde har en aktie i den danske gymnasieskole – inklusiv lederforeningerne. Vores styrke finder vi i vores medlemsopbakning, og med den søger vi naturligvis at påvirke alle de interessenter, vi overhovedet kan komme i nærheden af, på alle de måder, vi kan. Det betyder eksempelvis, at vi (dvs. formanden m. sekretariatsstøtte) har løbende kontakt til relevante administrative niveauer (ministerier, Moderniseringsstyrelsen, osv.) og de politiske partiers uddannelsespolitiske ordførere o.a. Vi snakker med alle partier som vil åbne døren for os, og prøver at belaste dem med viden om konkrete sager, hvor vi ønsker at styrke de gymnasiale uddannelser og fremme vores medlemmers interesser. På samme måde dyrker vi vores forhold til lederforeningerne, og vi arbejder tæt sammen med de faglige foreninger og eleverne. I fagbevægelsen sørger vi for at være i tæt dialog med vores samarbejdspartnere i AC, og særlige de øvrige underviserorganisationer, som vi har et særligt interessefællesskab med, ligesom vi har en rigtig god dialog med Danmarks Lærerforening. Så der er rigtig meget traditionelt politisk benarbejde, som udføres, og som vi skal blive ved med at udføre. Jeg mener dermed ikke, at GL’s næste formand har til opgave at rette op på en indsats, som er blevet underprioriteret – det ville være et groft vildledende billede at tegne, og en helt urimelig underkendelse af den store indsats, som vores formand, sekretariat og øvrige repræsentanter har leveret.

Hvad er det bedste grundlag så for den form for interessevaretagelse? Efter min mening er læren fra de to seneste valgperioder, hvor Liste 1 har haft formandsposten i GL, at det er et grundlag hvor man opbygger troværdighed (såvel i medlemmernes som omverdenens øjne) ved tale rent ud om tingene og også at sige fra og tage kampene, når det er nødvendigt. Det tror jeg godt, jeg kan tillade mig at sige også er vores nuværende formands oplevelse, når hun er ude og repræsentere GL. Tag som eksempel presset på GL under OK18 for at gå ind på Sophie Løhdes OK-krav om mere lokalløn og individualiserede lønforhandlinger. Her kunne vi i hovedbestyrelsen have gået en anden vej end den, vi blev enige om at gå: Vi kunne have ‘gået ind på banen’ og forsøgt at lave en eller anden handel ud fra en betragtning om, at presset var stort og ”nej” ikke en option, og hvis vi nu bare gav os lidt, så kunne vi måske slippe for at få hele pakken, eller få nogle andre krav igennem, eller noget helt tredje. Det tror jeg bestemt kunne have givet os nogle umiddelbare venner i både fagbevægelsen og Finansministeriet!

Vi stod jo indledningsvis ret alene med vores modstand, så jeg tror da, såvel andre organisationer i fagbevægelsen som Løhde ville have sagt “mange tak!”, hvis vi var gået med på den galej – og så havde GL’s medlemmer nok fået Løhdes lønprojekt. Vi gik imidlertid en anden vej: Vi protesterede højlydt, internt igennem AC såvel som offentligt (se eks. mit indlæg i Gymnasieskolen: ”Løhdes desperate OK18-lønkrav”), og vi mobiliserede også medlemmerne via en medlemsundersøgelse, som vi brugte til at styrke vores standpunkt igennem AC og overfor Finansministeriet. Det var måske visse steder mindre populært på den korte bane, for tænk nu, hvis GL ved at sige “ja” kunne være med til at løse op for hele den overordnede, spændte forhandlingssituation… Men vi stod fast, og oplevede, at det gav troværdighed, respekt og lydhørhed. Vores troværdige, kritiske tilgang endte med at have afgørende betydning, både for vores OK18-resultat, men også for GL’s anseelse. Ikke mindst, tør jeg godt spå, iblandt vores egne medlemmer.

Som formand for overenskomstudvalget vil jeg også godt sige, at det naturligvis gav styrke og havde stor betydning for GL’s troværdighed og indflydelse, at vi i hovedbestyrelsen var enige om den linie, vi forfulgte. Faktisk har liste 1, 2 og 3 i denne valgperiodes brede konstituering med Liste 1 på formandsposten formået at stå sammen om alle de store udfordringer, vi har arbejdet med i hovedbestyrelsen. Det vil jeg gerne kvittere for ved at invitere til en ny, bred konstituering, såfremt jeg skulle blive betroet posten som GL’s formand.

Selvfølgelig skal GL være med til at finde løsninger, selvfølgelig skal vi søge samarbejde og dialog – men måske skal GL ikke ALTID være “en del af løsningen”, sådan som GL-sloganet engang lød – i alt fald ikke de løsninger, som interessenterne omkring os først lige forestiller sig. Og måske er det vigtigste for GL ikke at være ”venner” med alle, sådan som vi kunne være blevet det under OK18 – det vigtigste er, at vi agerer og ses som en troværdig repræsentant for gymnasielærerne. Det kan betyde, at interessenterne omkring os ikke altid kan regne med at få det, som de vil have det, men hvis gymnasielærerne og GL skal respekteres, så må man også optræde med selvrespekt. Og så kan man altså ikke til enhver tid være den servile løsnings-leverandør, som der klart lægges et pres på fagforeninger som GL for at være i disse tider.

GL må ikke sætte sin troværdighed over styr – det er den linie, jeg vil forfølge som formand for GL.