Løhdes desperate OK18-lønkrav

Minister for offentlig innovation Sophie Løhde har løftet sløret for tre statslige OK18-lønkrav. Står det til staten, så skal offentligt ansatte, herunder også landets gymnasielærere,

- udvise løntilbageholdenhed, i modsætning til lønudviklingen på det private område,
- forhandle en meget større andel af lønnen lokalt (25% i 2025, mod 10% i dag), og
- forhandle lokalløn individuelt, i stedet for at fagforeningerne har den lokale forhandlingsret.

Er det super-innovative krav? Næ. Ikke hvis innovation handler om at forbedre noget for andre end regnedrengene i Finansministeriet, hvor offentlige virksomheder kun figurerer som udgifter, og reduktion af offentlige udgifter er karrierefremmende. Men Løhde og Finansministeriet må alligevel siges at have været særdeles kreative i udformningen af argumenter for kravene. Vi er faktisk helt ude i samme grader af opfindsomhed som Trump-administrationens ”alternative fakta”. Og ligesom Trumps alternative fakta, så virker statens lønkrav drevet af desperation.

Kravet om løntilbageholdenhed motiverer Sophie Løhde ud fra finansministerielle tal som indikerer, at der siden 2008 har været ”lønfest” i det offentlige i forhold til udviklingen i det private; lærere, sygeplejersker, politifolk mm har simpelthen fået for meget i løn! Det fik CFU-formand Flemming Vinther til at replicere på tv: "Jeg ved ikke hvad det var for en fest, jeg ved ikke hvor den blev holdt, men mine medlemmer var ikke inviteret"! Sagen er, at man allerede ved overenskomstforhandlingerne i 1987 aftalte en mekanisme (den såkaldte ”reguleringsordning”) som sørger for, at lønudviklingen i det private og det offentlige følges ad – set over en årrække. Klipper man lige de år ud af det samlede billede, som passer i ens kram, så kan man ”dokumentere” hvad man vil, og det er, hvad Sophie Løhde og Finansministeriet gør ved at se på perioden fra 2008. Det er ren tal-magi, og har fået AC-formand Lars Qvistgaard til at tale om ”en politisk motiveret regneøvelse”, og at ”Finansministeriets udmelding er en direkte hån mod de 800.000 offentligt ansatte, der hver dag går på arbejde for at levere velfærd til borgerne”.

Meget bedre går det ikke for ministeren når det kommer til at forklare det indlysende smarte i, at offentligt ansatte skal forhandle en større del af lønsummen lokalt. Der skal være bedre mulighed for at ”honorere de medarbejdere, som har ydet en ekstra arbejdsindsats og dermed koble præstationer sammen med løn”, lyder det – men igen kommer virkeligheden på tværs af Løhde. Den decentrale løn (”Ny Løn”) var fra starten af arbejdsgivernes fikse idé, og den er aldrig kommet til at fungere ordentligt. Det har vist sig svært at få alle de penge ud som lokal løn, som de lokale ledelser burde afsætte, hvilket er komplet urimeligt, idet den erklærede politiske forståelse bag Ny Løn var og er, at der er tale om penge som de offentligt ansatte skal have. I stedet er den lokale løn i mange lederes hoveder blevet til en slags ”luksuspenge”, som man måske kan forkæle de ansatte med i særligt gode tider. I hårde tider står lokal løn omvendt højt på listen over sparepunkter, hvilket vi bestemt mærker i gymnasiesektoren i disse år med nedskæringer. Og hvordan finder man i øvrigt lige de dér særligt dygtige medarbejdere, som fortjener at komme op på en løn-piedestal? Det giver ikke mening med den slags særbehandling. Summa summarum, der er efterhånden meget ringe tillid til Ny Løn-systemet, og at poste flere penge i det er derfor bare dumt. Vi kan kun formode, at en større sum lokale lønmidler er lig en større del af den samlede lønsum som vi bare ikke får udmøntet.

Og så er der kravet om, at fagforeningerne ikke længere skal have forhandlingsretten på lokalløn. Sophie Løhde siger: ”Vi ved, at flere foretrækker selv at forhandle løn”. Nå!? Og videre: ”mange medarbejdere motiveres af at få lidt ekstra i lønningsposen, når de har leveret en flot arbejdsindsats og været med til at skabe resultater. Derfor giver det rigtig god mening, hvis flere får mulighed for selv at forhandle løn og aftale individuelle vilkår gennem den direkte dialog med deres leder”. Ikke et øje er tørt...hvilken omsorg! Jeg fristes til at parafrasere Flemming Vinthers tv-udsagn: Jeg ved ikke, hvad det er for en fest, jeg ved ikke, hvor den holdes, men vores medlemmer har ikke lyst til at deltage! Hverken i den konkrete stoledans om guldkalven, eller i hele den vildfarne New Public Management-tænkning som ordinerer den slags ledelsesværktøjer fra privatsektoren. Konkurrenceudsættelse af offentligt (og sikkert også mange privat) ansatte er demotiverende for den enkelte og ødelæggende for virksomhederne og dermed hele samfundet, og når man vil lave den slags hundekunster er jeg helt sikker på, det også er ud fra et motiv om samlet set at spare lønkroner. Man vil splitte medarbejderne og isolere den enkelte overfor arbejdsgiveren. Ved junglelov skal det offentlige deles-og-beherskes.

Hvad så med tillidsrepræsentanterne, hvis alle skal forhandle løn selv? Jo, TR kan allernådigst få lov at være ”strategisk sparringspartner” for ledelsen, og nå ja, for de medlemmer, som skal forhandle løn individuelt. Dog skal TR stadig kunne forhandle løn for de medarbejdere, ”der aktivt har tilvalgt det”. Mon TR kan holde styr på kasketterne og tidsforbruget? Det er jo det rene nonsens, og som fagforeningsmand ser jeg rødt; GL's tillidsrepræsentanter skal ikke reduceres til ”strategisk sparringspartner for ledelsen”. Tillidsrepræsentanternes skal repræsentere medlemmerne på det kollektive og solidariske grundlag, som kendetegner en fagforening, og ikke trylles om til mellemlederagtige ‘forandringsagenter’, konsulenter for de medlemmer, som lige måtte (turde) ønske det, eller hvordan det nu kan komme til at lyde. Slut. Færdig.

Flemming Vinther udtrykker også hård kritik: ”Hvis deres tilgang er, at vi i virkeligheden skal have fjernet aftale- og forhandlingsretten fra de faglige organisationer, så er det et grundskud mod hele vores danske model. Det synes jeg virkelig, kan give søvnløse nætter”. Jeg er helt enig. Ud fra GL's erfaringer med, hvordan det er gået for os med at holde styr på gymnasielærernes arbejdstid efter at vi med OK13 vinkede farvel til aftaleretten på arbejdstid, så gør Vinther klogt i at frygte for nattesøvnen, og lønkronerne. Statens lønkrav er så vildfarne og kontraproduktive, at man får fornemmelsen af at stå og stirre ned i sorte huller i jorden; er Sophie Løhde ved at skifte titel fra innovations- til desperationsminister?

Tomas Kepler, medlem af hovedbestyrelsen og formand for overenskomstudvalget i GL