Glimt fra Gymnasiedage.dk
Jeg har lige været på Gymnasiedage.dk på Syddansk Universitet. Det var som altid inspirerende at møde kolleger fra nær og fjern til erfaringsudvekslinger og debatter. Det er faktisk det bedste ved Gymnasiedage.dk efter min mening.
Men der var nogle oplæg, der virkelig udvidede min horisont på den der “det vil jeg vide mere om”-måde, der er så god fordi den giver ny drivkraft.
Det ene af de oplæg, der rykkede, var af Ole Sejer Iversen, der talte om design bildung. Det skal forstås som bevidstheden om, at vi alle er med til at designe vores verden, uanset om vi vil eller ej. Og derfor er det vigtigt at kunne tænke kritisk og bidrage til løsninger på konstruktive måder.
Et af hans eksempler handlede om nogle elever, der havde installeret et plug-in (Lightbeam) til deres browser (Firefox), så det blev synligt hvor mange digitale forbindelser, der skabes uden at vi egentlig har accepteret det. Pointen i forhold til eleverne var blandt andet at vi sætter fodspor, som vi ikke har styr på, men som andre kan udnytte.
I skrivende stund har jeg også Lightbeam kørende på min computer. Jeg har besøgt seks websites, blandt andet gymnasieskolen.dk, Facebook og Aarhus Universitet, indenfor de sidste par timer, men der er 24 tredjeparts-sites, som jeg også blevet forbundet med, uden at jeg vidste det. Og ud af dem har 12 lagt cookies på min computer. Jeg er normalt ikke paranoid med hensyn til cyberspace, men måske skal jeg til at tænke lidt mere kritisk…
Med til design bildung-tankegangen hører at hvis man skal leve i og udvikle den digitale verden – og det skal vores elever jo – så kræver det at man forstår hvordan den grundlæggende er skruet sammen, at man kan stille kritiske spørgsmål til den, og at man kan løse problemer på en reflekteret måde i fællesskab med andre.
Metoden, der arbejdes med, minder meget om innovationsforløb, men med større fokus på digitalt design med hjælpemidler som 3D-printere og laserskærere, og med mere fokus på kritisk tankegang og samarbejde. Der arbejdes i specielle rum, kaldet fablabs, der netop fremmer de innovative processer.
Fablabs er ved at være et kendt begreb i grundskolen, og jeg glæder mig til at finde ud af hvordan vi kan bruge dem i gymnasiet sammen med design bildung-tankegangen.
Et andet oplæg, der rykkede, var Thomas Borum Reuss, der fortalte om forsøget med modulevaluering i oldtidskundkab og matematik på Borupgaard Gymnasium for et par år siden. Her blev den mundtlige eksamen og standpunktskaraktererne erstattet af 4-5 prøver i løbet af året med det resultat at eleverne klarede sig bedre og var mere engagerede i fagene.
Læs: “Vi får for lidt ud af eksamen”
Oplægget førte til nogle gode debatter om hvad vi egentlig vil teste eleverne i, og hvordan vi undgår at de blot lærer til eksamen og ikke på et dybere niveau. Jeg har ikke løsningen på den perfekte eksamensform, men det var spændende at høre om anderledes erfaringer, og det satte tanker i gang. En af pointerne i oplægget var, at eleverne var mere fokuserede på at lære faget mellem prøverne, og på grund af det endte de med at blive mere motiverede. På den måde kan ydre motivation forvandles til indre motivation – og måske kan vi også opnå denne forvandling på andre måder. Det er værd at tænke over.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode