Fusioner - det nye sort?

Er fusioner løsningen på de udfordringer, vi står over for på ungdomsuddannelserne i dag? Det kunne umiddelbart se ud til, at denne opfattelse i mange kredse står nærmest uimodsagt.
Jeg deltog i forbindelse med dette års Folkemøde på Bornholm i en række debatter om fremtidens ungdomsuddannelser. Jeg ved godt, at fusionstankegangen mange steder er udbredt; de seneste år er store campusser og multi-uddannelsesinstitutioner skudt op en del steder i landet. Men det har nu alligevel overrasket mig, i hvilket omfang Folkemødets vægtige meningsdannere nærmest ser uddannelsesfusioner som et vidundermiddel, en schweitzerkniv, ja slet og ret en mirakelkur.
Alle problemer – også de påståede eller opfundne problemer – kan tilsyneladende løses med et snuptag:

Problem: Der går for få unge på erhvervsuddannelserne.
Løsning: Fusioner, der kan sikre én indgangsdør til alle elever, og dermed et meget lettere omvalg til eksempelvis en erhvervsuddannelse”.

Problem: Udkantsskoler lukker (især på grund af nedskæringer på uddannelserne).
Løsning: Fusioner, der kan give flere muskler og penge til at prioritere og holde liv i de små “udkantsfilialer”.

Problem: Eleverne gider ikke gå på erhvervsskole, fordi festerne og studielivet er for tamt.
Løsning: Fusioner, der kan bringe de gode fester fra gymnasierne ind på erhvervsuddannelserne, uden at det ”ødelægger festen”.

Problem: Det går for langsomt, når ca. 50% af de unge skal gå i 10. klasse.
Løsning: Fusioner, der kan “internalisere” 10. klasse på store fællesskoler og dermed begrænse elevernes optag på dette ”fjumreår”, som dybest set er spild af tid.

Problem: Eleverne søger i alt for høj grad mod de store byer.
Løsning: Fusioner, der kan skabe lokale studiemiljøer i udkantsområderne, og dermed sikre at de unge vælger lokale løsninger.

Problem: Skolerne er ikke tilstrækkeligt erhvervsrettede og praksisnære.
Løsning: Fusioner, der kan skabe store og bindende kontakter med erhvervslivet, så eleverne kan komme på egentlige virksomhedsbesøg og ikke kun de såkaldte “sodavands-besøg”.

Problem: Fremtiden kræver noget nyt og helt uforudsigeligt (som ingen kender endnu) af nutidens unge.
Løsning: Fusioner, som nærmest automatisk skaber rammer, hvor forskellige kompetencer, vidensområder og tankegange kan arbejde på kryds og tværs.

Problem: Massive nedskæringer på uddannelserne de seneste år har svækket kvalitet og sammenhængskraft – især i udkanten.
Løsning: Fusioner, som nærmest mirakuløst giver enorme besparelser på administration m.m.

Og jeg kunne blive ved….

Jeg opfordrer imidlertid til, at vi lige klapper hesten og tænker os rigtigt godt om bare for en stund.

Trods min tendens til en lettere distanceret ironi, anerkender jeg selvfølgelig, at der findes der eksempler på succesfulde fusioner, som giver mening. Selvfølgelig findes der gode og saglige argumenter for fusionstanken. Eksempelvis kan fusioner sikre udbuddet af uddannelser i en udkantsregion med et faldende elevtal. En fusion kan også være en god ide, hvis man vel at mærke har en stærk uddannelsespolitisk ide med at gøre det, hvilket vi også har set eksempler på.

Men helt generelt må vi konkludere, at de fleste af de fusioner, vi hidtil har set på ungdomsuddannelsesområdet, slet ikke har kunnet leve op til skåltalerne. Der er ganske enkelt ikke belæg for, at fusioner medfører alle de ovenfor oplistede fordele. Tværtimod fristes jeg faktisk til at sige. Fusioner har i mange tilfælde medført massive organisatoriske problemer – ikke mindst for eleverne. De har trukket endog meget store veksler på personalet med personaleflugt til følge. De har medført omfattende og ofte dyre, distancerede ledelseslag, der kun vanskeligt har kunnet holde kontakt med værkstedsgulvet. De har medført en uigennemskuelig økonomi, hvor det bliver for utydeligt, hvilke penge der går til hvilke uddannelser, og hvilke penge der går til bygninger og store prestigeprojekter m.m. Det er næsten for oplagt at nævne VUC-Syd i denne forbindelse.

Har vi ikke allerede ganske dårlige erfaringer med store centraliseringsbølger i dette land? Er ”større” altid bedre?

Og hvad blev der lige af de enkelte uddannelsesinstitutioners igennem årtier opbyggede traditioner, særpræg og unikke kultur? Hvad blev der af almendannelse og tradition?
Hvad med den nære relation mellem lærer og elev - kan den fastholdes på den store skole? Vi ved, at det er det primære fikspunkt, både når det gælder faglighed og trivsel blandt eleverne.

Nogle gange er det bedste ikke bare at kaste alt op i luften og så se, hvor det hele lander. Nogle gange er det bedste at nære og understøtte det, man ved, rent faktisk virker!

Lad os styrke samarbejdet mellem vore skoler på nationalt plan. Lad skolerne arbejde sammen i administrative fællesskaber, lad skolerne inspirere hinanden fagligt, lad skolerne dyrke vejledningen af den enkelte elev, så alle så vidt muligt lander på rette hylde. Lad os lave et nationalt og sammenhængende uddannelseslandskab, som har uddannelsen af eleverne i centrum og sikrer, at ingen falder imellem to stole. Og STOP med at understøtte opbygningen af gigantiske uddannelseskonglomerater, der spilder skattekroner på at konkurrere mod hinanden.
Fusioner er ikke et mål i sig selv. Fusioner er ikke nogen universalløsning, og tankeløse eksperimenter kan føre til ødelæggelsen af lokale uddannelsestraditioner.

Opgaven for en uddannelsesinstitution er ikke at drive virksomhed, opgaven for en uddannelsesinstitution er ikke at “vækste”, men derimod at danne og uddanne landets kommende generationer på bedste vis.