Fra hjælpende hånd til politibetjent

Jobbet som underviser kan være stressende til tider. Faktisk vil jeg vove den påstand, at det hen over de sidste mange år faktisk er blevet tiltagende stressende. Der er kommet flere ting til jobbet, som vi skal forholde os til. Ændrede elevtyper, ændrede krav til os som undervisere og nye måder at gå til undervisningen og rollen som underviser.

Oven i alt det kommer så også kunstig intelligens – eller AI.

Jeg siger ikke, at kunstig intelligens er noget skidt. Faktisk er jeg, som den faste læser måske efterhånden har opfattet, af den klare opfattelse, at kunstig intelligens kan noget positivt for os. Der er mange ting, som AI kan hjælpe os med og som tæller til den positive side.

Men jeg ved samtidig også, at der er et stort antal undervisere derude, som stadig ser kunstig intelligens primært som noget negativt. Som stadig, når de hører udtrykket ”kunstig intelligens” tænker på ChatGPT eller andre chatbots.

Og dette har ledt til en lidt uheldig udvikling i vores profession. Hvor vi tidligere har rettet opgaver med den hensigt at hjælpe eleverne videre igennem konstruktiv kritik, har rigtig mange nu bevæget sig over til at agere politibetjent.

Det er yderst uhensigtsmæssigt.

Men det er jo forståeligt nok! Overalt hvor vi kigger hen, ser vi AI-genereret materiale. AI-genererede artikler, AI-genererede noveller, AI-generere billeder og AI-genererede videoer. Vi ser jo AI-genererede telefonopkald som et led i den amerikanske valgkamp!

For nylig så jeg en video på YouTube, som jeg troede var rent menneske, men som viste sig faktisk at være en AI-avatar. Ved første øjekast kunne jeg ikke se forskel på det rigtige menneske, der lå bag, og så den AI-avatar-kopi, han havde skabt, men der var alligevel nogle ting, der gjorde mig opmærksom på det. Og da jeg fandt ud af det, blev jeg faktisk oprigtigt skuffet og irriteret.

”Hvorfor det?” kan man nok spørge. Er det ikke bare en logisk udvikling? Og er det ikke forståeligt nok, at udviklere på sociale medier vil udnytte AI til at skabe deres produkter hurtigere og dermed tjene penge?

Jo, det er fuldt ud forståeligt. Ligeså forståeligt som det er, at nogle af vores elever lader sig forføre af ideen om at ChatGPT kan give dem mere tid til lige det, de gerne vil lave – hvilket for mange er at scrolle igennem TikTok eller Instagram.

Al form for kommunikation er jo dybest set en mellemmenneskelig kontrakt. Med stærkt tryk på MENNESKELIG. Vi antager, at ét mennesker skriver til et andet menneske, og dette andet mennesker læser det, som det første menneske har skrevet og reagerer på det (hvis mediet tillader det). Det er kontrakten.

Sådan er det, når vi skriver en SMS. Sådan er det, når vi ringer til hinanden. Sådan er det, når vi poster noget på LinkedIn. Og sådan er det, når eleverne laver afleveringer.

Eller sådan har det været indtil nu!

For i en AI-tidsalder ser vi, hvordan denne kontrakt er under angreb. Ikke kun fra skaberne på diverse sociale medier, som konstant leger med vores opfattelse af virkeligheden ved at sende materiale ud som måske eller måske ikke er AI-genereret. Nej, også fra vores elever, som har fundet ud af, at forskellige chatbots kan lave deres opgaver for dem.

Det er jo bestemt ikke alle eleverne, der har valgt denne vej – faktisk vil det være min påstand, at det er et solidt mindretal, der har gjort det. Men som det er så tit, så fylder dette mindretal bare helt enormt meget i vores bevidsthed.

Fordi vi har oplevet dette brud på den mest basale kontrakt i skoleverdenen – at kommunikationen hedder ”lærer til elev” eller ”elev til lærer” – så har vores rolle i retteprocessen ændret sig markant.

I mange tilfælde hører jeg undervisere snakke om, at de føler sig mere som politibetjent end som rettere. At de pludselig skal påtage sig rollen som detektiven, som skal prøve at fange eleverne i at snyde, frem for den hjælpende hånd, eleverne har brug for.

Pludselig ser vi undervisere, som begynder at lægge fælder ud for deres elever. Kalder teksten noget andet, indsætter små tekster skrevet med hvidt, som eleven ikke kan se, men som en Chatbot vil spotte.

Det er ikke et godt fundament for en god relation mellem lærer og elever!

Derfor er vi som undervisere nødt til at forstå og acceptere én simpel sandhed: AI er kommet for at blive.

Vi slipper ikke af med alle de der chatbots.

Betyder det, at vi skal elske dem med det samme? Nej, på ingen som helst måde. Men det betyder, at vi skal lære at manøvrere i en verden, hvor AI eksisterer. Det betyder, at vi er nødt til at lære at agere som undervisere i en verden, hvor kommunikations-kontrakten er under angreb, og hvor en af vores opgaver nødvendigvis bliver at prøve at genetablere den kontrakt på en måde, som giver mening i en AI-verden.

Hvis vi vil have vores elever til at stoppe med at bruge AI til snyd, er vi nødt til at lære dem, hvordan de kan bruge AI som vejleder og som hjælper. Hvis vi gerne vil lære vores elever, hvordan de kan bruge AI som vejleder og som hjælper, er vi nødt til selv at lære, hvordan man gør det.

Derfor kalder det vel rigtig meget på en solid omgang efteruddannelse, som viser lærerne rundt omkring, hvordan man kan anvende AI. Ikke bare chatbots, men AI er en bred kam.

Vi er nødt til at komme til et punkt, hvor vi igen kan se os selv om den der hjælpende hånd, som skal forsøge at guide vores elever godt og trygt igennem deres uddannelse, og ikke som detektiven der skal forsøge at fange dem i at bruge AI.

Det store spørgsmål, som jeg er nødt til at stille dig, må naturligvis også være følgende: Hvem gavner det, at du forsøger at jagte AI i elevernes opgaver, som hunden der jagter sin hale? Det gavner ikke de elever, der snyder, og fordi du bruger så lang tid på det, ender det med bestemt heller ikke at gavne de elever, der ikke har snydt, men som har brug for dit overskud og din hjælp.

Hvad er det så, jeg gerne vil sige med alt det her? Jo, helt enkelt: Vi skal stoppe med at være politibetjente og i stedet vende tilbage til at være den hjælpende hånd.