Fordybelse

”Skal vi ikke snart have en læsetime igen?”, spurgte mine 2.g-ere mig om den anden dag.
På Horsens Gymnasium & HF har vi ligesom en række gymnasier rundt omkring i landet lagt (lyst)læsning i skemaet. Som teamlærer læser man 45 minutter om ugen med sin klasse. Eleverne vælger selv, hvad de vil læse, men de skal læse i papirbøger (med mindre de har særlige læseudfordringer og har brug for deres computer), og de må ikke undervejs have adgang til skærme eller have musik i ørerne. Formålet med vores ”Projekt Læselyst” har været at skabe større læseglæde hos eleverne og at øge deres evne til fordybelse og koncentration.

Projektet er en succes. Det fremgår af de evalueringer, vi har lavet, og det vidner nedenstående citater fra mine elevers debatindlæg om projektet også om:

”Projekt Læselyst” burde udbredes til flere gymnasier – ikke som en straf, men som et frirum, og en pause fra hverdagen. Det er vigtigt, at vi som mennesker finder tid til at slippe tankerne løs, fordybe os og finde ro, fx i litteratur. Jeg ser efterhånden projektet som et ”ja-tak-tilbud”, og jeg hører også flere af mine klassekammerater sige: ”Vi skal bare læse, så i dansk kan vi slappe af.” Jeg ved ikke, hvad lærerens holdning er til dette, men for mig er det den rette indstilling; at læsning er afslappende.”

”Jeg kan mærke, at det hjælper på min koncentration. Især i timerne lige efter at vi har læst.”

”Det er også dejligt, når vi læser, at der er ro, og at man ikke bliver forstyrret. Roen giver mig mere overskud til at fortsætte min skoledag.”

Citaterne her er tre blandt mange, jeg har liggende. De ord, der først og fremmest går igen i mange af elevernes udsagn om den skemalagte læsning, er ’ro’ og ’plads til fordybelse’. Ro og plads til fordybelse – hvem vil ikke gerne have det? Jeg ved, at jeg gerne vil. Jeg ved, at jeg har brug for engang imellem at ”trække stikket” og skabe mig en rolig stund, hvor jeg ikke skal interagere med andre mennesker, men bare skal passe mig selv og måske en konkret opgave, jeg skal løse. Det behov tænker jeg, at alle mennesker har – og derfor også vores elever. Forskellen på mig og mine elever er måske, at jeg er så bevidst om dette behov, at jeg indimellem sørger for at skabe mig denne rolige stund. En stund, hvor jeg kan sidde for mig selv uden at skulle forholde mig til andre og alt muligt omkring mig, hvor telefonen er sat på lydløs og placeret uden for rækkevidde, og hvor jeg giver mig selv tid til at fordybe mig i et eller andet, der griber mig. Når jeg snakker med mine elever, fornemmer jeg, at de ikke altid har den samme bevidsthed om det behov eller ikke formår at skabe sig dette nødvendige helle i en hektisk hverdag. Det er der, vi som undervisere kommer ind i billedet, for vi kan skabe den nødvendige plads til fordybelse for vores elever. Vi skal bare lige huske at gøre det…

Min 2.g-klasse er en temmelig urolig klasse. De er super søde, men at sidde stille, være stille, lytte, høre efter, tage imod beskeder osv. er en udfordring for dem. De første gange, jeg læste i 45 minutter med dem, var der da også masser af uro. De rokkede frem og tilbage på deres stole, trommede i bordene, vippede med ben og fødder og kiggede utålmodigt rundt i lokalet. Det var uden tvivl vanskeligt for dem at sidde i total stilhed i 45 minutter ad gangen – uden adgang til deres telefoner, uden musik i ørerne og uden den sædvanlige småsnakken med sidemanden. Det gentog sig ugen efter, men derefter var det som om, at en forandring indtrådte. Faktisk oplevede jeg nøjagtig det samme med mine nuværende 3.g’ere, som jeg havde læsetimer med sidste år. I den tredje læsetime faldt der ro også ro på dem, og jeg fornemmede, at uroen nu var blevet til ro – at de faktisk nød at sidde lige så stille med sig selv, deres bøger og deres tanker. Den fornemmelse bliver hele tiden bekræftet af, at mine elever efterspørger læsetimerne. Kommer jeg til at springe en uge over, så minder de mig straks om det, hvilket det indledende citat netop er et eksempel på.

Successen med de skemalagte læsetimer har fået mig til at reflektere videre over, hvordan jeg også i min almindelige undervisning kan skabe plads til fordybelse – små øer af ro, hvor eleverne kan opleve stilhed, koncentrere sig og ikke skal forholde sig til andet end sig selv og egen læring. Det har de virkelig brug for, er jeg overbevist om. Helt konkret er jeg med jævne mellemrum begyndt at lægge sekvenser – og helst ikke alt for korte sekvenser – ind, hvor eleverne arbejder individuelt; det kan være med noget så simpelt som at læse en baggrundstekst til det emne, vi har, og besvare spørgsmål til denne. Det virker jo utrolig banalt, og måske er det også derfor, at jeg stadig skal tage mig lidt sammen for at planlægge den slags sekvenser, for man kan hurtigt som underviser komme i tvivl om rimeligheden i at bruge sine undervisningstid på den måde. Spørgsmålene hober sig op: Er det bare noget, jeg gør for at slippe for at forberede mig? Er det bare noget, jeg gør for at please mine elever ved at lade dem læse på klassen frem for at skulle læse lektier derhjemme? Er det bare noget, jeg gør for at skabe en rolig stund for mig selv og undgå hele tiden at skulle være ”på”? Er det bare…? Men når jeg tænker efter, så er svaret på disse spørgsmål faktisk et nej. Jeg skal stadig forberede de sekvenser, hvor eleverne skal læse. At jeg lader eleverne læse på klassen, betyder ikke, at de ikke får lektier for derhjemme. Og selv om jeg selvfølgelig selv får en rolig stund, når mine elever læser, så er det ikke det, der først og fremmest motiverer mig til at gribe undervisningen an på den måde. Så jeg prøver virkelig at kaste den dårlige samvittighed af mig og i stedet holde fast i, at jeg faktisk gør noget godt for mine elever, når jeg skaber plads til fordybelse i deres skoledag.

Jeg tror på, at vi ved at skabe små rum til fordybelse kan træne vores elevers evner til at koncentrere sig, arbejde uden udefrakommende forstyrrelser (fra sociale medier, musik eller vennerne) og fastholde et fokus over længere tid. Og det er jo virkelig væsentlige kompetencer – kompetencer, som jeg da, for at være helt ærlig, godt selv kan synes, det er svært at holde fast i.

For nylig holdt jeg faglige samtaler med mine føromtalte 2.g-ere. Jeg vidste på forhånd, at det ville komme til at tage 1-2 lektioner, og ofte er disse lektioner med faglige samtaler jo forbundet med frustration – for både lærer og elever – fordi det sjældent lykkes at få en klasse til at arbejde hensigtsmæssigt i en hel lektion, mens læreren taler med eleverne en ad gangen. Jeg spurgte da også bekymret, hver gang en elev kom ud til mig, om der nu var arbejdsro i klasselokalet, og om de arbejdede. Stor var min undren – og glæde – da samtlige elever en efter sagde, at der var fuldstændig stille inde i klassen, og at alle arbejdede koncentreret med det, de var blevet sat i gang med. Dét havde jeg virkelig ikke regnet med. Måske var jeg bare helt utrolig heldig lige netop den dag. Det tror jeg nu ikke. Jeg tror derimod, at mine 2.g’ere efterhånden har opdaget – gennem vores læselysttimer og gennem det individuelle arbejde, de med jævne mellemrum laver – at det faktisk kan være rigtig rart at sidde og arbejde helt stille og roligt, uden forstyrrelser, og i netop det tempo, der passer dem hver især.