”Fingrene væk fra min betalte frokostpause! Og giv mig mere i løn!”

Sådan fremstår arbejdstagerside så usympatisk i mediernes dækning af OK18. Men i virkeligheden delte jeg i går i min betalte frokostpause det runde bord på VUC’s lærerværelse med en flok meget sympatiske kolleger, der slet ikke kan se sig selv i det karikerede billede på offentligt ansatte, medierne tegner vha. udtalelser fra arbejdsgiversiden. Vi er ikke grundlæggende utilfredse med vores løn (selvom vi ikke får al den lokalløn, vi burde, fordi vores skole har et stramt budget), og vi ville nok overleve uden vores betalte frokostpause (selvom vi ret tit taler arbejde og holder møder over vores frokost, fordi vores skemaer ikke altid tillader kollegial sparring på andre tidspunkter) Men hvad er så problemet?
Fælles undren er set med underviserens øjne ofte en frugtbar vej til højere erkendelse. Så det var det, vi gjorde: vi undrede os i fællesskab. Vi forsøgte at se nuancerne. Vi forsøgte at forstå, hvordan det var kommet så vidt. Hvorfor vi nu nærmer os en konflikt, som vi ikke ønsker, men som vi alligevel anser for nødvendig. Hvorfor vores samfund er kommet så langt i en dehumaniseret retning, hvor økonomi er vigtigere end alt andet. Problemet er i virkeligheden større end os selv, så derfor er det ikke så nemt at få øje på og endnu sværere at finde en løsning på.
De nuancer, vi savner, i debatten om OK18 er, hvordan effektiviseringer som følge af besparelser i den offentlige sektor allerede har betydet en reel lønnedgang. Vi arbejder mere end nogensinde før til den samme løn. Vi har siden OK13 ikke haft noget egentligt værn mod at blive pålagt ekstra arbejdsopgaver, og samtidig har vi ikke kunnet være sikre på at få overtidsbetaling for de timer, vi har brugt ekstra, fordi det er op til arbejdsgiveren at skønne om overtiden kan anerkendes. Hvis vi kigger os omkring i den offentlige sektor, tegner der sig en tydelig tendens, som vi i vores lille andedam på VUC kun har set begyndelsen på. Sygeplejerskerne har ikke tid til at tilse alle patienter så ofte, som de gerne ville. Folkeskolelærerne har ikke tid til at forberede deres undervisning så grundigt, som de gerne ville. Pædagogerne har ikke tid til at drage den omsorg for vores børn, som de gerne ville.
Alle offentligt ansatte oplever, at effektiviseringer har medført dårligere arbejdsvilkår, samtidig med at vi drukner i krav om dokumentation og forventninger om at præstere bedre, uden at vi reelt har ressourcerne til at leve op til det pres, der kommer ovenfra. For at bidrage yderligere til den onde stresscirkel, så betyder de forringede arbejdsvilkår, at vi mister en del af vores faglige identitet, hver gang vi går på kompromis med kvaliteten i vores arbejde. At det også sker i flere håndværksfag, at akkorderne bliver så stramme, at man ikke kan levere et fagligt godt stykke arbejde uden at knokle sig selv ihjel, gør det vel ikke mere acceptabelt?
Problemet er større end os selv, fordi hele vores samfund er ramt at en farlig tendens til at sætte økonomi højere end alt andet. Vi skal præstere bedre hele tiden, og derfor ligger der også i OK18 et ønske fra arbejdsgiverside om, at vi selv skal til at forhandle op til 25% af vores løn lokalt og individuelt. Vi ser bare aldrig de penge, fordi vores budgetter bliver skåret med 2% hvert eneste år, og det eneste sted, vi kan spare, er på lønnen. Vi har selv været med til at vælge de politikere ind, der styrer vores samfund i denne retning. En mere asocial retning, hvor vi skal konkurrere med hinanden i stedet for at samarbejde, hvor individet er vigtigere end fællesskabet. Det betyder i yderste konsekvens en afskaffelse af det velfærdssamfund, som vores forfædre har kæmpet for at skabe til gavn og glæde for os alle.
Sammen står vi stærkere, men vi har mistet troen på det, fordi vi har mistet tilliden til hinanden i vores kamp for at komme frem i verden. Et vigtigt skridt på vejen til løsningen af dette problem, der er større end os selv, er fællesskabet i fagbevægelsen. Vi siger fra i fællesskab, fordi vi håber og tror på, at vores arbejdsgivere vil lytte til 750.000 arbejdstagere, der er enige om at sige fra! Først når vi lytter til hinanden med forståelse og respekt, kan en ægte dialog finde sted, og så kan en fælles løsning findes.