Evaluering på godt og ondt

Lad mig starte med at slå fast: evaluering er godt, hvis den rent faktisk er brugbar. Problemet er bare, at det er den sjældent, og det ville være skønt, hvis vi alle overvejede, hvad en given evaluering helt præcist skal bruges til, og dernæst hvilke spørgsmål der egner sig til undersøgelsen.

Er det en evaluering, der skal bruges til at undersøge elevernes tilfredshed med undervisningen, er det også vigtigt at have med i overvejelserne, hvornår man som lærer udleverer sin evaluering. Hvis man som lærer lader sig evaluere af sine elever kort tid efter, disse har erfaret et dårligt testresultat, eller niveauet i deres danskstil langt fra har levet op til deres egne forventninger, kan læreren næsten være helt sikker på en dårlig evaluering. Eleverne glemmer ikke så nemt, og det er altid lettest at skyde skylden på læreren for de knap så gode resultater, som det er for eleverne at se indad. Har læreren til gengæld netop haft en time, hvor forståelsen har været høj, og størstedelen af eleverne er kommet til orde, kan man regne med et godt resultat. Det er selvfølgelig rart at have i baghovedet, men desværre er der allerede her noget galt efter min mening.

Det næste punkt er, hvilke spørgsmål der stilles. Jo flere spørgsmål der stilles, jo flere korte svar vil man formentlig få. Ofte i form af ja/nej eller enstavelsesord, som man egentlig ikke rigtig kan bruge til noget. Derudover skal man i høj grad passe på, om spørgsmålene kan tolkes på flere måder. Fx lød et spørgsmål engang: Er læreren lydhør? Hvortil en elev svarede: "ja læreren kan godt høre, hvad jeg siger"; en tydelig misforståelse af selve ordet ”lydhør”. I den seneste evaluering jeg har været en del af, lød et af spørgsmålene: "I hvor høj grad oplever du variation i undervisningen?" Normalt får jeg ret positive evalueringer under dette punkt, men i år svarede størstedelen af eleverne på den nye reform, at variation sjældent skete. Det var jeg temmelig undrende over for, hvorfor jeg spurgte ind til det. Svaret lød her: "Vi laver altid analyse og fortolkning, og det er der ikke meget variation i." Og her må jeg give eleverne ret. Det gør vi, for det er en del af danskfaget. Her kunne spørgsmålet med fordel have været stillet anderledes til eleverne, for alle var sjovt nok enige om, at vi altid arbejder med analyse og fortolkning på forskellige måder, hvorfor der altså forekommer en del variation, både hvad angår arbejdsformer, timernes opbygning, materialevalg og arbejdsspørgsmål. Deres svar i evalueringen forholdt sig altså anderledes end til virkeligheden.

En fjerde udfordring, jeg ser i evalueringer, er, om besvarelserne bør være anonyme eller ej. På den ene side er jeg fortaler for anonymitet, da flere elever måske ellers ikke tør sige sandheden til læreren - og det vil være ærgerligt, da det nok er det største formål med evalueringerne. Omvendt er der visse elever, der virkelig kan finde på at sige alt muligt grimt uden at risikere at stå til ansvar for deres udtalelser. Og det finder jeg mindst lige så ærgerligt. Det ville være en fordel om en evaluering i første omgang skete uden navn (i hvert fald i lærerens visning af evalueringen), men hvis en given elev havde kritiseret for kritikkens skyld, at ledelsen så kunne finde frem til personen og tage en given snak med denne. Dette kan naturligvis kun ske, hvis eleverne afleverer via computeren. Dermed ville eleverne være anonyme over for læreren, men synlige over for ledelsen. 

Evalueringer kan efter min mening gavne lige så meget, som de kan skade. Man kan have fået fire gode evalueringer, men hvis den femte er dårlig, overskygger denne ofte alt andet. Problemet med evalueringer skyldes måske i høj grad, at vi som lærere står meget alene med dem. Det kan være svært at gå til en kollega eller ledelsen og sige, at man er ked af den evaluering, man er endt op med, for man føler sig mindreværdig, og nogle gange kan man endda blive helt i tvivl om, man burde være lærer. Sådan havde jeg det et af de første år, jeg underviste. Jeg blev virkelig ked af elevernes udtalelser, og jeg havde svært ved at genkende deres utilfredshed. Det gjorde faktisk, at jeg fik svært ved at undervise klassen, for jeg blev meget usikker på mig selv. Heldigvis havde jeg nogle gode kollegaer, som kunne se, at evalueringen tog hårdt på mig, så vi fik en lang, god snak. Og det hjalp. Det hjalp at høre, at andre har prøvet det samme, både at få en dårlig evaluering og være i tvivl om man er på den rette hylde. Stadig kan jeg rent faktisk føle en vis spænding, når jeg skal udføre en evaluering, og det er mildt sagt en stor lettelse, der følger, hvis denne er gået godt.