Et jobskifte gør det endnu engang klart: Der er brug for VUC

Jeg har lige skiftet job fra et VUC til et større gymnasium, som rummer fire typer af gymnasiale uddannelser. Ud over at det er både spændende og hårdt med alt det nye, har det også allerede her de første to uger været en øjenåbner i forhold til landkortet over gymnasiale uddannelser. Det er rigtig godt, at unge mennesker kan tage både erhvervsgymnasiale uddannelser, den mere klassiske stx og den toårige HF, men hvad med dem, der ikke er så unge, eller dem, som bare ikke passer ind på et gymnasium? Vi skal over hele landet stadig sikre tilbud til dem over 25, der vil tage 9. eller 10. klasse, og til dem, som vil uddanne sig senere i livet og derfor har brug for en HF eller de enkelte HF-fag, som jo giver adgang til professionsbacheloruddannelser – blandt andet sygeplejerske og andre såkaldte velfærdsjobs jobs, hvor der lige nu er mangel på arbejdskraft.

Et arbejdsmarked i forandring gør det nødvendigt at efter- og videreuddanne sig, og hvis man er nedslidt, kan man af private sundhedsmæssige årsager være nødt til det. Det skal alle have mulighed for. Hvis man ikke fik taget en ungdomsuddannelse, mens man var under 20, skal der ligeledes være plads til at man, uanset hvor man bor henne, kan skifte spor og opsøge den viden og de kompetencer, som en HF giver. En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fra september 2020 viser, at VUC er en vigtig institution i forhold til at bryde den sociale arv og sikre, at unge og voksne kan få en chance til. VUC-kursister og -elever kommer typisk fra hjem med ufaglærte forældre, dårligere karakterer i grundskolen og afbrudte uddannelser bag sig, inden de gennemfører HF på VUC.

To ud af tre HF-elever har enten været i gang med en erhvervsuddannelse eller en anden ungdomsuddannelse, inden de kommer til VUC. De har altså ofte indtil flere afbrudte skoleforløb bag sig. Der skal overalt i landet være plads til folk, der har ekstra brug for at finde sig til rette – og det er VUC’erne specialister i. På VUC kommer ligeledes flere og flere kursister, som har afsluttet deres danskuddannelse på et sprogcenter. VUC’erne er således vigtige aktører i at bygge en bro til arbejdsmarkedet. Noget, som jo i hvert fald burde ligge den nuværende regering kraftigt på sinde.

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil lovede på GL’s repræsentantskabsmøde at se på, hvordan man kunne omstrukturere VUC og fx gøre centrene konjunkturuafhængige, sådan at VUC’erne ikke bliver presset i knæ under en højkonjunktur, hvor der er rigeligt arbejde at få. Ministeren skal se at komme i gang, og GL skal fortsat henlede hendes opmærksomhed på VUC, for der fyres lige nu medarbejdere mange steder, og VUC-afdelinger i de mindre byer er decideret lukningstruede. Hvis regeringen virkelig vil løfte eller bare bevare det Danmark, som ikke lige er de største byer, så må den nu vise, at den vil gøre en indsats for at bevare muligheden for uddannelse over hele landet.