Er vi cooked, chat?

Den stigende udbredelse af kunstig intelligens har gjort det skræmmende nemt at få ChatGPT, Google Gemini eller andre AI-værktøjer til at løse sine opgaver for en. Det er et udbredt kendskab blandt gymnasieelever – og formentlig også studerende på videregående uddannelser.

På journaliststudiet, hvor jeg til daglig har min gang, bliver vi undervist i kunstlig intelligens. Men med måde. Vi lærer at benytte disse værktøjer som en hjælpende hånd, når vi skal forstå komplekse problemstillinger, danne os et overblik over et stort datamateriale, eller hvis vi mangler inspiration til en rubrik eller lignende.

Selv bruger jeg CoPilot, et af de ellers glimrende værktøjer, som sparringspartner, hvis der er noget i pensum, jeg ikke forstår. Eller hvis en rapport er flere hundrede sider lang, gør den det nemt for mig at se, hvilken del af rapporten der har relevans for min opgave. Værktøjer som CoPilot er nemlig gode til at opsummere, kildehenvise og strukturere. Med en (u)menneskelig stor viden fungerer disse kunstige intelligenser som videnskartoteker, der rækker langt ud over den menneskelige kapacitet. Og den fart, hvormed et menneske kan løse en opgave.

Det, der gør os til mennesker
Men jeg er bekymret. Jeg er bekymret for, om vi i forbifarten glemmer det, der gør os til mennesker: vor evne til at tænke selv.

Vores kritiske, konstruktive sans samt mulighed for at bevæge os på abstraktionsstigen og gennem de taksonomiske niveauer kan hurtigt blive tilsidesat til fordel for ”den nemme løsning” – brugen af chatten eller lignende.

Men det er ikke ubetinget den dovne studerendes løsning. Jeg tænker, at det typisk er fordi, at det, opgaven handler om, er meget komplekst eller svært. Så svært, at den studerende vurderer, at det er bedre at løse opgaven med kunstig intelligens end slet ikke at få den løst (uden).

Eller fordi den studerende er tilpas doven til ikke at gide løse opgaven selv.

Bekymringen for ikke at få en opgave løst, en tekst læst eller en aflevering sendt til tiden vejer tungere end tilfredsstillelsen over, hvordan man gør det. Men selvsamme bekymring forsvinder næppe, bare fordi opgaven er løst.

For ligesom studerende bliver bedre til at bruge værktøjerne, bliver undervisere også bedre til at opdage uretmæssig brug af dem – altså snyd. For det er selvsagt indlysende, at hvis hele opgaven er skabt af ikke-menneskelig intelligens, så lærer den studerende ikke det, pensum foreskriver, vedkommende skal. Og det er jo hele pointen med opgaverne: at den studerende skal lære noget.

Den rette indstilling
Men ansvaret er tveægget. På den ene side står den studerende, som skal være villig til at lære gennem det, der populært kaldes den rette indstilling. Mens der på den anden side står en underviser, hvis opgave er at gøre undervisningen spændende, interessant og vedkommende. Jeg har selv mødt mennesker op gennem uddannelsessystemet, som havde en stor viden, men en dårlig evne til at lære den fra sig. For det er ikke underordnet, at begge parter byder ind med det, de kan, og det, de bør, i den pulje, der kaldes læring – for at den studerende bliver klogere.

Jeg tror på, at de fleste er villige til at lære noget. Men det er klart, at hvis man bliver overdynget med pensum, tekster, opgaver eller afleveringer, som man selv synes, kræver mere af en og ens tid, end man er i stand til, så virker det nærmest uimodståeligt tillokkende at benytte sig af andre intelligenser end sin egen (alene).

For en kunstlig intelligens kræver trods alt, at man prompter den korrekt. Hertil kommer, at den ikke altid er hundrede procent pålidelig endsige troværdig. Du programmerer den til at give dig nogle bestemte resultater, hvorefter den finder det, på det store internet, som stemmer bedst overens med dine søgeord. Og internettet er fyldt med mis- og desinformation, folk, der vil snyde dig og med bedrageriske bagtanker. Så sund fornuft bør altid være en påkrævet kammesjuk i arbejdet med kunstige intelligenser.

Kommet for at blive
På godt og ondt er kunstig intelligens kommet for at blive. Derfor må vi også lære at forholde os til det på hver vores måde. Finde ud af, om – og hvordan – det kan gavne vores hverdag og respektive liv.

På mange måder er det imponerende, hvordan den menneskelige hjerne på ny formår at træde op på et endnu vildere udviklingstrin end førhen, og hvordan der pågår en teknologisk udvikling af nærmest supersonisk fart i en verden, hvor dem, der behøver den udvikling, ikke altid er dem, der får den. For det er som bekendt den menneskelige hjerne, der har udtænkt kunstig intelligens.

Jeg er glad for den sparringspartner, jeg har i kunstig intelligens. Men den skræmmer mig også. Fordi jeg ikke altid ved, om jeg kan stole på det, den fortæller mig. Og om de, der står bag den, har skumle bagtanker.

Jeg prøver at bruge kunstig intelligens på en sådan måde, at den gør mig klogere og mere oplyst – men så jeg stadig bevarer min evne til at tænke selv. Jeg er nemlig bestemt ikke hellig. Jeg håber også, at andre vil bruge disse ellers brugbare værktøjer med omtanke. De er en del af vores liv – men må aldrig være det uforbeholdent og ukritisk.

For ligesom unge mennesker spørger, er vi cooked, chat, når de er bange for at dumpe en opgave, de netop har afleveret (med ChatGPT), er jeg bange for, om vi skaber en generation, der glemmer deres kreative, innovative løsningssans, deres lyst til at lære og deres evne til at tænke selv.

Derfor spørger jeg: Er min generation cooked, chat?