En gamechanger

Tyve år som underviser i det danske gymnasium (stx) har givet lejlighed til at iagttage den digitale udviklings indtog i klasseværelset på godt og ondt, men efter udbredelsen af kunstig intelligens (KI) generelt, og i undervisningslokalet specifikt, er der nu et presserende behov for, at vi tilpasser den digitale virkelighed til virkeligheden i undervisningslokalet. Hvis ikke, risikerer vi 1) at tabe generationer af unge og 2) en underminering af de fine principper om, at uddannelsen og skolekulturen som helhed skal forberede eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre, og at Eleverne derigennem [skal] opnå forudsætninger for aktiv medvirken i et demokratisk samfund (..), som det hedder i stx-bekendtgørelsens §1, stk. 5. Vi har, kort sagt, brug for gamechanger i den danske uddannelsessektor. (1)

Før du læser videre, skynder jeg mig lige at skrive, at jeg ikke er imod teknologisk udvikling, nærmest tværtimod.

Digitalt indtog
I mit første år som underviser sad der én enkelt elev i en klasse på tyve-tredive stykker med en PC. Web 2.0 fandtes ikke endnu, og vi havde ikke fastnet på skolen. Det varede et par år, men udviklingen og efterspørgslen kunne ingen dog nægte, og efter web 2.0 blev en computer uundværlig, og det blev skrevet ind i mange skolers studie- og ordensregler, at det var forventet, at elever skulle medbringe deres egen. Tablets var det nye en overgang, og vi havde to såkaldte ’IPad-klasser’ på mit gymnasium, fordi dette device var ’intuitivt’ og læringsunderstøttende i en ny og særlig grad. Det varede et par år, men de distraherende elementer og det upraktiske format kunne ingen dog nægte ikke havde den understøttende effekt, man havde troet. Den intuitive tablet var bedre egnet for den 5-årige i ulvetimen end den 17-årige i historietimen. Nå, men mobiltelefoner blev til smartphones i starten af det nye årtusinde, og nu havde hver elev i hver klasse to skærme, som de skulle holde øje med. En symfoni af notifikationslyde hørtes, når 28 elever uophørligt modtog updates om dette og hint. Forsvindende lidt havde med den igangværende undervisning at gøre.

Eleverne var logget ind i så mange virtuelle rum ad gangen, at de var nødt til at logge ud af det fysiske undervisningslokale, og der er blevet shoppet kjoler, tjekket fodboldresultater og sågar handlet aktier, mens matematiklærere har skrevet ligninger op på tavlen. Google Translate og diverse studieportaler med færdige analyser og facit blev tilføjet til enhver kvik elevs bogmærkelinje med den konsekvens, at den danske ungdom pludselig kunne skrive franske stile i et sprog, der ville få Michel de Montaigne til at dåne. Aldrig før kunne elever pludseligt bøje verber i le passé antérieur uden at være blevet undervist deri, og aldrig havde fransklærere modtaget afleveringer skrevet i style élevé i så forbavsende grad.

Digital dannelse
I takt med de digitale værktøjers snigende tilstedeværelse i klasseværelset har skoler måttet forholde sig tilsvarende hertil i et forsøg på at fastholde kerneydelsen: At gennemføre undervisning. Det har været en ulige kamp for det meste, når Silicon Valley og tech-giganter i flæng har tilbudt quick fixes og underholdning et klik væk. Skole efter skole har måttet indføre mere eller mindre praktiske og håndhævelsesbare tiltag ad hoc. Digitale kodeks, telefonbakker, telefonskabe, delingsprincipper for delingsplatforme, klasserumskulturer, plagiatkontroller, skærmfrie uger, overvågningscookies m.m. er blevet diskuteret, implementeret og evalueret i timevis på danske undervisningsinstitutioner landet over de sidste år. Til sammenligning kan det nævnes, at Rådet for Digital Sikkerheds rapport Overvågning på Arbejdspladsen fra 2024 bl.a. siger at, ”knap 80 % af danske ledere angiver, at der indsamles data om medarbejderne på arbejdspladsen.” Og at det i høj grad er ”dataindsamling i tilknytning til performance, lokation og fysisk sundhed (…)”. (2)

Hvorfor mon? Er det, fordi danske arbejdstagere er dovne og ulydige? Eller er det, fordi ledere er magt- og kontrolsyge? Næppe. Måske er der en anden forklaring. En, som vi alle kender. Fun fact: I starten af 00’erne var der blandt flere forskere og undervisningseksperter en slags if-you-can’t-beat-them-join-them-filosofi om, at undervisningen skulle flyttes over på ’de unges platforme’ og sociale medier, så de kunne blive mødt der, ’hvor de var’. Det var ikke for sjov, og helt i strid med den erfaring, som ansatte i uddannelsessektoren har gjort sig de sidste to årtier: If-you-can’t-join-them? Help them. Hjælp til frihed fra skærmen og hjælp til fokus og fordybelse. Elever i gymnasiet efterspørger det selv. Erkendelsen af de digitale mediers forstyrrende natur har mange steder resulteret i forskellige former for forbud, f.eks. kaldet ’mobilfri skole’, og det er godt. Ligesom vi også har ’rygning forbudt’ i skoletiden. Forbud kan opfattes gammeldags og formynderisk, men mod digital dopamin kæmper selv de mest idealistiske principper forgæves. Det er vel heller ikke refleksion alene, der leder til dit rygestop?

Pointen er, at den digitale virkelighed udenfor undervisningen siver ind og ændrer undervisningens præmisser hurtigere, end lærere og ledere kan sige ”EDB”. Fra kuglerammen, spritduplikatoren, lommeregneren til overheadprojektoren har den teknologiske udvikling forandret virkeligheden i undervisningen. Ofte til bedre, men hver gang med et vist overlap, der har efterladt lærere og ledere i et limbo mellem to stadier af udvikling, indtil den teknologiske avantgarde er blevet mainstream. Det kan tage tid. Som eksempel, kan det nævnes, at danske gymnasieelever i år går til skriftlig eksamen i andet fremmedsprog med blyant og viskelæder i en forsøgsordning fra ministeriel side. Om en tilbage-til-fortiden løsning er vejen frem, kan jeg være i tvivl om, men, om ikke andet, vidner det om en erkendelse af det digitale fremskridts påvirkning af det danske skolesystem. Og det vidner om en manglende opdatering af læreplaner og prøveformer. Giv os den. Nu.

En gamechanger
Historisk har man kunnet se, at ikke alt forandredes med et teknologisk fingerknips, men denne trøst er i dag svær at finde med eksistensen af KI og sprogmodeller. Hvad lommeregneren gjorde for matematikfaget i sin tid, har disse gjort for alle gymnasiets fag. Lige nu. Og gang det så med internettet. Mest åbenlyst i de skriftlige discipliner hvor sprogmodellen på kortere tid, end læreren kan sige ”GPT”, kan svare fyldestgørende på et eksamenssæt i samfundsfag A med dugfriske eksempler, referencer til traktater, citater fra kendte politologer og teorier om bilaterale handelsaftalers indvirkning på verdensfreden. Eller hvad med et fikst og færdigt Power Point om fordele og ulemper ved kernekraft og de bagvedliggende fysikfaglige processer med grafik i 3D til dit oplæg i morgen? Men også i den daglige, helt ’almindelige’ mundtlige klasseundervisning er alt (potentielt) ændret. Vi kender situationen: Læreren stiller et spørgsmål til dagens tekst, og eleverne reflekterer og svarer efter bedste faglige formåen. Men den kvikke elev har da for længst tændt for chat GPTs diktatfunktion, så lærerens spørgsmål er blevet indlæst, og straks kommer et svar med citater fra teksten, en fortolkning og en perspektivering til andre tekster, som eleven læser højt fra skærmen, som var det elevens egne ord. Tolvtallet er hjemme. Læring er ude.

Kort sagt: Teknologien har overhalet os så kraftigt, at der må handles hurtigt fra ministeriel side. Konsekvenserne ved manglende handling er en udhuling af karaktersystemet, men også generationer af unge, der 1) ikke lærer at tænke selv, 2) ikke lærer, at kompetencer og viden tager tid at øve og mestre, 3) ikke lærer at være kritiske, og 4) ikke lærer at bruge og forholde sig fornuftigt til den teknologi, deres fremtid vil formes af. En ny digital virkelighed fordrer en ny undervisningsvirkelighed, og vi skylder de elever, vi selv har bedt omfavne teknologien, og de lærere og ledere i uddannelsessektoren, som gør deres bedste for at opretholde ret og rimelighed, for slet ikke at nævne det demokrati, vi uddanner unge til at kunne deltage i og opretholde, at handle nu.

For tiden, i de danske gymnasier, bokser lærere med begge ben forrest i et forsøg på at forene to uforenelige verdner, mens undervisningsministeriet virker tøvende og fraværende. Vi er underlagt læreplaner, bekendtgørelser og eksamensformer fra en tid uden KI, og du kan ikke plagiatkontrollere et script. I vores dagligdag er KI overalt. Den regulerer lys og varme i dit hjem. Den optimerer din transport. Butikker er ubemandede og styres via KI. Din printer bestiller selv ny toner, og selv på Skats hjemmeside mødes du af KI. Den optimerer overalt, bare ikke i undervisningslokalet. Tværtimod. Kære Mattias Tesfaye, opgrader det danske undervisningssystem og gør det nu. Kalibrer undervisningen, omskriv læreplaner og tilpas eksamenskrav til virkeligheden anno 2025. På den måde kan vi bibeholde læring og dannelse som centrale principper, samtidig med vi har et forrygende værktøj ved hånden.

Sandsynligheden, anvendeligheden, rimeligheden og rigtigheden
Det er netop muligt at undervise og lære med KI, men det kræver naturlig intelligens at kunne bruge kunstig intelligens. Skal en kirurg skære i mig og har fået KI til at lave en analyse, som foreslår afsætning af min ene arm, så så jeg meget gerne, at lægen havde en faglig baggrund med opøvede kompetencer og erfaring, der kunne vurdere om diagnosen er korrekt. Vi kunne spare en del penge ved at bemande tårnet i Billund Lufthavn udelukkende med KI, men gør vi det? Tør vi det? KI ændrer på vores virkelighed – mange steder fundamentalt – og vi kommer i stigende grad til at gå fra at være producerende til at være vurderende i vores arbejde. Mange er det allerede. KI kan producere information, analyser, udregninger, forudsigelser, m.m. i en rasende fart. Den kan lave det ’kedelige’ rugbrødsarbejde, men der skal være nogen til at vurdere sandsynligheden, anvendeligheden, rimeligheden og rigtigheden. Det kræver stadig en hel uddannelse.

Hvad en robot kan, og hvad et menneske er
Et tankeeksperiment kunne være, at eleven lader bot’en skrive et udkast til den engelske stil og derefter bedømmes på evnen til at reflektere over og argumentere for tekstens værdi i forhold til den stillede opgave. Hertil skal eleven jo først og fremmest kunne skrive et fornuftigt prompt, og det kræver, at eleven kan forstå opgaveformuleringens sigte og niveauer. Læreren kunne f.eks. bede eleven om at demonstrere, hvilke stilistiske valg der er truffet, hvorfor og med hvilke konsekvenser? Hvilken sætningsopbygning er fremherskende? Hvilket formalitetsniveau er passende? Hvad er stilens hovedargumentet om forfatterens måde at engagere læseren på? Tell it, and, then, show it.

Skriftlighed er kernefaglighed i al undervisning, fordi det træner elevens evne til at argumentere, hvilket er fundamentalt i et demokrati. Kan man argumentere for sin egen sag, kan man også gennemskue andres ditto. Fra den engelske stil over fysikrapporten over træningsprojektet i idræt og til dansk-historieopgaven er skrivningen argumenterende. Dette kan vi ikke overlade til sprogmodeller uden supervision. KI kan være en sparringspartner. En kritisk ven. En øjenåbner. Men kun hvis eleven kan argumentere for hvorfor, hvordan og med hvilke konsekvenser. Det er forståeligt nok meget fristende for en elev at aflevere et færdigt script uden at forholde sig til det og velvidende, at læreren har svært ved at sanktionere. Jeg gentager: Du kan ikke plagiatkontrollere et script. I frustration bliver læreren ofte en slags detektiv, der søger efter petitesser, fejl og hints, der kan plette den ellers fejlfri og yderst velformulerede opgave, som 4-tals eleven er begyndt at aflevere. Alt sammen i et forsøg på at fastholde ret og rimelighed, for slet ikke at sige elevens læring og progression. Det skaber mistillid og er spild af tid. Her er vi nødt til at få ministeren i gang med at tilpasse undervisningens virkelighed til den teknologiske virkelighed. Det er som regel nemt at spotte brug af KI – i hvert fald i de humanistiske fag – fordi bot’en ikke har en personlig stemme. Selv ikke, hvis du beder den om det. Den kan imitere og give dig på-den-ene-side-og-på-den-anden-side argumenter ad infinitum, men en personlig stemme, der udtrykker fordomme, fobier, forelskelse og frygt kan den kun til UG minus. Og er det ikke et dystopisk scenarie at forstille sig, at KI tager stemmen fra ungdommen og gør dem stumme, hvis de ikke kan forholde sig fagligt, æstetisk, politisk og personligt til det, den fodrer dem? Det kunne være et læringsideal for fremtiden: At demonstrere, hvad en robot kan, og hvad et menneske er, og dermed forstå forskellen og vigtigheden heri, hvis vi fortsat skal udvikle unge menneskers kompetencer og klargøre dem til at videreføre det danske demokrati.

(1) https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2013/776
(2) https://www.digitalsikkerhed.dk/wp-content/uploads/2024/06/202406-Overblik-og-perspektiv-Overvaagning-paa-arbejdspladsen.pdf