Lad hovederne vokse!

Undervisningen i gymnasiet behøver ikke at afspejle, hvordan man løser konkrete opgaver på en ikke nærmere defineret arbejdsplads. Det afgørende er, om undervisningen gør eleven kvikkere.

I debatten om ChatGPT – og debatten om teknologi i undervisningen generelt – henvises der ofte til, hvordan opgaver løses ude på arbejdsmarkedet, og især hvordan opgaver vil blive løst på fremtidens arbejdsmarked. Fremtiden er digital, siges det, og på den digitaliseringspositive fløj antager man ofte, at gymnasiet skal gøre eleverne klar til at varetage jobs i denne digitale fremtid. Videre antages det, at eleverne bedst bliver klar til disse jobs, hvis undervisningen i høj grad benytter de samme digitale hjælpemidler, som man formodentlig vil benytte på fremtidens arbejdsmarked.

Jeg vil i dette indlæg argumentere for, at disse antagelser ikke er så selvfølgelige, som nogle lader til at tro. Faktisk mener jeg, det bygger på en misforståelse både af gymnasiets funktion og af de kompetencer, som kræves af fremtidens arbejdsmarked – for slet ikke at tale om fremtidens menneske.

Hvem er bedst til at google?
Det virker klogt at gøre eleverne klar til en fremtid, hvor man bruger digitale løsninger og hjælpemidler i endnu højere grad, end man allerede gør. Så langt er vi enige. Men det er ikke indlysende, at det er fremtidens jobs, vi skal klargøre eleverne til. Gymnasiet er vel, udover at være alment dannende, primært en forskole til de videregående uddannelser. Vi uddanner ikke eleverne til at løse konkrete opgaver, men til at uddanne sig videre.

Og hvad har man brug for, når man skal uddanne sig i en digitaliseret verden? For mig at se, har man primært brug for det samme, man hele tiden har haft brug for: et stort hoved. Et hoved fyldt med viden, refleksionsevne, fantasi og kritisk sans. Dét ændrer digitaliseringen ikke på, måske tværtimod. Internettet er notorisk upålideligt, når det kommer til informationssøgning, og de konkrete værktøjer og platforme ændrer sig hele tiden. Digitaliseringen giver fantastiske muligheder, javist, men mon ikke disse muligheder udnyttes bedst af store hoveder? Jeg er tilbøjelig til at tro, at den elev, der er bedst til at google, er den, der ved mest i forvejen.

Biceps eller gaffeltrucks?
Hvis jeg har ret i dét, så løber vi ind i et problem, når digitaliseringen gør hovedet mindre. Forestil dig, at du slider med vægtene i fitnesscentret, da din personlige træner pludselig spørger dig, hvorfor du egentlig ikke har taget en gaffeltruck med. ”Dem bruger man jo overalt i samfundet, hvor der skal løftes tunge ting,” siger han. ”Gaffeltrucks er fremtiden. Det er også meget smartere end at løfte vægtene selv.”

Og han har jo ret i, at en gaffeltruck er rigtig smart. Den er givetvis uundværlig i enhver lagerhal. Men han overser, at fitnesscentret ikke har samme funktion som lagerhallen. I fitnesscentret er målet ikke, at en tung genstand bliver løftet fra A til B. Den opgave er kun et middel til, målet: at du får større biceps.

Tilsvarende har gymnasiet ikke samme funktion som arbejdspladsen. I gymnasiet er det sjældent (eller aldrig?) et mål i sig selv, at opgaven bliver løst: jeg er faktisk ligeglad med, om jeg får lov at læse endnu en analyse af en Hemingway-novelle, og matematiklæreren kender allerede løsningen på en given andengradsligning og har ikke noget egentligt behov for, at eleven løser den. Det væsentlige er i stedet dét, der sker med eleven, mens vedkommende arbejder med opgaven. De forbindelser, der forhåbentlig bliver skabt i vedkommendes hoved, er det egentlige formål.

Hold fokus på formålet
Dét formål har man tabt af syne, når man argumenterer med henvisning til, hvordan konkrete opgaver løses ude på arbejdsmarkedet. I gymnasiet – i modsætning til lagerhallen – skal en teknologi ikke bedømmes på, om den gør en opgave nemmere at løse. Måske tværtimod. Den skal bedømmes på, om den gør elevernes hoveder større: om den træner deres hukommelse, fantasi, refleksionsevne og kritiske sans. Er det ikke tilfældet, mener jeg, vi har en meget dårlig sag, hvis vi alligevel vælger at integrere den givne teknologi i undervisningen. Det er strengt taget det eneste, vi bør forholde os til, når vi taler teknologi, hvad end det handler om ChatGPT, om internet til skriftlig eksamen eller om skærme i undervisningen generelt.

Mindre hoveder gør eleverne mindre klar til fremtiden, hvor digital den end måtte være. Lad ikke fremtidens hoveder blive mindre end nutidens.