Elektrohypersensitivitet – en advarsel
Her kommer en advarsel og en appel til besindelse vedrørende den hurtige udrulning af trådløs kommunikation, det være sig på arbejdspladser, i hjemmene som i det offentlige rum (eksempelvis 5G).
I foråret 2018 blev jeg hårdt ramt af miljølidelsen EHS (elektrohypersensitivitet), en lidelse, hvor nervesystemet forstyrres af de elektriske og magnetiske felter i omgivelserne. I al hast måtte jeg flygte fra både arbejde og bolig, da strålingsmiljøet fra datatransmission (mobilstråling, wi-fi med mere) begge steder var for belastende.
I Danmark er EHS ikke nogen selvstændig diagnose, og de syge henvises til psykiatrien. Sammenhængen mellem EHS og mobilstråling (altså mikrobølgestråling) afvises med tilsyneladende valide naturvidenskabelige argumenter. Andre lande har dog helt andre positioner, også hvad angår grænseværdier og anbefalinger til beskyttelse af børn og unge.
Som naturvidenskabeligt uddannet godtog jeg for længe argumenterne. Paradoksalt nok var det netop min naturvidenskabelige indstilling, der forhindrede mig i at indse arten af min sygdom og tage konsekvensen i tide. Efterfølgende har jeg qua min fysikfaglighed kunnet se, at argumentationen er uholdbar.
Der fremføres beroligende, at strålingsniveauet er lavt, kun hundrededele af grænseværdien. Ja, men ved fastlæggelse af grænseværdien har man i Danmark valgt at fokusere ensidigt på mikrobølgers velkendte evne til at opvarme vand (den termiske virkning). Grænseværdien er alene beregnet til at beskytte os mod opvarmning af vores væv og er derfor alt, alt for høj.
Mobilstråling kan nemlig påvirke på andre måder. Alvorlige skadevirkninger ved langt lavere strålingsniveauer er grundigt dokumenteret gennem mange laboratorieforsøg både på celle- og organismeplan. Disse virkemåder er endnu ikke så velforståede som den termiske virkning, men er bestemt ikke i modstrid med fysikkens love, og burde jo ikke negligeres, når grænseværdien fastlægges og fastholdes. Det er imidlertid, hvad der sker.
Skal du være nervøs på dine egne, dine børns, dine elevers vegne? Ja, forskellen mellem dig og mig kan være, at jeg måske er særligt sårbar. Forskellen kan også være, at jeg har været bruger af trådløst udstyr i længere tid (over 25 år). Endelig kan forskellen være, at jeg op til mit sygdomsudbrud boede tæt på mobilmaster, men hvis 5G-nettet udrulles efter planerne, får du nok også en mast nær din bopæl.
Jeg vil opfordre til eftertænksomhed og handling. Sæt dig ind i problemstillingen, og tag de nødvendige konsekvenser.
Johanne Lund Christiansen,
pensioneret matematik- og
fysiklærer ved Aurehøj Gymnasium
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode