Digital kompleksitet
Min 1.g-klasse bruger digitale værktøjer og læremidler hele tiden. Men det roder for dem. De har svært ved at finde ud af, hvor det, de skal bruge i dansk, ligger, eller hvor linket til ibogen i fysik er henne. Og ligger øvelsesvejledningen til kemi i Lectio, Classroom eller på kemi-sitet?
Det roder også, når man ser nærmere på deres måde at organisere noter på. Og så er der spørgsmålet om, hvordan man i det hele taget tager noter, når man læser pdf-filer, hjemmesider og forskellige typer af i-bøger.
Disse tre problemstillinger har vi arbejdet med i et par klassens timer. Det startede med, at de i grupper lavede lister over, hvilke links det var vigtigt for dem at have styr på. Derefter udviklede de systemer til at holde styr på disse links, og som også kunne rumme fremtidige links. Det fremlagde de så for resten af klassen, der gav input.
Det næste, vi tog fat på, var organiseringen af deres noter. Det blev til nogle løsningsforslag, der involverede OneNote, nogle, hvor der blev anvendt mapper i Google Drev, men også nogle, hvor noterne lå lokalt på elevernes computere. Dette medførte en debat om fordelene ved at have sine noter liggende på nettet, så de er tilgængelige fra flere devices, og så man er sikker på at have backup af dem.
Sidst, men ikke mindst har vi arbejdet med, hvordan man annoterer (highlighter og tager noter) i pdf-filer, ibøger og på hjemmesider. Det er sværere, end man lige skulle tro, og en hel del mere komplekst end at tage noter i hånden på papir.
Vi har grebet det an på den måde, at eleverne i grupper har lavet vejledninger til, hvordan man anvender det gratis program Foxit Reader til at annotere i pdf-filer, hvordan man annoterer på mac med det medfødte billedfremviserprogram samt, hvordan man anvender web-programmet Diigo til at annotere på hjemmesider.
Grupperne har med andre ord været tvunget til at sætte sig ind i programmerne, arbejde med dem, og undersøge fordele og ulemper ved dem. Og nu har vi så vejledningerne, som eleverne har lavet som screencasts, så alle kan komme godt i gang med annoteringen.
Vi har set vejledningsvideoerne fælles, og det medførte debat om, hvorvidt det er mest hensigtsmæssigt at tage noter som små gule sedler i annoteringsprogrammerne, eller om det er bedst at skrive noter direkte i teksten. Der er ikke noget entydigt svar på spørgsmålet, men diskussionen var god, fordi det fik eleverne til at reflektere selv.
Ud over at lave vejledningsvideoer, arbejdede et par grupper med, hvilke annoteringsmetoder der virker bedst i hvilke af deres ibøger. Det var der ikke simple løsninger på. I Systimes ibøger er der en notefunktion, men man kan ikke highlighte tekst, hvilket er en ulempe. Det kan løses ved at installere Diigo. Spørgsmålet er så, om det er mest hensigtsmæssigt både at lave overstregninger og noter i Diigo, eller om noterne skal skrives i ibogens notefunktion, mens overstregningerne ligger i Diigo. Det blev diskuteret, men stadig med det fokus at få den enkelte elev til at reflektere over, hvilken måde der er bedst for lige netop ham/hende.
I Gyldendals ibøger er der både notefunktion og mulighed for at highlighte. Vælger man stadig at køre Diigo i ibøgerne, kan der ikke overstreges i Diigo, men der kan godt skrives noter. Forvirret? Ja, og det var eleverne også. De fik besked på, at alle skulle sætte sig ind i, hvad der vil virke bedst for dem og så begynde at anvende den metode konsekvent.
Min plan er at følge op på, hvordan det går med navigering mellem links, med notesystemerne og med anvendelse af annoteringsprogrammerne i en klassens time om en måned eller to.
Min overbevisning er, at det er rigtig vigtigt, at eleverne bruger tid og kræfter på at lære sig gode studievaner. Og det er endnu mere vigtigt med alle de digitale værktøjer og læremidler, der øger kompleksiteten og uoverskueligheden for den enkelte elev. Vi er nødt til at lære dem at holde orden i den digitale kompleksitet.
Elevscreencast til dem, der vil vide mere om Diigo: http://youtu.be/KMTdShN6rJo
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode