Der er altid plads til en til, der bruger Rexona

Glem Haarders selveje, Tørnæs’ store reform og den corydonske ”normalisering”. Gensyn med gymnasiets guldalder anno 1983.

“Det ser meget godt ud”, siger rektor. Eleverne er klar til at danse Les Lanciers. Mange har iført sig deres stiveste puds, men langtfra alle. Herefter byder en midaldrende idrætslærer velkommen til gallafesten. Med sin nederdel, hårstil og store briller har hun en vis lighed med Tootsie, helten/heltinden i Sydney Pollacks romantiske komedie. Tiden er 1983 og stedet er Falkonergårdens Gymnasium og HF-kursus.
Bortset fra studenterhuen er Les Lanciers nok det nærmeste, vi kommer et evigt symbol på det almene gymnasium. Det er da også med denne britiske (ikke franske) selskabsdans, at Dola Bonfils’ dokumentarfilm Gymnasiet – En skoleform åbner. Filmholdet opholder sig fem uger på gymnasiet på Frederiksberg. Det kan bevæge sig frit overalt, og på den måde opstår fascinerende øjebliksbilleder fra en ellers lukket verden.

Vi er lysår væk fra nutidens selvejende gymnasiefirmaer. Der er ikke den store indbyrdes konkurrence mellem gymnasierne. De gode gamle amter sørger for at eleverne bliver fordelt rimeligt mellem de populære og mindre populære skoler. Der tales måske en smule om stress, men ord som ”præstationskultur” og ”de sårbare” unge er helt ukendte. Gymnasielærere er velanskrevne i samfundet. Vi taler med andre ord om gymnasiets guldalder.

Stilen
Det er ikke kun idrætslæreren, der bærer overdimensionerede briller. Tøjstilen i gymnasiehverdagen ligner for de flestes vedkommende stadig noget fra 1970erne. Der spilles på bongotrommer. Til morgensamlingen synges Mr. Tambourine Man. Man kunne forestille sig, at den gamle Bob Dylan-sang i elevernes ører ville lyde som en anakronisme. Noget fra deres læreres ungdom, men de synger med af karsken bælg. Der strikkes på livet løs – også en strikkende dreng fanges af kameraet. En enkelt elev ses iført jakke og slips. Et tegn på at en nykonservativ bølge så småt er ved at udfolde sig i Danmark.

Fagene
Der står en primitivt udseende pc i fysiklokalet, men i undervisningen tager eleverne notater ved hjælp af papir og blyant. De sidder i den dialogorienterede hesteskoform, som har været dominerende i gymnasiet gennem årtier. ”I 1g forventes man at kunne definere en kilojoule”, siger fysiklæreren kontant. Vi er langt fra Ulla Tørnæs’ ”århundredets reform” (2005), som senere skal forskyde gymnasiet fokus fra faglig viden til ”kompetencer”. Talelysten er stor i en dansktime, hvor den kvindelige lærer med jysk accent taler om Kim Malthe-Bruun, Kaj Munk og ”De tyske søstre”. Sidstnævnte søstre hentyder til Margarethe von Trottas film Die bleierne Zeit (1981), som tematiserer den tyske terrorisme. Der køres på den høje eksistentielle klinge. Der bruges ord som sanserus. Det er måske i virkeligheden en religionstime og ikke en dansktime. I en anden time – måske historie – holder en elev et oplæg om rødstrømperne i det kapitalistiske samfund. Den mandlige lærer hæfter sig ved, at der er meget få kvindelige gymnasierektorer. Det har ændret sig i mellemtiden. I begynderfransk kæmpes der med sætninger indeholdende ordet ’crayon’ (blyant). I idræt spilles der volleyball. En enkelt elev eller to har mørkere hud end resten. Der ses ingen piger med tørklæde. Filmen er tydeligvis lavet før den berømt/berygtede udlændingelov af 1983.

Tidens temaer
”Er der stemning for at tale karakterer?”, spørger en lærer i et naturvidenskabeligt fag – og tilføjer med en vis alvor: ”hvor ubehageligt det end er”. Selvom han ”bryder sig lige så lidt om de der talstørrelser som jer”, oplever man nu et forbløffende optrin. Hver enkelt karakter meldes ud foran hele klassen og bliver ind imellem genstand for en ophedet diskussion. Vi er et pænt stykke fra nutidens pseudoprofessionelle evalueringskultur.
Et andet tidstypisk tema er rygning. I dag er de sidste rygere som bekendt ved at blive jaget helt ud af de offentlige matrikler. Det er de langtfra i 1983. Der er dog visse regler og begrænsninger. Der må ikke ryges i salen, bekendtgør rektor til den store gallafest. Det udløser en højlydt, men godmodig buhen blandt eleverne.

På lærerværelset er der utilfredshed med, at det kniber med forrentningen af den overtid, der er indsat i gymnasielærernes såkaldte timebank. Overtid? Det lyder aldeles ejendommeligt. Efter den corydonske såkaldte ”normalisering” af 2013 har nutidens gymnasielærere for længst vænnet sig af med at arbejde over og har i stedet måttet vænne sig til årlige fyringsrunder.
Endnu større indignation blandt Falkonergårdens lærere er der over den stigende klassekvotient. Nu vil undervisningsministeren endda hæve den yderligere fra 28 til maksimalt 29 elever pr. klasse. Evige Bertel Haarder (undervisningsminister 1982-87) har udtalt sig til Politiken og sat tal på. Med nutidige klassekvotienter, der for længst har rundet 30 elever, forekommer idéen næsten rørende.

Klimaks
Rexona-cirkulæret, som Haarders forslag, får navn som, udgør filmens klimaks. Der krydsklippes mellem idrætssalen, hvor eleverne er klar til at gå til terminsprøve, og lærerværelset, hvor lærerne vil holde møde om den alvorlige situation. ”Jeg må gøre opmærksom på, at I foretager jer en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse”, siger tillidsrepræsentanten og forlader det ophedede møde for at informere rektor om situationen. I idrætssalen er en del elever parate til at gå hjem, da der ikke bliver nogen terminsprøve. Stemningen er dog overvejende for, at der udarbejdes en resolution – et af tidens foretrukne udtryksmidler. Også eleverne er oprørte ved tanken om en forhøjelse af klassekvotienten. Kunne man forestille sig en fælles resolution fra lærer- og elevside? Det diskuteres både på lærerværelset og i idrætssalen. Og det er det, det ender med.

Der er altid plads til en til, der bruger Rexona, som det hed i tidens reklamer. Rexona-cirkulæret blev dog taget af bordet.

Dokumentarfilmen ”Gymnasiet – En skoleform” kan ses på filmcentralen.dk året ud.