De stille elever i klassen

For lidt over en måned siden læste jeg et opslag på ”Ideudvikling for danskundervisere” omhandlende stille elever. Spørgsmålene lød: ” Hvordan håndterer I elever, som ikke kan/vil deltage i fremlæggelser grundet angst eller andre sociale problemer? Fritager I dem fra fremlæggelserne eller lader dem fremlægge alene (eller i gruppe) kun foran jer? Og betragter I det som en mangel, hvis eleven aldrig fremlægger i forhold til fx kravet om, at eleven skal kunne “anvende forskellige mundtlige og skriftlige fremstillingsformer”?

De fleste lærere, som deltog i tråden, var enige om, at det ikke skulle være muligt for elever at takke nej til at fremlægge, også selv om det måtte være svært for dem psykisk. I tråden blev det foreslået, at lærerne kan forberede de givne elever på forhånd, fx spørge dem et par dage i forvejen, om de kunne have mod på at fremlægge ”næste” gang- enten siddende på deres plads eller foran klassen. På denne måde får de mulighed for at forberede sig mentalt. En forberedelsestid vil ligeledes give dem mulighed for at få tjekket deres notater igennem af læreren før den givne fremlæggelse, så de er sikre på, at der ikke bliver nævnt forkerte informationer under fremlæggelsen. Frygten ligger nemlig ofte i tanken om at fejle; enten i at sige noget forkert, gå i stå eller miste ”den røde tråd”.

Hvad angår frygten for at gå i stå eller miste den røde tråd, plejer jeg at anbefale eleverne at udarbejde en powerpointpræsentation, så de får en klar og tydelig disposition og nogle ”nøgleord” at tale ud fra. Derudover kan de vælge at supplere det skrevne med et visuelt indtryk, som kan medvirke til, at der fjernes fokus fra ”det farlige”, og fremlæggelsen bliver lidt ”hyggelig” at arbejde med. Personligt har jeg altid sagt til mine elever, at hvis de er angste for at stå foran klassen, skal de:

1. Melde dette ud til klassen.
2. Ved første fremlæggelse skal de blot stå sammen med gruppen foran klassen, men uden at sige noget. 
3. Ved anden fremlæggelse skal de sige en linje.
4. Og ved tredje fremlæggelse skal de sige et mindre afsnit.

Indtil videre har jeg dog kun oplevet til og med punkt tre, dernæst har eleverne ikke haft flere problemer med at fremlægge. Jeg tror i særdeleshed, at det er vigtigt for vores elever at melde ud til resten af klassen, at de har det skidt med at stå ved tavlen. De gange, hvor eleverne rent faktisk har gjort dette, har der været helt stille i klassen, imens der blev fremlagt, og bagefter har flere rost personerne for at have haft modet til at gøre det. Sagen er jo den, at de angste elever langt fra er alene med deres nervøsitet; størstedelen af eleverne lider af det samme – i større eller mindre grad. Af samme grund er det jo heller ikke kun ved fremlæggelser foran klassen, at vi bemærker vores elevers nervøsitet, men også i klassesamtaler, hvor de angste elever ofte ”putter” sig bagerst i klassen. Her kunne en løsning være at placere eleverne forrest, så de kun kigger på læreren. En anden måde at tilvænne eleverne til at sige mere i klassen er vha. oplæsning i klassen. På den måde kan de vænne sig til at sige noget højt på en mere ”sikker” måde. Jeg opfordrer også de tavse elever til to muligheder.

1. De kan bede mig om at ”udpege dem” mindst en gang i timen (uanset om de selv rækker hånden op eller ej)
2. De kan sætte mellem 1-3 streger på et papir, som de hele tiden kan holde øje med, og i løbet af timen, når de får sagt noget, må de så fjerne disse streger. Dette kan i sig selv være en motivation til at sige noget.

Jeg gør meget ud af at fortælle mine elever, at det kan gøre en verden til forskel karaktermæssigt, om de tør sige noget eller ej. Det kan godt være, de ikke altid rammer plet i deres svar, men for mig betyder det lige så meget, at de rent faktisk ”tør fejle”. Vi bør alle lære vores elever, at det at lave en fejl ikke nødvendigvis er skidt, hvis blot de lærer af fejlen – og som jeg siger til eleverne: ”Hellere fejle i timerne end til eksamen”. For mig er det også vigtigt at vise eleverne, at jeg ikke selv er fejlfri. Selvom jeg er dansklærer, kan jeg godt stave et ord forkert engang imellem eller få formuleret mig forkert. Ligeledes kan jeg til tider stadig blive nervøs foran klasser, særligt hvis det er første gang, jeg skal have en klasse. Det er menneskeligt at være nervøs; nervøsiteten skal bare ikke have lov til at tage overhånd!