Bryd tavsheden

I fredags opnåede lærerne på Øregård Gymnasium noget meget bemærkelsesværdigt: De kom i et landsdækkende medie med en aktion rettet imod nedskæringerne på gymnasieuddannelserne. Selvfølgelig dækkede vores fagblad, Gymnasieskolen, begivenheden, men også Jyllands-Posten valgte at rapportere om lærernes iscenesatte begravelse af den gode undervisning, og interviewede efterfølgende skolens tillidsrepræsentant. Det er ikke nogen ringe bedrift at bryde igennem til et så stort medie med et budskab, som handler om de politisk vedtagne forringelser af vores gren af uddannelsessektoren – så tak, tillykke og bravo til kollegerne på Øregård!

Læs: Lærere begraver den gode undervisning

Billedligt talt skal der sparkes mere end én dør ind, når man vil have medierne til at interessere sig for det bedragerisk betegnede ”omprioriteringsbidrag”. For det første handler nærmest al debat om ungdomsuddannelser i disse tider kun om at reproducere påstande om, at der er alt for få unge, der vil være håndværkere, og alt for mange, som søger det almene gymnasium. Og når centrale uddannelsespolitikere som Søren Pind, Henrik Dahl og Merete Riisager åbner munden om de gymnasiale uddannelser, så er det mestendels for at tale dem ned under gulvbrædderne – nogle gange i sådan en grad, at man får den tanke, at det er for at aflede opmærksomheden fra den førte økonomiske politik. Det er slet ikke svært nok at gå i gymnasiet, eleverne er dovne og lærer ikke noget, og det hele er i øvrigt 2005-reformens skyld. At man lystigt eroderer gymnasiernes økonomi kan i udgangspunktet ikke rigtigt ophidse nogen på redaktionskontorerne, ja det virker måske endda udefra set som en meget god idé at skære lidt på det dér overforkælende og uambitiøse gymnasium, som ifølge Riisager er blevet til ”et opsamlingsheat, som bliver brugt til alt muligt andet” end at gøre elever klar til videregående uddannelser (citat fra Berlingske d. 20/9).

Desuden kæmper vi ikke kun for medvind i medierne – vi udfordres også af vores egen, forståelige frygt for at udstille vores egne skoler som dårlige skoler. Som tillidsrepræsentanten på Øregård, Nikolaj Melander, siger til JP: ”Vi har turdet råbe op om, at det går ud over kvaliteten på Øregård Gymnasium, men det rammer jo i hele landet og ikke kun hos os. Jeg fornemmer rundt omkring, at man er bange for at sige noget – for tænk hvis eleverne vælger gymnasiet fra, fordi de tror, det er dårligt. Vi har jo en taksameterordning, hvor vi får penge pr. elev.”

Frygten er som nævnt forståelig, men jeg mener også, vi er tvunget til at udfordre den tavshedens lov, som frygten fører til. Vi må spørge os selv, om vi som offentligt ansatte primært er forpligtede på at vinde konkurrencen imod naboskolen – også ved at tie stille om de faktiske forhold. Er det det, som samfundet betaler os for at stå op om morgenen og gå på arbejde for? Er det det, vi vil, og som vi brænder for? Eller har vi som offentligt ansatte faktisk en højere forpligtelse overfor kvaliteten i uddannelsen og samfundets ret til at få indsigt i konsekvenserne af den førte politik? For igen at citere Nikolaj Melander: ”Men hvis vi kommer derhen, hvor man ikke tør sige fra og tale om konsekvenserne, så er det seriøst skræmmende”. Jeg er mistroisk nok til at tro, at den frygtens lov, som mange føler sig underlagt, er en tiltænkt konsekvens af den konkurrencesituation, man har valgt at placere skolerne i, for jo mere folk i sektoren tier, des nemmere er det at skære løs, uden at det øvrige samfund begynder at stille kritiske spørgsmål. Det er med andre ord en demokratisk kortslutning, som jeg ikke mener, vi skal medvirke til – heller ikke ud fra en tvungen loyalitet overfor konkurrencepræmissen. Vi skylder samfundet og os selv at handle på måder, hvor vi bliver hørt. Hvis ikke vi siger fra – hvem skal så? Og kan vi i det lange løb holde fast i vores selvforståelse og omverdenens respekt, hvis vi bøjer nakken og tier stille?

Også ud fra en solidarisk betragtning mener jeg, vi skal turde åbne munden. Nu har kollegerne på Øregård eksempelvis vovet pelsen; skal de stå alene med den risiko? Jeg anerkender fuldt ud, at der er forskel på skolerne og den konkurrencesituation, man hver især befinder sig i. Men netop derfor er der behov for, at så mange som muligt råber op, højt og klart, så det bliver tydeligt, at det ikke bare er den ene skole i herredet, men dem alle, som oplever, at politikernes nedskæringer faktisk koster på kvaliteten. Det er vores bedste mulighed for at beskytte hinanden og bryde med den del-og-hersk konkurrencelogik, vi ellers risikerer at komme til at ligge under for. Det er simpelthen fagforening classic.

Fra centralt hold arbejder vi konstant på at få politikerne og deres vælgere til at se, at nedskæringerne på gymnasierne er tåbelige, men eksemplet fra Øregård illustrerer, at man fra et lokalt udgangspunkt altså også kan nå langt ud, hvis lærerne er kreative, engagerede og risikovillige. GL har i den forgange uge udsendt materiale til brug i kampen mod nedskæringerne til samtlige skolers tillidsrepræsentanter.
I en undersøgelse gennemført af Gymnasieskolen svarer hele 81 procent af lærerne, at rammerne for at kunne levere kvalitet i deres undervisning er blevet dårligere eller meget dårligere end for to år siden. Det må vi kunne omsætte til flere aktioner som fanger mediernes opmærksomhed. Fair nok, hvis det ikke lige præcis er Øregårds begravelsesaktion, man kan se sig selv i – men så dukker der garanteret andre idéer op, hvis nok lærere sætter sig sammen og er villige til at investere tid og energi i en synlig, kollektiv markering. Det er afgørende, at vi handler, for vores egen skyld, for vores elever, og for de mange kolleger, som allerede er forsvundet ud af sektoren. Vi skal have bremset nedskæringerne, slået et slag for vores professionelle stolthed og skubbet konkurrenceudsættelsen og tavshedens lov ud i kulden. Vi får svært ved at ændre på forhold, som vi ikke tør tale om med andre end os selv.

Af Tomas Kepler, medlem af hovedbestyrelsen i GL for liste 1.