Brug lektien aktivt

I løbet af gymnasietiden fandt jeg hurtigt ud af, hvilke lektier jeg kunne springe over, og hvilke jeg altid var nødt til at bruge tid på. Fx i geografi gik læreren helt kronologisk frem med sine spørgsmål, så det var altid let at finde svarene, selvom jeg ikke havde læst. Alternativt holdt denne lærer et oplæg om det emne, der havde været vores lektie, hvilket som regel ikke indebar ny viden ift. det læste. Dermed føltes det næsten som tidsspilde, hvis jeg havde læst på forhånd. Til gengæld turde jeg aldrig springe en lektie over i tysk. Her kunne læreren finde på at bruge lektien til hvad som helst. Nogle gange skulle vi lukke bøgerne, og så blev tilfældige elever spurgt, og kunne vi ikke svaret, fik vi pointeret, at vi ikke havde læst grundigt nok. Det kunne også ske, at vi i disse timer startede direkte med et gruppearbejde omkring dagens lektie, hvor læreren gik rundt og hørte, hvad vi talte om, og hvis ikke vi var en aktiv del af dette arbejde, blev det påtalt. En del i vores klasse mente, læreren var for streng, fordi det blev forventet, at vi mødte forberedte op til timerne, men sagen var den, at i netop disse timer lærte vi rigtig meget, da vi aktivt bearbejdede stoffet frem for blot at lytte eller gengive bogens sætninger. Af samme årsag har det altid ligget mig på sinde, at mine elever ved, at lektien bliver brugt til noget.

Som min tysklærer er jeg rigtig glad for at starte en time med gruppearbejde, hvor eleverne får ti til femten minutter to og to til at demonstrere, de har læst og forstået teksten. Jeg giver dem altid relativt kort tid til denne øvelse, så de ikke kan nå at læse teksten i dette tidsrum i stedet. Ligeledes sikrer jeg mig altid både at høre dem med hånden oppe og dem, som måske virker lidt fraværende, for herved kan eleverne ikke gemme sig, men altid “risikere” at blive hørt. Ved en større lektie, fx vedr. teori, benytter jeg ofte hurtigskrivning de første otte minutter af timen, hvorefter tilfældige elever skal læse en pointe højt fra deres papir. Under hurtigskrivningen går jeg rundt i klassen og følger med på deres skærme, hvorved jeg hurtigt kan danne mig et overblik over, hvem som har læst og aktivt kan deltage. Jeg har flere gange også benyttet mig af quiz og byt i starten af en time, hvor eleverne er blevet bedt om at formulere mindst fem spørgsmål til dagens tekst, som de selv skal kende svaret på, hvorefter jeg, hos hver af dem, udvælger det spørgsmål, jeg finder mest relevant og udfordrende. På den måde sikrer jeg mig også, at hver elev føler sig set og hørt, for det, mener jeg, er vigtigt for at holde deres motivation ved lige. Fornylig prøvede jeg noget mere kreativt med dagens lektie. Eleverne skulle læse ”Ane-Mette” af Pontoppidan, og derefter skulle de hver især tegne de omgivelser, teksten beskrev indledningsvis. Eleverne fik frie tøjler til at tegne i hånd eller på computer, dog skulle de ud fra teksten kunne argumentere for, hvor de havde placeret de forskellige ting og for den stemning, der kunne aflæses af deres tegning. Selvom flere af eleverne ikke havde store tegneforudsætninger, gik de virkelig op i opgaven. Eleverne fortalte endda, at de mente, øvelsen havde givet dem en større forståelse for teksten, end hvis de blot havde læst den.

Lektien kan kort sagt bruges på flere måder, og det er vigtigt, at vi varierer i disse metoder. Eleverne har flere lektier for hver dag, og de vil til hver en tid springe over, hvis de finder ud af, at det kan betale sig. Sagen er dog den, jo flere lektier eleverne springer over, jo større risiko er der for, at de falder bagud i et fag. Derfor: Brug altid lektien aktivt.