Artikel
Vi har ikke de dødes vidneudsagn
No image

Vi har ikke de dødes vidneudsagn

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Den storsælgende britiske historiker Antony Beevor udgiver i disse dage et værk, der forsøger at samle det komplekse puslespil, Anden Verdenskrig var. Vi kan stadig lære af de grusomme år, men vi skal passe på med upræcise historiske sammenligninger til nutidige konflikter, advarer han.

 Man skulle næsten tro, at bogen Anden Verdenskrig var skrevet til et tværfagligt projekt i den danske gymnasieskole på den ambitiøse præmis at bringe alle aspekter af krigen i spil.
”Hidtil har Anden Verdenskrig i litteraturen mest været beskrevet ud fra militære perspektiver eller med udgangspunkt i et enkelt lands historie i forbindelse med krigen. De senere år er der imidlertid sket en ændring mod de individuelle historier. Min bog er et forsøg på at integrere historien fra oven med historien fra neden og fortælle historien om almindelige mennesker og nogle af de konsekvenser, krigen havde for dem.”
Ordene kommer fra den britiske ”bestseller-historiker” Antony Beevor, som i begyndelsen af juni har lagt vejen forbi Danmark op til udgivelsen af de godt 800 sider, der udgør værket Anden Verdenskrig. Med udgangspunkt i den seneste forskning samler Beevor hele billedet af krigen i en gribende fortælling, som strækker sig fra det nordlige Atlanterhav til det sydlige Stillehav, fra de snedækkede stepper i øst til den nordafrikanske ørken, fra den burmesiske jungle til de uhyrlige grusomheder i den kinesisk-japanske krig. Blandt andet illustreret i indledningen med historien om koreaneren Kyoungjong Yang, som 18 år gammel blev tvangsudskrevet til tjeneste i den japanske hær ved invasionen i Manchuriet, et år senere taget til fange og sendt i arbejdslejr af den røde hær, tvunget til sovjetisk militærtjeneste i 1942, taget til fange af den tyske hær i Ukraine – i øvrigt i Kharkiv, hvor det danske fodboldlandshold et døgn efter denne samtale med Beevor sensationelt skal slå Holland 1-0 ved europamesterskaberne – sendt til Frankrig i en Ost-bataillon i 1944, hvor han blev taget til fange af englænderne i nærheden af Utah Beach. Ved sin løsladelse tog han til USA, hvor han døde i Illinois i 1992.
Kyoungjong, skriver Beevor, er måske den mest slående illustration af hjælpeløsheden hos de fleste almindelige dødelige, stillet over for, hvad der skulle vise sig at være overvældende historiske kræfter. Selv om koreaneren kan betragtes som en af de heldige af de millioner af civile skæbner, hvis liv blev knust under disse enorme kræfter. Netop den menige soldat og de civile skæbner er som nævnt nogle af bogens omdrejningspunkter i fortællingen om den grusomme krig, der lidt firkantet kan siges at begynde med invasionen af Manchuriet og slutte samme sted med den sovjetiske invasion i det nordlige Kina.
”Mange har en tendens til at se det som adskilte krige. For os europæere foregik Anden Verdenskrig primært i Europa, hvilket selvfølgelig giver mening, men begivenhederne i forskellige dele af verden fik indbyrdes dramatiske følger for de forskellige parter, hvilket man bør forstå. Og ikke mindst forstå sammenhængen. Det er ligesom med det, vi kalder globaliseringen i dag,” siger Beevor.
    
Ondskabens natur fascinerer
Antony Beevor virker umiddelbart lidt genert, som han sidder her på et lille kontor i det gamle København. På samme tid ulasteligt, britisk klædt, men med et umiskendeligt anstrøg af boheme og verdensborger over sig. Den høflige tilbageholdenhed synes han dog at kaste af sig som ved et trylleslag, allerede da undertegnede nævner det pudsige i, at navnet Beevor med en smule germansk udtale er særdeles velegnet til en historiker.
”Ha, ja, men i USA har jeg haft mere sjov med mit navn, for der udtaler de det beaver (bæver, red.). Og i dagligdags amerikansk slang er det jo som bekendt et af de mere prekære områder af kvindekroppen, så det har givet anledning til mange fnis, når jeg er blevet præsenteret,” ler englænderen.
Han får hurtigt talt sig varm, er næsten ikke til at standse, da vi begynder at tale om historieskrivningens kontekst i relation til Anden Verdenskrig. Samt ikke mindst om, hvorfor han som brite er blevet så populær og storsælgende udi genren og oversat til 30 sprog.
”Jeg tror, at det hænger lidt sammen med nogle litterære traditioner på området. Akademisk og journalistisk historieskrivning er traditionelt ikke så skarpt adskilt i Storbritannien som på eksempelvis det europæiske kontinent. Dermed ikke sagt, at forskningen ikke er i orden, eller at vi udelukkende skriver populærhistorie. Men vi har måske en formidlingstradition, der rækker længere tilbage end mange andres. Dernæst er der noget med objektivitet. England spillede selvfølgelig en stor rolle i Anden Verdenskrig, men landet var aldrig besat. På samme måde blev jeg af et spansk forlag bedt om at skrive en bog om den spanske borgerkrig; jeg syntes umiddelbart, at spaniere måtte vide langt mere end jeg om det emne, men jeg fik den besked, at en spansk historiker efter alt at dømme ville være følelsesmæssigt involveret og ville tage for mange forbehold.”
”Men hvad er din forklaring på, at Anden Verdenskrig så mange år efter stadig er et varmt emne i både film, litteratur og undervisning – bortset, selvfølgelig, fra de åbenlyse etiske og moralske dilemmaer?
”Det var og er på alle måder et stort drama, hvad der skete. Fascinationen af ondskabens og perversiteternes natur synes at være endeløs og ligger lige til filmen og Hollywood, men det er ikke altid den bedste måde at lære om historien på. I dag er filmindustrien så utrolig dygtig og avanceret, at den kan få ting til at se realistiske ud og rent dramaturgisk virke så overbevisende, at man kan tale om underholdning og læring på samme tid – film er mediekongen, men det finder jeg på mange måder bekymrende.”
”Hvorfor? Det er vel netop lærernes opgave at lære elever og studerende at udøve kildekritik og sortere i den medieskabte virkelighed, de præsenteres for?”
”Det er klart. Lærerne føler sig da også forpligtet til det; Anden Verdenskrig er mange steder dominerende i historieundervisningen, fordi der ofte ligger en national historie forbundet med den. Men for det første er kompleksiteten stor, og det er svært at forklare med film, der som regel er centreret om et enkelt emne, et slag, en specifik begivenhed eller en personfortælling. Jeg vidste for eksempel ikke selv så meget om Japans rolle, før jeg gik i gang med det her værk.
For det andet er historie jo ikke videnskab med facit, det er også derfor, det hører under ’Literature & Arts’. Vi har desværre ikke de dødes vidneudsagn. Derfor skal historikere ikke definere den endelige morale – hvilket film som regel gør – men gøre læserne eller elever og studerende i stand til at problematisere, overveje og diskutere de moralske valg. Det indebærer jo blandt andet, at man også skal se ting fra forskellige synsvinkler og også prøve at forstå eksempelvis den menige tysker, og hvordan livet var for ham eller hende. But you don’t have to be cosy with the Germans, som Isaac Berlin formulerede det,” siger Anthony Beevor med ironisk distance til udsagnet.

Vildledende paralleller
Antony Beevor mener imidlertid, at undervisningen i og læren om mekanismerne omkring Anden Verdenskrig kan bruges til langt mere end blot forståelsen af de år, krigen rasede. De rækker nemlig ind i vor tid med globalisering, nationalisme og sågar eurokrisen, mener han.
”Det er faktisk en ret interessant problematik, for det er nogle af de samme scenarier, der gik forud for Anden Verdenskrig, som vi nu ser igen. Arbejdsløshed, finanskrise, behovet for stærke ledere, som tiltager sig mere og mere magt, og så videre. Denne gang er vi formentlig og forhåbentlig i stand til at håndtere det bedre. Men det er lidt af et paradoks, at det nationalistiske monster i den grad som nu stikker sit grimme fjæs frem i en union af allierede, der blandt andet blev skabt for at undgå netop den fascistiske nationalisme og sikre fredelig sameksistens. Og for eksempel er det jo relevant at forstå, hvad der skete i Sovjetunionen op til krigen, for at forstå ukrainernes had til russerne, deres antisemitiske og nynazistiske grupperinger i dag og nazistiske sympatier under krigen.”
Beevor advarer dog mod at lave direkte paralleller til moderne historie og nuværende konflikter. I en krise eller i en konfliktsituation drager både journalister og politikere instinktivt sammenligninger med Anden Verdenskrig for enten at dramatisere situationens alvor eller for at lyde rooseveltsk eller churchillsk. At sammenligne Pearl Harbor med 11. september eller Saddam Hussein med Hitler er således ikke bare at drage en upræcis historisk parallel. Det er alvorligt vildledende og risikerer at frembringe den forkerte strategiske reaktion. Ledere af demokratier kan blive fanget af deres egen retorik ligesom diktatorer.
Det, der er så vigtigt at forstå, er, at de nationale og etniske tragedier og statistikker får os til at overse den måde, Anden Verdenskrig ændrede alles liv på, på uforudsigelig vis, og blev og forbliver en påmindelse om, at følgerne af de beslutninger, ledere som Hitler og Stalin tog, flåede enhver vished i tilværelsens traditionelle opbygning fra hinanden, som Beevor udtrykker det i sin bog. Og det er hele dette komplekse puslespil, han stykke for stykke forsøger at samle i værket.

Idealisme alene gør det ikke
Antony Beevor siger det ikke direkte – som den ”objektive” historiker, der ikke skal definere moralen, som han tidligere i samtalen har erklæret at være – men det ligger latent i hans svar, at mange af nutidens toneangivende politikere ikke nødvendigvis har lært af historien, på trods af at de ofte selv bruger historien som argument.
”Lige nu oplever vi en alvorlig krise i eurozonen, hvis omfang og mulige konsekvenser måske ikke er gået op for alle. For eksempel britiske politikere, der nærmest fremelsker euroens undergang, eller franske politikere, som tror, at idealisme alene kan overkomme problemerne. Men man kan ikke rulle verden tilbage til det, den var engang.
Desuden synes jeg personligt, at det er et kæmpe problem, at vi i det gamle Vesteuropa stadig tror, at vores velfærd er en menneskeret. Som andre også har påpeget, vil vi efter alt at dømme blive tvunget til at indse, at visse områder af Europa vil vende tilbage til den tredje verden. Der var engang, hvor kapitalisme kunne garantere velfærden. Sådan er det ikke længere.”
Men den viden, vi ligger inde med i dag, kan bruges som et fælles, dominerende referencepunkt og tydeliggøre, at rendyrket idealisme – hvad enten det handler om militær intervention eller sociale handlingsplaner – let kan blive en farlig form for ekstremisme trods gode motiver, mener den britiske historiker og tilføjer på falderebet, at en af de ting, han selv, som en af tilsyneladende ganske få briter, har lært af historien, vil åbenbare sig de kommende uger i Polen og Ukraine. Nemlig at det engelske fodboldlandshold heller ikke denne gang vil få succes ved en mesterskabsturnering.

Om Antony Beevor

  • Britisk historiker, født 1946.
  • Har inden Anden Verdenskrig, der udkommer i Danmark i disse dage, blandt andet udgivet store vær Om Antony Beevor ker som Crete – The Battle and the Resistance, Paris after the Liberation, 1944-49 (sammen med hustruen, Artemis Cooper), Stalingrad, Berlin – Faldet, 1945, Den Spanske Borgerkrig 1939-45 og D-dag.
  • Han har modtaget adskillige priser for sine bøger, som er udkommet på 30 sprog og har solgt mere end fem millioner eksemplarer – hvilket gør ham til en af de bedst sælgende historikere på verdensplan.
  • Beevor er æresdoktor ved universiteterne i Kent, hvor han i øvrigt også bor, og Bath og er gæsteprofessor ved Birkbeck College.
Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater