Artikel
Tillidsrepræsentanter til GL’s medlemmer: Stem nej til seks-årig formandsperiode
rep-2015

Tillidsrepræsentanter til GL’s medlemmer: Stem nej til seks-årig formandsperiode

Skal der være en grænse for, hvor længe GL's formand må blive siddende? Det spørgsmål skal GL’s medlemmer snart tage stilling til.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Skal formanden for GL fremover kun kunne sidde på formandsstolen i seks år?

Nej, lød det fra et klart flertal af de fremmødte tillidsrepræsentanter, da forslaget i dag var til afstemning på GL’s repræsentantskabsmøde i Kolding.

Tillidsrepræsentanterne anbefaler dermed, at GL’s medlemmer også stemmer nej, når forslaget bliver sendt til urafstemning i løbet af foråret.

I alt stemte 154 af tillidsrepræsentanterne nej til en begrænset formandsperiode. 54 stemte ja, og 8 undlod at stemme.

Bevar tilknytning
Det er et flertal i GL’s hovedbestyrelse (liste 1 og 2), der står bag forslaget om en begrænset formandsperiode på seks år.

På repræsentantskabsmødet fremlagde Ronald Karlsen fra hovedbestyrelsen begrundelsen for forslaget.

”Formålet er at sikre, at formanden bevarer en tilknytning til det daglige arbejde i gymnasiet. Formandsposten skal ikke udvikle sig til et fuldtidsjob i en lang periode,” lød det fra Ronald Karlsen.

Han påpegede desuden, at en række andre akademiker-organisationer – for eksempel Akademikerne (AC), DJØF og IDA – i dag har den samme begrænsning af formandens valgperiode ud fra samme begrundelse.

Nej tak til “rigid regel”
GL’s næstformand Jeppe Kragelund gik derefter på talerstolen og argumenterede for, hvorfor et mindretal i hovedbestyrelsen (liste 3) er imod en begrænsning af formandsperioden.

”En formand, som har massiv opbakning blandt medlemmerne, skal selvfølgelig kunne genvælges som formand. Dette skal ikke forhindres af en rigid regel i GL’s love,” sagde han og fortsatte:

”Hvis medlemmerne og hovedbestyrelsesmedlemmerne finder en formand uegnet, så genvælges ’den uegnede formand’ jo ikke. Efter hvert hovedbestyrelsesvalg er der jo en konstituering og dermed et valg af formand. En formand kan altså ikke bare blive siddende efter de nuværende regler.”

Vigtigt med erfaring
Tillidsrepræsentanterne blandede sig herefter i debatten.

Stem nej, lød det fra Sune Kurdahl, tillidsrepræsentant på Grenaa Gymnasium og HF.

”Ved svære overenskomstforhandlinger tænker jeg, at det er vigtigt med en formand med erfaring. Vi må have tillid til, at en hovedbestyrelse altid konstituerer sig på den måde, der varetager medlemmernes interesser bedst muligt,” sagde Sune Kurdahl.   

Knud Skovgaard Larsen, tillidsrepræsentant på Roskilde Handelsgymnasium, bakkede derimod op om en formandsperiode på seks år.  

”Jeg støtter varmt forslaget. IDA og DJØF har, så vidt jeg ved, ingen problemer med en seks-årig formandsperiode. Selvfølgelig har erfaring betydning ved overenskomstforhandlinger, men man sender jo en hel delegation af sted og ikke kun formanden,” sagde han.

Længere valgperiode
Længden på formandsperioden er ikke det eneste spørgsmål, der skal til urafstemning i foråret. Landets gymnasielærere skal også tage stilling til, om hvorvidt valgperioden for GL’s hovedbestyrelse skal ændres fra to til tre år.

Forslaget kommer fra en enig hovedbestyrelse. Begrundelsen er blandt andet, at det vil skabe en større stabilitet og kontinuitet i hovedbestyrelsens arbejde.   

På repræsentantskabsmødet anbefalede et stort flertal af tillidsrepræsentanterne, at medlemmerne stemmer ja til forslaget.

Hvis lovændringerne bliver vedtaget ved urafstemningen, vil de træde i kraft 1. august 2015.

GL's repræsentantskab

  • Repræsentantskabet er GL's højeste myndighed.
  • En til to gange om året indkalder hovedbestyrelsen til ordinært repræsentantskabsmøde.
  • Repræsentantskabet består af samtlige tillidsrepræsentanter. 
Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater