Artikel
Retten til at spille hovedrollen
No image

Retten til at spille hovedrollen

Retten til at spille hovedrollen

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

 

Teatret skal ikke bare underholde – det skal i dialog med publikum. Det mener Hamletscenens teater-direktør. Derfor har han skabt forestillinger, der gør de unge til eksperter på følelser, plastikkirurgi og tro.

 

 

Tekst: Malene Romme-Mølby ? Foto: Ulrik Jantzen

 

 

Vi vil videreføre Hamlets refleksionsrum," fortæller Lars Romann Engel, der er teaterdirektør og kunstnerisk leder for Hamletscenen. Teatret producerer sommerforestillinger på Kronborg og forestillinger rundt omkring i landet om identitet og eksistens. ??"Jeg ser Shakespeares Hamlet som en pioner, der som en af de første reflekterede over egen væren: Hvor kommer jeg fra. Og hvor vil jeg hen?" siger Lars Romann Engel. ??Især de unge har i Hamletscenens Prins H.-forestillinger fået et nyt refleksionsrum. Prins H. er en ung mand, som ved hjælp af personlige fortællinger, billeder og musik gennem hele forestillingen er i dialog med det unge publikum. Formålet er at få unge til at reflektere over deres identitet og eksistens. Der er tre forskellige forestillinger med prins H., der kredser om identitet: Venner og familie, Kys og kram og Liv og sjæl.??"Vi har valgt de tre temaer, fordi de er de mest universelle, i forhold til når et ungt menneske udvikler sin identitet," siger Lars Romann Engel.??Hamletscenen startede med at målrette sine forestillinger om eksistens til større børn og unge, fordi netop den gruppe står midt i den første overgangsperiode, fortæller teaterdirektøren. Overgangen fra barn til voksen kan føles usikker og skræmmende. De unge kan have svært ved at tale om det. Derfor forsøger teatret med prins H.s dilemmaer og tanker at give de unge et rum og et sprog, der hjælper dem til at italesætte de følelsesmæssige dilemmaer.??"Sproget er et fantastisk redskab til at komme ind i det menneskelige laboratorium. De unge skal lære at sprogliggøre deres egne individuelle potentialer," siger Lars Romann Engel.??Identitet skal ikke fikses?Prins H. fortæller for eksempel om sin mor, der har fundet en ny kæreste. Han har svært ved at tackle stedfaderens rolle i forhold til ham og spørger derfor publikum til råds. Et andet dilemma handler om en veninde, der gerne vil have lavet sine bryster større. Prins H. grubler også over, hvad forskellen på kærlighed, sex og porno er.??"Mange unge er i dag meget overladt til sig selv og skærmen, og så kan man da let komme til at forveksle porno med kærlighed og sex," siger Lars Romann Engel.??Tro er et andet emne, som mange unge ofte er overladt til selv at bakse med, mener han. Når færre bliver konfirmeret, mangler der ofte et naturligt tidspunkt for de unge til at overveje deres eget forhold til tro. Den globaliserede verden betyder samtidig, at de møder mange forskellige religioner. Det er med garanti spændende, men kan måske også forvirre, påpeger Lars Romann Engel. ??"De unge er faktisk velformulerede om tro og eksistens, men bare ikke vant til at tale om det." ??I forestillingerne gør Prins H. ikke meget ud af at konkludere. Når et emne er blevet drøftet med publikum, springer han tilbage til sin mikserpult og spiller et nyt stykke musik for dem. ??"Formålet med forestillingerne er ikke at komme med en morale, men at sætte gang i tankerne," fortæller Lars Romann Engel. ??Han vil hellere gøre det unge publikum til livseksperter, der med deres råd og fortællinger sætter gang i tankerne både hos sig selv og hos kammeraterne.?"Vi arbejder ud fra devisen: Alle mennesker har retten til at spille hovedrollen i deres eget liv med respekt for fællesskabet."??Der er i høj grad brug for at skabe plads til refleksion om eksistens og identitet i nutidens samfund, mener Lars Romann Engel. For der er en tendens til, at alt skal ordnes eller fikses.??"Vi er blevet så procesorienterede, at vi er blevet en del af en fiksekultur," siger Lars Romann Engel.??Gør livet ondt, går vi til psykiateren. Hænger brysterne, kan man få silikone i. Bliver vi syge, tager vi piller.??"Vi behandler vores identitet og eksistens som en brugt bil. Alt kan ændres og erstattes," siger han og uddyber: ??"Midt i fiksekulturen glemmer vi at have samtaler med os selv for at finde ud af, hvad der egentlig er vores egen identitet." ??Slut med passive observatører?Det er ikke kun Hamlets overvejelser om identitet og det frie menneske, der inspirerer den 43-årige teaterdirektør. Han ønsker også at nedbryde teatrets fjerde væg og producere teater, som de gamle grækere gjorde det. Grækerne mente, at de kom renset hjem fra teatret. Lars Romann Engel håber på samme måde, at publikum bliver klogere på sig selv. At forestillingen sætter gang i nogle tanker.??"Vi skal tage del i fællesskabet og mærke hinanden i teatret. Ikke være passive observatører," understreger han. ??Da Shakespeare i sin tid skrev sine skuespil med alenlange replikker, var der netop taget højde for, at besøget i teatret også var en social begivenhed. Det samme inkluderende mødested skal skabes i det moderne teater, mener Lars Romann Engel.??De unge har taget den inkluderende teaterform til sig. Hver gang teaterchefen har lavet en skitse til en Prins H.-forestilling, har han sammen med skuespilleren afprøvet stykket over for en gruppe unge. Det unge publikums kommentarer og meninger er sidenhen med til at forme den endelige udgave af forestillingen.??"Det er sjovt og inspirerende at møde de unge i øjenhøjde, for de svarer ærligt og umiddelbart," fortæller Lars Romann Engel. Her har han for eksempel fået at vide, at musikken var for lav, og at dilemmaet var for langt fra de unges liv.??Lars Romann Engel bliver glad i låget, når han ser, hvor glade og opløftede de unge mennesker er efter forestillingen. Det er, som om forestillingen lige har løftet dem et par millimeter. De er "proud to be alive."??"Hvis teatret kan løfte dem lidt, så giver det virkelig mening," siger han med et smil.??Lars Romann Engel føler, at der indimellem er for mange voksne mennesker, der får reduceret sig selv på forhånd, når de kommer fra sværere kår. De lægger ikke mærke til, hvilken guldgrube de er. Men han håber, at refleksioner over eksistens og individ kan være med til at befri de unge menneskers tanker. De skal kæmpe for retten til at blive sig selv.??"Vi skal befri individet – det var også Hamlets mission," siger Lars Romann Engel.

 

 

Om Lars Romann Engel??? Født i 1968. Startede på Østre Borgerdyd Gymnasium, men gik ud, da han havde for meget krudt i røven. Senere gennemførte han hf på Frederiksberg. Har også påbegyndt studiet på Teater- og Filmvidenskab på Københavns Universitet.??? 1997 uddannet som instruktør på Statens Teaterskole.??? Arbejdede siden som freelanceinstruktør på danske og udenlandske teatre, blandt andet med opsætningen af Fyrværkerimesterens datter på Aarhus Teater, Vakuumpakkede mennesker på Kaleidoskop, Rum/mur på Café Teatret og Hamlet på Kronborg.??? I 2008 blev han teaterdirektør og kunstnerisk leder for det nyetablerede egnsteater Hamletscenen. Teatret er bygget på fundamentet af institutionen Hamlet Sommer, som har præsenteret Shakespearescenekunst på Kronborg Slot siden 1996. Hamletscenen turnerer desuden året rundt med deres forestillinger om identitet. Prins H. for børn og unge. Kong H. for seniorer og Dronning G. for voksne midt i livet. Se mere på hamletscenen.dk

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater