Artikel
Rektor: Uetiske metoder i kampen om elever
Kirsten Jensen

Rektor: Uetiske metoder i kampen om elever

Elever fra Avedøre Gymnasium & HF bliver ringet op i undervisningstiden og tilbudt pladser på andre gymnasier. Rektor Kirsten Jensen mener, at kampen om eleverne har taget overhånd.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

En 16-årig dreng fra Avedøre Gymnasium & HF blev ringet op midt i fysiktimen af et andet gymnasium. Han skulle med det samme svare på, om han ville skifte gymnasium, ellers blev pladsen givet videre til den næste på ventelisten.

Rektor Kirsten Jensen fra Avedøre Gymnasium & HF angriber nye metoder, andre gymnasier bruger for at fylde ledige pladser op. Hun har aldrig før oplevet, at gymnasier ringer eleverne op i undervisningstiden og tilbyder dem at skifte gymnasium. Men det er sket flere gange i år.

I en klasse blev to piger ringet op i undervisningstiden og spurgt, om de ville skifte gymnasium.

”For det første giver det uro i undervisningen, men det betyder også, at de andre elever begynder at overveje, om de også skal skifte gymnasium. Jeg mener også, det er uetisk at forlange, at en 16-årig skal give et svar her og nu på, om han vil skifte gymnasium,” siger Kirsten Jensen til Gymnasieskolen.dk.

Debat
I et debatindlæg i Politiken i dag (25. september) skriver hun om den nye tendens. Hun mener, det er fint, at elever, som ønsker at skifte gymnasium, gør det, og hun anerkender, at andre gymnasier, som får ledige pladser tilbyder dem til den næste på ventelisten.

Hun mener dog, at metoderne nu har taget overhånd.

”Fra at have løftet den fællesopgave at danne og uddanne gymnasieelever til videre uddannelse og demokratiske borgere, er det nu alles kamp mod alle om at tiltrække flest mulige elever og helst de fagligt dygtigste og socialt stærkeste elever med størst chance,” skriver hun i debatindlægget.

Tælledag
Rektoren oplever, at andre gymnasier er særligt ivrige for at få fat på nye elever lige op til den første tælledag – 20 hverdage inde i skoleåret. Det hænger ifølge rektoren sammen med taxametersystemet. Finansieringen afhænger af antal elever på tælledagen, samt hvor mange som i sidste ende bliver studenter, som hun skriver.

”De første dage i et nyt skoleår er der erfaringsmæssigt et vist flow af elever ud og ind af de nye klasser. Nogle elever, der ikke har søgt skolen som førsteprioritet, får måske plads på det gymnasium, de ønskede, og andre elever melder sig ud eller ind af andre grunde. Efter kort tid bliver der ro til at få etableret en god opstart på gymnasieforløbet for de nye elever. Den ro har vi ikke haft i år,” skriver hun.

Rektoren har heller aldrig før oplevet, at elever bliver ringet op i ugen før den første tælledag og tilbudt en prøvedag eller to på et andet gymnasium for at se, om de skulle få lyst til at skifte gymnasium.

”Jeg anfægter ikke, at gymnasier tilbyder ledige pladser til andre elever, men metoderne er ikke i orden,” siger Kirsten Jensen.

 

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater