Artikel
Regeringen åbner for eksport af ungdomsuddannelser
No image

Regeringen åbner for eksport af ungdomsuddannelser

Undervisningsminister Christine Antorini er på vej med lovforslag, der skal gøre det muligt for gymnasier at sælge deres uddannelser til andre lande. På høje tid, siger Niels Brock-direktør.

Tekst_ gs_redaktor
Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

De barrierer, der i dag forhindrer gymnasier og andre ungdomsuddannelsesinstitutioner i at eksportere deres uddannelser, skal væk.

Sådan lyder meldingen fra undervisningsminister Christine Antorini (S).

I dag tillader lovgivningen på området ikke, at danske ungdomsuddannelser udbudt i udlandet udløser et eksamensbevis.

”I dag kan man godt eksportere uddannelsesydelser, men der følger ikke et eksamensbevis med. Regeringen vil derfor fremsætte et lovforslag, der skal gøre det muligt at udbyde ungdomsuddannelser i udlandet, som giver adgang til videregående uddannelser eller beskæftigelse,” siger Christine Antorini.

Dermed følger ministeren den ekspertgruppe, som Undervisningsministeriet nedsatte i september sidste år. Den skulle se på, hvad der skal til, for at flere uddannelsesinstitutioner kan eksportere uddannelser. Gruppens anbefalinger, der kom kort inden jul, lød netop på en lovændring og derudover på bedre støtte og vejledning til de uddannelsesinstitutioner, der ønsker at arbejde med uddannelseseksport.

Få gør det
Kun få danske uddannelsesinstitutioner har i dag konkrete erfaringer med at sælge deres uddannelser til udlandet.

Sidste år viste en rapport, som Rambøll udarbejdede for Undervisningsministeriet, at kun 10 procent af gymnasierne og 28 procent af erhvervsuddannelserne i løbet af de sidste fire år har været involveret i uddannelseseksport, for eksempel salg af undervisningsforløb, eksport af lærerkræfter med en særlig ekspertise og levering af knowhow om særlige pædagogiske metoder.

I rapporten peger både gymnasier og erhvervsuddannelser på, at en af de største barrierer er, at den danske lovgivning ikke lægger op til uddannelseseksport.

Ifølge Christine Antorini er der mange gevinster for danske gymnasier og erhvervsskoler, hvis deres uddannelser bliver en eksportvare.

”Hvis vi eksporterer vores viden, vil det betyde, at vores egne uddannelser bliver bedre og mere internationale. Vi bliver skarpere på, hvad vi kan, og vi får adgang til ny viden gennem kontakten til udlandet. Derudover giver det en ny indtjeningsmulighed for uddannelsesinstitutionerne,” siger hun.

Sej kamp
Niels Brock er den danske uddannelsesinstitution, der har størst erfaring med uddannelseseksport. Siden 2000 har den københavnske handelsskole eksporteret uddannelseskoncepter til Kina og Vietnam – men udelukkende bacheloruddannelser og korte videregående uddannelser. I dag har skolen samarbejdsaftaler med seks universiteter i de to lande.

Direktør Anya Eskildsen har i flere år kritiseret den danske lovgivning for at bremse ungdomsuddannelserne i at krydse landegrænser. I 2012 måtte Niels Brock for eksempel droppe planerne om at åbne en campus med både gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelser i Ho Chi Minh City i Vietnam. Hun glæder sig derfor over de nye toner.

”Det er meget glædeligt, at der langt om længe bliver en hjemmel til, at vi kan udbyde ungdomsuddannelser ude i den store verden. Men det er godt nok også på høje tid,” siger Anya Eskildsen.

Hun frygter imidlertid, at det bliver en sej kamp for de danske ungdomsuddannelser, fordi Danmark ikke har været ”firstmover”.

”Uddannelse er stadig et kæmpestort marked, men mange lande har været ude lang tid før os. Australien, USA og England har gjort sig masser af erfaringer og hiver i dag ufatteligt mange penge hjem på det her. Hvis man nu havde rykket, da jeg for 10 år siden startede med at råbe op, så havde det været nemmere, for dengang var det også nyt for mange af de andre lande,” siger Anya Eskildsen.

Men det skal ikke holde de danske skoler tilbage, for der er kun fordele i at sælge sin viden til udlandet, påpeger hun.

”Skolen bliver klogere, lærere og elever bliver dygtigere, og så kan man faktisk tjene penge på det,” siger Anya Eskildsen.

Regeringens lovforslag fremsættes i marts. Undervisningsministeriet vil desuden etablere en vidensportal om uddannelseseksport med informationer og værktøjer. Den kan på sigt også fungere som en platform for udveksling af ideer og erfaringer.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater