Vi skal være modige og kreative

Boston og New England i det nordøstlige USA tager sig ud fra sin smukkeste side denne lune efterårsdag. Himlen er knaldblå og står som en vidunderlig kontrast til de allestedsnærværende træers gule og røde blade.

”Det er så smukt! Men om en uges tid er det hele forsvundet,” sukker professor Dennis Shirley og kigger drømmende ud over Boston Colleges imponerende campus i bydelen Chestnut Hill, der vel ellers mest er kendt som arnestedet for rock and rollerne i Aerosmith, som slog deres folder og nogle af musikhistoriens mest berømte guitarriffs i et byhus netop her på selvsamme Commonwealth Avenue tilbage i 1970’erne. Alene tanken får mig næsten til at høre Steven Tylers karakteristiske rå stemme gjalde ”walk this way”, mens sporvognstoget sniger sig op over bakken og åbenbarer idyllen omkring Boston College.

Dennis Shirley, som skal være en af hovedtalerne på Gymnasieskolernes Lærerforenings (GL) jubilæumskonference i april næste år, har inviteret indenfor på universitetets institut Lynch School of Education til en snak om fremtidens lærerroller i et system, han tidligere har døbt ”Den Fjerde Vej”, og som verdens uddannelsessystemer – desværre – endnu ikke rigtig har fundet ind i. De tre hidtidige veje har nemlig spillet fallit, har Shirley konkluderet.

Vi ender imidlertid hurtigt udendørs i campusparken og den for årstiden høje temperatur med en solid kop kaffe – og samtalen skal hurtigt vise sig ikke kun at blive den sædvanlige fordømmelse af magthavere og andre, der ikke forstår lærernes vilkår, men også en opsang til lærerne og deres organisationer, som på grund af omverdenens pres og krav bliver nødt til at kigge indad og tænke anderledes. Tage nye initiativer. Være kreative.

At professor Shirley, der jo selv er lærer, ubetinget er på lærernes side, hersker der dog aldrig tvivl om. Passion, indignation og begejstring tager på skift kontrol over hans stemme og ansigt, når han taler om det, han har beskæftiget sig med hele sit voksne liv: Undervisning og læring.

Politikerne skal have hjælp
Hvis den overordnede udfordring for det 21. århundrede er at leve harmonisk sammen, befinder vi os midt mellem et utopia og de kaotiske realiteter, mener Dennis Shirley. Her står lærerne i lidt af en bermudatrekant, der består af for mange elever, lærere, som helst vil isolere sig – lukke døren og passe undervisningen selv – mens der mange steder samtidig hersker en vis konservatisme – ”if it ain't broke don't fix it”.

I stedet bør trekanten bestå af integration, kollegialitet – lærerne skal ud af deres comfort zone og udvikles i samarbejde med andre – og et miljø med vilje til udvikling.

Shirleys forskning og forfatterskab beskriver tre veje til ændring i undervisning og uddannelse gennem tiden: Den første bestod af lærerdrevet innovation, men også lærerisolation og inkonsistens. Så kom standarderne med test og markedernes indtog. Senest har vi oplevet det, der kaldes Den Tredje Vej, med beslutninger baseret udelukkende på data – bare vi kigger på data og indretter os efter dem, går det nok alt sammen!

Ifølge Dennis Shirley befinder den vestlige verdens uddannelsessystemer sig i disse år i det, han kalder en ”Third Way Tsunami”. Lærerne har tendens til at stikke hovedet i busken og håbe, at problemet vil forsvinde med tiden – men i analysen af de tre veje og det, der skal blive Den Fjerde Vej, er det først og fremmest væsentligt at erkende, at politikere ikke gør ting af sig selv. De skal have "hjælp" til at vide, hvad der er rigtigt og forkert, forklarer professoren.

”Det er klart, at sektoren oplever et kæmpe pres fra politikere, medier, befolkning, forældre, karakterkrav og så videre. Derfor skaber rapporter som PISA panik og chokeffekt – især i lyset af at Kina nu er verdens største økonomi. Uddannelsespolitik kommer i den ramme de fleste steder i demokratiske systemer til at lide under en politisk fireårscyklus, hvor de valgte politikere skal skabe resultater hurtigt for at blive genvalgt. Derfor bliver politikken alt for ofte kortsigtet, og der skabes hierarkier, som
– mod­sat intentionen – skaber en nærmest deprofessionaliserende kultur.”

– Vi hører ofte politikere og magthavere sige de ”rigtige” ting. Retorisk prioriterer, ønsker og støtter de et stærkt uddannelsessystem, men vi oplever blandt andet i Danmark en mistænkeliggørelse af lærerne, hvilket, vil nogle sige, har bidraget til en degradering af professionen i det offentlige rum. Hvordan kan man håndtere sådanne frustrerende situationer?

”Grundlæggende står vi med det problem, at undervisning er langt mere komplekst, end magthaverne tror. Endda selv om nogle af dem selv har været lærere – måske var de bare dårlige lærere og endte i politik!” siger Dennis Shirley og slår en høj latter op over sin omvendte anklage.

”Se engang på asiaterne – de ikke alene respekterer deres lærere, de ærer dem. I Asien taler de aldrig skidt om lærerprofessionen. Retorikken over for lærere i den vestlige verden er et problem. Det er nærmest et kulturelt selvmord i det lange løb! Vi bør som samfund i stedet bygge lærerne op og støtte dem. Men vi må som lærere og fagforeninger ikke blive så defensive i denne diskussion, at vi konstant går i forsvarsposition og glemmer at kigge på os selv og vores egne roller.”

Brutal analyse nødvendigt
Professor Shirley mener nemlig, det er på tide at anskue presset og angrebene fra nye vinkler.

”Vi oplever som sagt pres fra alle sider. Jeg vil ikke påstå, at jeg har det endelige svar på problemerne, men jeg tror, det er vigtigt at identificere problemerne og derudfra forestille sig en undervisningsverden, som er retfærdig, humanistisk, solidarisk, kreativ og så videre. Ellers ender det bare som en ny udgave af England eller USA. Folk bliver trætte af at blive micromanaged. Kontrol over eget arbejde giver en større tilfredsstillelse.”

Alle undersøgelser viser jo, påpeger han, at hvis man som lærer føler, at man har beslutningsret omkring sin undervisning og sit arbejde, giver det samtidig en følelse af opbakning i offentligheden, fordi rektor på en eller anden måde repræsenterer offentligheden. Så føler lærerne mere støtte og selvbestemmelse.

”Men hvad nu, hvis vi – i stedet for kun at anklage magthaverne – tog føringen og kom med nogle modeller, der for eksempel kunne være med til at øge uddelegeringen af lederskab? Vi må finde en måde at være modige, interesserede og nysgerrige på, og som kan skabe en konstruktiv linje, der er svær at afvise for magthaverne.”

– Men kan du konkret komme med eksempler på, hvordan vi når Den Fjerde Vej, du taler om, hvor tingene går op i en højere enhed?

”Ordentligt lederskab er naturligvis en af forudsætningerne. Vi skal uddanne lederne bedre, og det pres skal også komme fra offentligheden. Derfor nytter det ikke længere, at lærerne bliver ved med blot at sige til den samme offentlighed: Bare stol på os, så skal det nok gå, vi ved bedst! Nej, det skal baseres mere på dialog og information. Vi må som lærere erkende, at vi servicerer offentligheden. Derfor har fagforeningerne også en lederrolle. Eller nok nærmere en professionaliseringsrolle. En professionel organisation med fagforeningens funktion. Det nytter ikke noget med den gammeldags forståelse af faglig organisering. Den er tiden løbet fra.”

Dennis Shirley plejer at drage en allegori til bilbyen Detroit som det store ulykkelige eksempel. Alle sagde: Alt er godt, det hele fungerer, vi er eksperterne, der laver et godt stykke arbejde! Problemet var bare, at verden holdt op med at købe amerikanske biler. Udviklingen overhalede Detroit indenom, men de opdagede det først, da det var for sent.

”Jeg ved, at nogle lærere overgiver sig til en traditionel retorisk og aktivistisk fagforeningskamp baseret på idealistiske principper. Men man må foretage en koldhjertet politisk analyse, en brutal analyse, og se de kolde facts i øjnene – hvordan kan vi blive de toneangivende i det her spil igen og inspirere vores elever og studerende og politiske ledere? Vores kolleger? Vi kan ikke gå tilbage til gamle dage. I sidste ende handler det om, hvordan vi reagerer på det pres, vi som lærere udsættes for fra omgivelserne,” lyder det alvorligt.

Lærernes organisationer bliver således nødt til at genopfinde sig selv.

Hvis de ikke kan gøre det hurtigt nok, vil de falde tilbage i de defensive mønstre – de vil, ligesom Detroit, slås og dø langsomt, og markederne vil overtage, og så må vi bare leve med det. Det vil blive som i Sverige, England eller USA: Folk vil sige: ”Okay, det er ikke optimalt, men det er på den anden side store innovationsøkonomier. Vi må leve med uligheden!” Lærerne vil råbe og skrige, men det vil ikke nytte. Folk vil kæmpe til den bitre ende, men det vil ende tragisk.

”Det er sådan, det vil blive i den dårlige udgave. Den gode udgave vil være, at sektoren vil spørge sig selv og hinanden, hvordan tingene kan gøres bedre. Ja, der vil stadig være målinger, ja, der vil være test og anden evaluering, men der vil også være kreativitet, spænding og innovation. Mit indtryk er, at I er lidt forud på det område i Danmark. Skolen og læring handler om fantasi og om at kunne tænke kreativt, ikke kun om hukommelse. Jeg kan godt blive bekymret for, om vi mister vores evne til spontanitet med den systematisering, vi oplever i øjeblikket.”

Skoler til for at skabe lærdom
Endnu et element, Dennis Shirley bruger i forbindelse med lærerroller og Den Fjerde Vej, er begrebet ”The Mindful Teacher”, den opmærksomme lærer. Det handler blandt andet om, at lærerne på nogle punkter skal blive bedre til at lytte og observere. Shirley er godt klar over, at det umiddelbart kan falde nogle af ildsjælene for brystet. Det betyder dog ikke, at engagementet skal reduceres.

”Folk, der beder eleverne om at tænke sig om, skal også selv have rum og tid til at tænke sig om. Vi bliver nødt til at geare lidt ned og skabe rum til refleksion.”

Undervisere må lære at droppe ting, de er følelsesmæssigt knyttet til, men som ikke beviseligt øger indlæringen, mener professoren. Brug tiden bedre med studerende og elever. Nogle steder har mærkelige projekter faktisk vist sig at give mindre effektiv læring, selv om alle elskede dem.

”Du har som underviser ansvar for, at eleverne og de studerende lærer. Det handler om lærdom – skoler er grundlæggende til for undervisningens og lærdommens skyld. Det lyder måske puritansk, men det behøver det ikke at være. Jeg er på ingen måde imod, at det skal være sjovt eller interessant. Men du skal bare altid huske, at skoler er til for at skabe lærdom, de er ikke til for lærernes skyld.”

Når Dennis Shirley er konsulent på skoleudviklingsprojekter, beder han altid lærerne om at lave en opgørelse over, hvor mange timer de bruger til forskellige aktiviteter og opgaver. Dernæst, af alle de ting, hvilke kan man bruge mindre tid på, uden at det vil skade elevernes læring?

”Ret hurtigt kan man se et mønster over, hvilke ting der kan skabe reelle forbedringer for eleven. Det er det, der skal være fokus. Det skal ikke handle om, hvad du som lærer bedst kan lide, eller hvad din yndlingsaktivitet er. Det er en af grundene til, at jeg er lidt træt af, at vi som lærere evig og altid har travlt med at anklage andre for elendighederne; mange skoler har aldrig haft den diskussion. Hvordan gør vi det bedre? Diskuter mere og gør alt, hvad du kan, for at blive klogere og smartere! Du skal ikke kun blive klogere på dit fag, men også på, hvordan du er i relation til andre.”

Lærerne og deres organisationer kan ved at lære at se sig selv som en slags public intellectuals hjælpe med til at forbedre gerningens image og public relations generelt.

”Vi skal påtage os at være med til at definere en Fjerde Vej, som der er et behov for. Vi lever i gennemsigtighedens verden, hvad enten vi bryder os om det eller ej. Hold op med at blive vred på omgivelserne og falde hen i passivitet, vær kreativ i stedet.”

Men accepter skænderierne og konflikterne som en naturlig og brugbar del af en proces, lyder rådet. Konflikter behøver ikke at være noget negativt.

”Konflikt skal ses som en strategi for at lave ændringer. Konflikt skaber energi og muligheder. Bag vreden ligger der ofte en passion, som kan bruges,” mener Dennis Shirley.

Ligeledes skal ”dissidenterne” på lærerværelset beskyttes. Det skal rektorerne og lederne forstå.

”Ikke at lærere skal gå rundt og råbe, at lederen er et fjols. Men der skal være plads til de anderledes tænkende og de skøre, det er en del af et demokratisk, pluralistisk og humanistisk samfundssystem,” siger han.

Tænk bredt
Dennis Shirley råder trods alle genvordigheder lærere til ikke at undervurdere sig selv og den vitale rolle, de varetager som vogtere af kommende generationers lærdom og viden. Sig aldrig ”jeg er bare lærer”. Men han opfordrer både lærere, ledere og politikere til bredere udsyn og inspiration – positive ændringer kan komme fra mange forskellige kilder. Så tænk bredt.

”I Finland – selv om de også har fået deres problemer – har lærerne mere tid til planlægning, forberedelse og evaluering. Mere som på universiteter. Det er da en start. I Singapore flytter de folk rundt i forskellige funktioner. Det vil sige, at lærere, der synes, at folkene i Undervisningsministeriet er en flok idioter, kan komme ind og arbejde og blive inspireret og inspirere i ministeriet i en periode. Og Alberta i Canada er måske det tætteste, vi kommer på en Fjerde Vej ud fra de ting, vi har talt om. Men hvert land, område eller kultur må finde den model og den blanding, der passer bedst. Der findes ikke én enkelt mikstur,” siger professor Shirley, da vi tager afsked foran porten.

Han glæder sig til et gensyn med Danmark til april.

”Jeg har været i København engang. Loved it! Så dynamisk og energisk! Jeg elsker også H.C. Andersen, for hans historier ender næsten altid ulykkeligt – her ville de komme i hænderne på Disney og Hollywood og ende lykkeligt. I amerikansk kultur tror vi, at vi skal være lykkelige hele tiden. Der er ingen erkendelse af, at en del af det at være menneske er at acceptere tragedien. ”