Artikel
OK-resultat deler vandene
No image

OK-resultat deler vandene

Repræsentantskabet var forsamlet, få timer efter overenskomsten blev indgået. Et snævert flertal forkastede aftalen som kulminationen på en dramatisk dag – vel vidende at afvisningen næppe gjorde nogen konkret forskel i sidste ende.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Det handlede ikke så meget om uenighed om, hvorvidt aftalen var god eller dårlig, for ingen lagde skjul på, at de hellere havde beholdt aftaleretten. Det handlede mere om, hvorvidt man skulle acceptere resultatet og det, der fulgte med, fordi det var det bedst mulige – måske endda det eneste mulige resultat – under de givne omstændigheder – eller om man skulle protestere mod finansministerens diktatoriske facon og den tabte aftaleret og på den baggrund forsøge at frigøre sig fra AC-resultatet til nye, egne forhandlinger med en tur i Forligsinstitutionen og en truende lockout til følge. 
Det var nogenlunde situationen, da GL’s repræsentantskab fredag den 8. februar indfandt sig på Marriott Hotel ved Københavns havnefront for at diskutere det overenskomstresultat, Akademikernes Centralorganisation (AC) samme morgen havde indgået med finansministeren. GL var som bekendt atter en del af AC’s forhandlingsfællesskab, denne gang uden frigørelsesklausul – hvilket repræsentantskabet tidligere havde været med til at vedtage – hvorfor der på repræsentantskabsmødet reelt ikke var noget at øve indflydelse på længere; det var i hvert fald ikke i egne hænder at kunne omgøre forliget. 
Det afholdt dog ikke mødedeltagerne fra en livlig, til tider ophedet, diskussion efter oplæg fra de tre lister i hovedbestyrelsen, som ligeledes var splittet i holdningen til overenskomstresultatet – 7 stemte for, 6 stemte imod.

Ja, nej og nej 
Første mand på podiet var formand Gorm Leschly, der havde tilbragt hele natten ved forhandlingsbordet sammen med AC. Finansministeren ville ikke acceptere et rent GL-bord, det vil sige, der skulle forhandles ved AC-bordet, forklarede han (se også interviewene med formand og næstformand på foregående sider) og opfordrede til erkendelse af, at den hidtidige arbejdstidsaftale er fortid, samt at den model, der nu foreligger, i grundsubstansen ville have været den samme, selv om man havde fortsat gennem Forligsinstitution og lockout. 
”For enden af hver etape ville vi have samme modelaftale, men den ville blive dårligere og dårligere for hver etape. Mit synspunkt har været, at en sejlads mod Forligsen ville være et markant dårligere resultat end det, der nu ligger,” lød formandens begrundelse for at anbefale et ja. 
Formanden for GL’s overenskomstudvalg, Ronald Karlsen, mente, at aftaleretten var blevet solgt for ussel mammon; en handel, GL som fagforening ikke burde kunne stå inde for. 
”Det helt afgørende for mig er, at et ja – og et frivilligt ja – vil svække GL’s og lærernes muligheder for at stå så stærkt som muligt i det, vi kalder ’den nye tid’. Den skal lærerne løfte ude på skolerne. Det her vil åbne op for fagkamp, alderskamp og al individuel kamp – alt det, vi altid har kæmpet for at modarbejde. Jeg kan ikke se medlemmerne i øjnene, hvis jeg siger ja til det her – vores udmeldinger har hele tiden været, at aftaleretten ikke var til salg. Men det var den åbenbart, kan jeg nu forstå. 
Er en bedre betaling det eneste argument for at sige ja? Det er det ikke for mig. Alle andre plusser, der vedrører arbejdstid, er for evigt væk.” 
Heller ikke 2.-næstformand Sigrid Jørgensen var begejstret. 
”Det, der er gået igen på skolemøderne, er, at vi skulle holde fast på forberedelsen, altså den, der er knyttet til vores aftaleret. Det er korrekt, at vi har fået et lønskub op – men er det nok med et hold kæft-bolsje, som vi kan sutte gladeligt op? Ser jeg langsigtet på det her, ser jeg en kulturrevolution, som jeg aldrig har været ude for før, og som vil skabe kvalitetsforringelser for os alle sammen.” 
Derefter fulgte en intens debat med gode argumenter for både ja og nej og med gentagne klapsalver fra både den ene og den anden fløj til de mange talere (se citaterne på disse sider). Og endelig afstemningen, hvor 105 stemte nej, 91 stemte ja, og 19 stemte blankt. Dermed forpligtede repræsentantskabet hovedbestyrelsen til at henvende sig til AC med henblik på frigørelse fra resultatet for at fortsætte forhandlinger på egen hånd. En anmodning, AC som bekendt har afvist.

 

Citater fra repræsentantskabsmødet

Vi har to muligheder: Der er ingen muligheder for at beholde den gamle aftale. Hvis vi tager aftalen, ligger der trods alt nogle ting. Hvis vi går videre, bliver hold kæft-bolsjerne mindre og mindre. Ja er det mindst ringe svar. Kan jeg sige til en yngre kollega: Jeg sagde nej til 1,1 million i din livsindtægt, for det var så uretfærdigt der i 2013!

Det her er en lortesituation. Jeg er splittet og forstår både ja- og nej-siden. Der er gode argumenter på begge sider. Men nu bestemmer vi ikke selv længere, og det er sørgeligt. Vi var blevet kørt over, med eller uden Gorm. Lidt mindre, fordi Gorm var der, men det er så det.

Der er bedre værn i den nye aftale end i den nuværende. I dag har jeg ingen værn.

Det er let at tale om det, der var engang. Men hvad med fremover? Skal vi kæmpe videre og kunne se os selv i spejlet? Uden allierede. Eller skal vi tage det, vi kan få? Det minder om Danmark i 1864 ………..

Som fagforening har vi en forpligtelse til at være solidariske med de unge. Det er da en besynderlig fagforening, hvis man taler imod lønstigninger. Og det er let for en mand tæt på pensionsalderen at tale om ussel mammon!

Finansministeriet har fået mere, end de nogensinde havde troet! Fantastisk spin!

Vi får penge, men vi mister troværdighed.

Det er gratisme at stemme nej her, og jeg bryder mig ikke om gratister. Det vil koste mange penge at sige nej, det er meget at betale for mentalhygiejnisk oprydning. Mine kolleger er kommet videre. Vi får det ikke bedre. Og vi har sikret et løntillæg til de unge.

Danmark er et ekstremt rigt land. Vi har overskud på betalingsbalancen og stort privat opsparingsoverskud. Det er ingen naturlov, at der skal være en snæver ramme. Kun den offentlige sektor er fattig, men det er et spørgsmål om politisk prioritering. Den, der kæmper, kan tabe, den, der ikke kæmper, har allerede tabt.

Jeg er skuffet over, at aftaleretten er væk. Det stiller mig i en svær situation ude på skolen. Hvad hjælper det, at de unge får en million, hvis de bliver presset til at tage ekstra hold. Et nej skal også være med til, at vi kan gå herfra med løftet hoved.

Mine kolleger er sure over et forhandlingsforløb med en modpart, der konsekvent udviser ringeagt for os. Selvfølgelig har modparten ikke et svar på mange ting, for de er da ligeglade! Det kommer vi til at tage et medansvar for.

Det er fristende at stemme et gratis nej. Men hvad hvis modparten siger fint, så kan I da blive gjort fri! Vi skal huske, at vi kan reelt nå frem til lockout uden penge. Spørgsmålet er, om det er et godt udgangspunkt for GL bagefter som en forarmet fagforening. Jeg tror godt, vi kan komme videre som en samlet fagforening og få resultater, som måske ikke er så gode, som de kunne være, men som vi kan leve med.

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater