Den nye hovedbestyrelse med Annette Nordstrøm Hansen i spidsen blev formelt konstitueret i begyndelsen af januar til årets første hovedbestyrelsesmøde.
Ud over at smile til fotografen ved det officielle holdfoto fik den nye hovedbestyrelse også tid til at blive enige om et fælles arbejdsgrundlag, som i grove træk ridser op, hvad hovedbestyrelsen og dermed GL skal arbejde for i den kommende tid.
Selv om hovedbestyrelsesmedlemmerne var uenige om mange ting under valgkampen, er der også enighed om at se fremad nu.
Fokus på overenskomsten
OK 13, som blev heftigt debatteret under valgkampen, vil også få stor fokus i den kommende tid.
Hovedbestyrelsen vil arbejde for at understøtte implementeringen af overenskomsten lokalt. Hovedbestyrelsen skriver blandt andet, at tidsregistreringen skal være et reelt værn mod for stor arbejdsbelastning og kan være en løftestang for gode lokale aftaler og retningslinjer.
Hovedbestyrelsen mener også, at gymnasielærerne skal have en mere jævn arbejdsbelastning og en opgaveportefølje, som passer til en årsnorm til 1.924 timer. Hovedbestyrelsen udelukker heller ikke voldgiftssager, hvis der opstår lokale uenigheder, for eksempel om læreres merarbejde.
Bedre arbejdsmiljø
Hovedbstyrelsen vil i 2014 have ekstra fokus på arbejdsmiljøet for medlemmerne. Blandt andet skal der laves en større undersøgelse for at lokalisere problemstillinger og derefter arbejdes på at finde gode løsninger. Målene er blandt andet en mere jævn arbejdsbelastning, mindre stress og en højere grad af tillid mellem lærere og ledelse.
Hovedbestyrelsens fælles arbejdsgrundlag ligger på gl.org.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode