Når et folk går til grunde

Under et ophold i Tyskland i sommeren 2006 besøgte Ian Kershaw en kirke i byen Bamberg i delstaten Bayern. På en væg hang en oversigt over almindelige tyskere, der mistede livet under Anden Verdenskrig som følge af deres modstand mod nazisterne. 
Blandt navnene faldt især ét i øjnene. Robert Limpert, en 19-årig teologistuderende fra Ansbach. 
Robert Limpert blev hængt på byens rådhustorv foran en mindre skare den 18. april 1945 efter en parodisk retssag, der varede få minutter. Dommerne var også bødler, og dødsstraffen blev eksekveret af de lokale autoriteter anført af militærkommandanten. Det skete, blot fire timer før de amerikanske styrker indtog byen, og længe efter at det måtte stå klart for enhver, at det militære nederlag var en realitet. Robert Limpert blev hængt for sabotage. Hans brøde bestod i, at han ville beskytte byens maleriske gamle bygninger i barok- og rokokostil. Derfor forsøgte han at kappe telefonforbindelsen mellem to militære enheder for at hindre nyttesløs modstand mod de fremrykkende allierede styrker med uundgåelig destruktion af byens infrastruktur og historiske mindesmærker til følge. 
Selve hængningen mislykkedes på grotesk vis to gange, før Robert Limpert udåndede. Umiddelbart efter beslaglagde den militære kommandant en cykel og flygtede fra byen.  
Selv for en erfaren historiker som Ian Kershaw med mange års studier af Hitler og Det Tredje Rige bag sig forekom beretningen om Robert Limpert lammende i sin absurde meningsløshed. 
Men den genantændte samtidig hans faglige og menneskelige nysgerrighed. Fra tiden, da han skrev en Hitlerbiografi, savnede han et værk, der gav en samlet og dækkende fremstilling af det tyske samfund i krigens sidste fase – en periode, han daterer fra attentatforsøget på Hitler i juli 1944 og frem til den endelige kapitulation den 8. maj 1945. 
”Jeg ville vide, hvad der var foregået i disse mindre byer og landsbyer på den tid, og hvordan det kunne ske. Lokale eksempler og indbyggernes opførsel kan tilføje konkrete erfaringer, som eksempelvis lærere i deres undervisning kan bruge til at understrege større pointer af mere principiel karakter. Jeg begyndte samtidig at undersøge regimets sociale struktur for at finde svar på, hvordan blandt andet embedsværket kunne fortsætte og i nogen grad også fungere helt frem til det totale sammenbrud. Det var oplagt at spørge, for det er med få undtagelser mest sædvanligt, at et styre søger forhandling og overgivelse, en eller anden vej ud af katastrofen, frem for at fortsætte til den bitre ende,” fortæller han, da vi møder ham en diset eftermiddag i december hos hans danske forlægger i det indre København.

Gru uden ende 
På bordet ligger bogen Slutspil – 800 sider med resultatet af hans insisteren på at undersøge og forklare krigens sidste 10 måneders gru og rædsler. Bogen udkom i august 2011 i England og blev i november udgivet i dansk oversættelse. Ian Kershaw er venlig og imødekommende, skønt silken er ved at være slidt efter godt et års omfattende turné med lancering af bogen, der er blevet en international bestseller. 
Der gives ikke noget simpelt svar på, hvorfor såvel officererne og det militære apparat som store dele af befolkningen forblev loyale og blindt fulgte Hitler ned i en spiral af selvdestruktion, konstaterer Ian Kershaw.  
”Kigger vi på de højtstående officerer i værnemagten, er det intelligente mennesker, der kan forstå, hvad der foregår, og for hvem det er tydeligt, at krigen var tabt. Så hvorfor forlænge pinen med millioner af døde soldater og civile som konsekvens? Helt hen i april kort før Hitlers selvmord kan vi finde eksempler på personer tæt på den militære top, der indbyrdes taler om, at kapitulation vil være den eneste måde til at forhindre fuldstændig destruktion. Men det ville være at svigte deres ed til Føreren i nødens stund. De forestillinger om pligt og ære kan synes svære at forstå i dag. Samtidig herskede en stor frygt for især den sovjetiske hær, der tromlede frem på Østfronten. I Tyskland havde man en talemåde, der lød: ’Hellere et grufuldt endeligt end en gru uden ende’. Det er en del af nøglen til forståelsen af den tid,” siger han.

Krigens normalitet 
De nøgne fakta taler i katastrofal udstrækning for sig selv. Mere end halvdelen af de civile tab i krigen skete i løbet af de sidste 10 måneder, og i perioden omkom flere mennesker end i hele Første Verdenskrig. Dette skete på et tidspunkt, da krigen ikke kunne vindes militært. Forfølgelsen af reelle og indbildte fjender af regimet fortsatte med tiltagende brutalisering internt i det tyske samfund og kastede siden lange skygger. Traumet medvirkede ifølge Ian Kershaw til, at der opstod en fælles bevidsthed i Tyskland om, at det aldrig måtte gentage sig, så landet relativt hurtigt kunne begynde at genopbygges som en demokratisk stat. 
Netop ønsket om, at eftertiden i højere grad bliver i stand til at forstå begivenhederne i Tyskland lige fra førerbunkeren i Berlin til slagmarkerne og til livet i de små samfund, har været en stor del af drivkraften for Ian Kershaw i arbejdet med bogen. 
”Jeg synes, det er betydningsfuldt, at vi kender disse historier om, hvordan mennesker reagerer under ekstreme omstændigheder, og prøver at lære af det. Der er tale om menneskelige tragedier i et omfang, man dårligt kan begribe. Og da jeg dykkede ned i stoffet, var det mere rædselsvækkende, end også jeg kunne forestille mig, selv om jeg kendte de basale dele af historien fra mit tidligere arbejde.” 
I sin beskrivelse af tiden hæfter han sig blandt andet ved, hvordan livet i de tyske byer fortsatte med et skær af normalitet midt i et eskalerende ragnarok. Biografer viste underholdningsfilm i april 1945, og der blev spillet fodboldkampe en uge før Hitlers selvmord. 
”Omstændighederne betød, at det hele ikke stoppede på en enkelt dag. Skoler og universiteter fortsatte med undervisningen i foråret 1945. Der var trods alt et effektivt bureaukrati, og det regnedes som mest fornuftigt, at lærerne vedblev at udføre deres job, ligesom eleverne skulle holdes i skole, så længe det var muligt. At fortrænge realiteterne og fortsætte med en facade af normalitet var også en måde at overleve mentalt på.”

Verden af i dag 
Slutspil føjer sig til en tilsyneladende uudtømmelig efterspørgsel på litteratur om 2. Verdenskrig i alskens afskygninger fra militærhistoriske værker over monumentale biografier af feltherrer til lokalhistoriske optegnelser og personlige erindringer. Selv er Ian Kershaw ikke i tvivl om relevansen af den mere og mere detaljerede kortlægning af krigen og dens aktører. 
”Som tiden går, ser vi stadig tydeligere, at konsekvenserne af Anden Verdenskrig og holocaust har formet verden i dag. Opdelingen af Europa og senere Den Kolde Krig, etableringen og udviklingen af EU og Østeuropas sammenbrud har sine rødder i begivenhederne mellem 1939 og 1945. Det samme gælder den betydning, vi tillægger fordømmelsen af enhver form for racisme i vores samfund i dag. På mange måder er Anden Verdenskrig efter min mening vores udgangspunkt for forståelsen af nutiden.” 
Hvad nutiden angår, ser Ian Kershaw visse foruroligende tendenser i kølvandet på de senere års økonomiske krise og væksten i nationalistiske bevægelser i såvel Øst- som Vesteuropa. Krig i Europa mellem nationer kan nok udelukkes, men en snigende racisme i en form, mange havde troet var fortid, bør mane til forsigtighed hos de politiske magthavere, mener han. 
”Eksempelvis racismen har altid eksisteret i periferien i vores samfund, men det er noget ganske andet, hvis det rykker ind mod centrum. Der eksisterer en risiko for, at økonomisk krise leder til politisk radikalisering, men de politiske institutioner er stabile og intakte. EU har været med til at nedbryde nationalistisk rivalisering i Europa. Vi har en følelse af, at det, der forener os, er meget større end det, der adskiller. På den måde må vi lære af 1930’erne og 1940’erne og gøre alt, hvad vi kan, for at bevare disse gode relationer og ikke tillade nationalistiske tendenser at vinde terræn. Udviklingen kan dreje sig i en ubehagelig retning i de næste år, hvis vi ikke er forsigtige.”