Mor og far kigger med

Det er ikke ret mange dage siden, rektor Elsebeth Gabel Austin på Hjørring Gymnasium fik endnu en forælder i røret.

”Jeg måtte forklare hende, at hendes 18-årige datter kunne stemme og købe bil og hus, og at det måske var på sin plads, at hendes datter også selv besluttede, hvad hun ville med sin skolegang,” lyder det fra Elsebeth Gabel Austin.

Hun mindes ikke, at så mange bekymrede forældre ringede til hende for 5-10 år siden.

”Som lærer kan jeg ikke mærke forskel, men som leder, ja. Forældrene er blevet mere ambitiøse på deres børns vegne. Det kan være, de ringer, fordi de oplever uretfærdigheder. Eller fordi de gerne vil have deres børn over på et andet hold og tror, at det vil gøre en forskel, hvis nu forælderen henvender sig. Men det gør det jo ikke,” siger Elsebeth Gabel Austin, der også underviser i sit hovedfag engelsk.

Da Virum Gymnasium holdt en velkomstaften for de nye 1.g’ere og deres forældre for nylig, noterede vicerektor Andreas Holmsted Olesen sig, at så godt som samtlige elever havde begge deres forældre med. Opbakningen er stor. Og det er interessen for, hvordan de klarer sig, også.

”Forældrene følger deres børn mere tæt nu end tidligere. Det er ikke, fordi de ikke tror, eleverne ikke kan klare sig selv. Der er bare større opbakning. Nogle gange kunne vi måske godt tænke os, at det var nogle andre forældre, der var så meget på. Det er ofte 12-talspigernes forældre, der kommer til konsultationerne,” siger Andreas Holmsted Olesen.

Samme tone lyder fra andre gymnasier, som Gymnasieskolen har ringet til: Det er både godt og skidt, at forældrene er så meget på. På den ene side er det fint, at forældrene gerne vil engagere sig. På den anden side møder gymnasierne også mere kritik. Der er flere sager, og der er større karakterpres.

Grib chancen
Den danske historiker Henrik Jensen fra Roskilde Universitet (RUC), der blandt andet har skrevet om individualiseringen af det danske samfund i bogen Det ordentlige menneske og om tabet af autoritet i Det faderløse samfund, ser tendensen med to sæt briller. På den ene side er han selv forælder til en 3.g’er og kunne egentlig godt have tænkt sig, at han fra gymnasiets side var blevet endnu mere involveret i sin søns skolegang.

”Jeg blev ret overrasket over, hvor meget vi forældre blev koblet fra allerede fra 1.g. Jeg tror, vi blev inviteret til et enkelt møde lige i begyndelsen. Gymnasiet, hvor min søn går, insisterer på, at relationen er til eleven og ikke til forældrene. Men det kan jo være en meget god ide at have forældrene mere med for at motivere og stå bi. Der ligger et potentiale i at inddrage forældrene noget mere, synes jeg. Men vi fik at vide, at vi kunne bede om vores barns password til Lectio, hvis vi ville følge mere med,” siger han.

På den anden side er den øgede bevågenhed fra forældrenes side et udtryk for det, han selv har skrevet så meget om: At fokus er flyttet fra fællesskabet og hen på den enkelte.

”Der er nogen, der kalder dem curlingforældre. Jeg hælder mere til coachingforældre. Det er ligesom i sport, hvor man bygger talentet op, så de kan klare sig i konkurrencen. Den tendens passer meget godt ind i den generelle individualisering af samfundet, hvor man skal gribe den chance, der kommer. Forældrene vil sikre, at deres børn har mulighed for at komme til fadet. Der er en grundlæggende ængstelighed på spil, for de er nervøse for, om børnene nu også lærer det, de skal.”

Det offentlige mister magt
Individualiseringen slår muligvis revner i fællesskabet, men tendensen indikerer måske også et nyt forhold mellem individ og stat.

I Skandinavien har vi påberåbt selvstændighed som en af de vigtigste værdier. Den svenske sociolog Lars Trägårdh har forsket og undervist i den skandinaviske velfærdsmodel i en årrække, blandt andet på Columbia University i New York. Han skærer ind til benet, når han skriver, at det nordiske velfærdssamfund altid støtter individet i at frigøre sig fra familien. Vil man flytte hjemmefra som 18-årig, yder staten bidrag til dét. Vil man skilles, er der ekstra børnebidrag, tilskud, understøttelse og så videre. Der er hjælp til at afskære båndene til familien, men bindingen til staten kan man se i procenter på sit skattekort.

Så hvordan passer det værdisæt sammen med, at forældre nu i stigende grad følger deres børn tæt? Lars Trägårdh er vendt tilbage til sit hjemland og underviser på Ersta Sköndal Högskola. Han tager sin telefon, mens han spiser frokost i Stockholm.

”Det er det samme her i Sverige; forældrene er mere aktive og involverede i deres børns skolegang end tidligere,” siger han.

Lars Trägårdh mener, der ligger to ting i det:

”I Sverige er der kommet frit skolevalg, og der er flere privatskoler. Dermed har magtbalancen også forrykket sig, for forældrene står nu i en situation, hvor de kan vælge noget andet. Men forældrene har også fået en vane med at være aktive fra grundskolen, hvor der forudsættes, at forældrene involverer sig mere. Forældrene har fået en ny rolle. I 50’erne var det jo helt utænkeligt, at forældrene involverede sig i forhold til skolen og da slet ikke i gymnasiet,” siger Lars Trägårdh.

”Det andet skyldes den almene udvikling i samfundet, hvor opfattelsen er, at udviklingen i højere grad beror på den enkelte. Vi tror ikke længere på, at vi er lige og har de samme forudsætninger, bare fordi vi er en del af det samme samfund og har adgang til det samme velfærdssystem. Ansvaret påhviler den enkelte,” fortsætter han.

Tilliden er væk
Der er kommet en usikkerhed i forbindelse med den kvalitet, man forventer som følge af sin høje skattebetaling. Det ses ikke bare i den måde, hvorpå forældre følger deres børn tæt især i grundskolen. Det ses også i ældreomsorg, i sundhedsvæsnet, ja generelt i det offentlige. Der bliver stillet krav, som var det til en privat ydelse.

”Synet på professionerne har ændret sig. Nu er der ikke længere den samme tillid til, at systemet fungerer i forhold til ens behov. Og det er ikke givet, at lægen eller læreren ved bedst, hvilken behandling eller undervisning der er den bedste. Det er klart, at det påvirker magtrelationen mellem borger og det offentlige,” siger Lars Trägårdh.

Men er eleverne blevet mindre selvstændige rent fagligt? Nej, mener de gymnasielærere, Gymnasieskolen har talt med. Selvstændigheden og det egalitære værdigrundlag, der kendetegner det skandinaviske uddannelsessystem, er der fortsat. Men det er et brud med lighedstankegangen, mener Lars Trägårdh:

”Det er klart, at hvis der er så meget fokus på den enkelte og på, at ens egne børn skal klare sig, risikerer det at skabe større ulighed i samfundet. Men det kommer jo af, at vi er blevet et konkurrencesamfund, og at forældre vil skabe de bedste betingelser for deres børn. ”