Missionær for naturvidenskaben

På Jorden kommer støv helt af sig selv, og det er ofte mere i vejen end brugbart. Men på Københavns Universitet har støv en stor betydning for astrofysiker Anja C. Andersen. Hun er lektor ved Niels Bohr Institutet og har brugt mange år af sit liv på at forske i støv – mere specifikt stjernestøv. I universet er støv sjældent, for det kræver en vis tæthed for at kunne eksistere. Men ingen har endnu fundet ud af, hvor stjernestøvet kommer fra. Anja C. Andersen vil finde ud af, hvordan støvpartiklerne blev til, da solsystemet blev dannet.

Stjerneforskeren er ikke kun begejstret for astronomi, men for naturvidenskab generelt. Hun vil gerne dele sin passion med andre, og derfor tager hun ofte ud på landets gymnasier for at holde foredrag om naturvidenskab. Her forklarer hun om det spændende ved naturfag, samtidig med at hun prøver at lokke gymnasieeleverne til at vælge en naturvidenskabelig uddannelse, når huen er i hus.

”Jeg synes, det er synd for folk, når de ikke har indset, hvor spændende naturfag er, og det er ærgerligt, når de vælger det fra,” siger Anja C. Andersen, der indrømmer, at der hurtigt går foredrag i den, når hun først får trykket på formidlingsknappen.

På hendes aflange kontor er det nemt at spotte, at hun er vild med det ydre univers. På den bugnende bogreol er der blevet plads til en astronautbarbie. Væggen er dækket af billeder af galakser, et ark med Niels Bohr-frimærker og flere indrammede priser. Anja C. Andersens formidlingsevner har nemlig givet hende flere af den slags, blandt andet DR's Rosenkjærpris. Hun har fået priserne, fordi hun fanger folks interesse og formår at forklare komplekst stof på en simpel måde.

”Jeg ser naturvidenskab som noget, der er med til at gøre menneskets liv bedre. Det handler om at forstå den verden, vi er en del af, og finde ud af, hvordan ting virker,” forklarer hun.
Astrofysikeren erkender, at naturvidenskab kan være svært, og at man i begyndelsen er nødt til at sidde på sin flade og terpe. Men når man først har fået den fundamentale viden, er det spændende indhold let at få øje på.

Irrelevante støvskaller
I øjeblikket har hun rettet sin kikkert mod de stjerner, der ender med at blive supernovaer. For hun har set, at inden de eksploderer, smider de gas af sig, der bliver til støvskaller. Når gassen kommer langt nok væk fra supernovaen, bliver temperaturen koldere, og gassen har en tæthed, hvor støv kan dannes. Helt konkret sidder hun og måler på støvkornenes hastighed. Når de så langt væk fra stjernen, inden den bliver en supernova, at de bliver ved med at være støv, når den eksploderer? Eller bliver de ramt af en chokfront, så de bliver splittet til atomer?

Det sidste år har hun holdt øje med stjernerne fra kikkerten og har kigget på observationer fra den europæiske satellit Herschel. For der er støv i galaksen, så det må blive lavet et sted. Måske er svaret netop, at det kommer fra de store stjerner, der bliver til supernovaer.

”Måske er de støvskaller fuldstændig irrelevante for universet. Måske har jeg spildt to år af mit liv på at forske i dem. Otte ud af ti gange ser forskningen bedre ud i starten end det resultat, man ender med. Men det, der holder mig i gang, er muligheden for, at det, jeg laver, betyder noget,” siger hun.

Nysgerrighed som drive
Det er tanken om at lære og opdage noget nyt, der får Anja C. Andersen ud af sengen om morgenen. Hun vil vide, hvordan tingene hænger sammen.

”Nysgerrighed er mit drive. Jeg er nysgerrig og stædig, så når jeg bider mig fast i noget, skal jeg finde ud af det. Jeg bliver ved med at læse og undersøge, til jeg forstår det,” siger hun.

Hun nævner et eksempel på, hvor langt nysgerrigheden kan lede. Nogle kernefysikere på Niels Bohr Institutet sad og stirrede på atomkerner, fordi de ville finde den mindste bestanddel. For hvis de fandt den, kunne de måske finde den mindste byggeklods, der kunne få dem til at forstå, hvordan hele opbygningen af et atom ser ud.

”De satte sig ned og kiggede på noget så røvsygt, som hvordan den magnetiske resonans er i en atomkerne. Det gjorde de, bare fordi de ville forstå dybden i atomet,” fortæller astrofysikeren og forklarer, at den forståelse, kernefysikerne fik, i dag ligger til grund for de scannere, lægevidenskaben bruger.

Generelt er Anja C. Andersen nysgerrig over for mange ting. Hun omtaler sig selv som en ”dårlig finisher”, fordi hun bliver interesseret i for mange ting på én gang til at blive færdig med dem. Hun forstår ikke dem, der ikke har samme drive som hende.

”De mennesker, der overrasker mig mest, er dem, der ikke er nysgerrige. Jeg tror, vi alle har et behov for at nørde med et eller andet. Så er det lige meget, om det er stjernestøv, sport eller broderi,” siger Anja C. Andersen.

Alt er kedeligt i starten
Første gang, Anja C. Andersen fik øjnene op for universet og stjernerne, var i 7. klasse, hvor hun havde en fysik- og astronomistuderende som vikar i fysik. Efter at have hørt ham flette stjerner ind i undervisningen gik hun hjem til sine forældre og sagde, at hun ville være astronom.

I udgangen af 7. klasse flyttede Anja C. Andersens familie til Saudi-Arabien, hvilket hun ikke var særlig begejstret for. For at lokke hende med fik hun en stjernekikkert. I Saudi-Arabien er der aldrig overskyet, så hver nat kiggede hun på stjernehimlen og læste i sine astronomibøger. Det vakte hendes interesse for universet endnu mere, og tilbage i Danmark begyndte hun på gymnasiet med matematik og fysik på højniveau. Men hun kedede sig på skolebænken.

”Det fysik, vi lærte, var det, som de gamle mænd vidste for 400 år siden. Vi fik ikke noget indtryk af, at det var et fag, der udviklede sig,” fortæller stjerneforskeren.

I dag mener hun, at alt, man skal lære, er kedeligt i starten. Kemi er kedeligt, lige indtil man ser skønheden i det periodiske system og forstår, at det bare er som legoklodser. For at undgå det kedelige er man nødt til at komme over barrieren, hvor man kan forstå tingene. Man er nødt til at sidde på sin flade og læse, indtil fundamentet er der, og man kan komme over på den anden side, hvor emnet er spændende. Det råd giver hun videre til sin 14-årige søn.

”Jeg fortæller ham, at der kun er én vej frem. Det er, ligesom når han spiller computerspil. Første gang dør han måske efter et minut. Men så spiller han nogle gange, og pludselig finder han de ting, han skal bruge for at komme videre. Han snakker måske med nogle venner og får nogle snydekoder, og en dag har han gennemført spillet,” siger hun.

Naturfag er ikke kedelige
Anja C. Andersen havde en klar plan for sin uddannelse og gik målrettet efter fysik- og astronomistudiet. I dag er hun usikker på, om hun ville have gået samme vej, for hun synes, der er rigtig mange spændende naturvidenskabelige uddannelser. Derfor mener hun også, at det er ærgerligt, når unge vælger naturfagene fra.

”Det er okay, at unge vælger naturfag fra, hvis det er, fordi de synes, noget andet lige er en tand mere spændende. Men det er ikke i orden, hvis de vælger det fra, fordi de synes, det er kedeligt eller nørdet,” siger hun.

Anja C. Andersen undrer sig over, at der ikke er flere, der synes, det er interessant at lave bedre teknologiske løsninger eller finde ud af, hvordan man får nogle gode og sunde fødevarer. For det har jo noget med en selv at gøre. Hun tror, det er, fordi det ikke er lykkedes at fortælle, hvor spændende og relevant naturvidenskab er. Det er også en af grundene til, at hun holder foredrag. Hun siger selv, at hun er en slags missionær, der vil have naturvidenskaben frem i lyset.

Ifølge Anja C. Andersen udvikler naturvidenskaben sig konstant.

”Den videnskabelige front rykker sig hele tiden. Nogle gange har jeg svært ved at følge med, også bare i mit eget felt,” siger hun.

Det er den udvikling, hun selv savnede at høre om i sin gymnasietid. Det mener hun, gymnasiet i dag er blevet meget bedre til med nye undervisningsmaterialer og -metoder. Hun oplever, at gymnasielærerne har gjort undervisningen mere spændende, og at de klæder eleverne bedre på til fremtiden. Det kan hun mærke som lektor, når hun underviser nye studerende i fysik.

Men samtidig med at det er blevet mere spændende, tror hun også, det er blevet sværere at gå i gymnasiet. Eleverne skal lære at arbejde på tværs i fagene, før de har et ordentligt fundament i de enkelte fag, og det er fagligt sværere. Men samtidig tror hun, at det nuværende gymnasium har fået eleverne op på et bredere fagligt niveau end det, hendes egen generation var på.

Paradoks i undervisningssystemet
Anja C. Andersen kan mærke, at de faglige forventninger er steget hos de nye studerende på fysik på Københavns Universitet. De kan noget andet, end tidligere studerende kunne, og de holder underviserne mere til ilden.

”De forventer, at vi leverer relevant og spændende undervisning. Vi skal argumentere for, hvorfor de skal lære pensum. I min tid var der mere autoritet, og når læreren sagde, at vi skulle læse side 1-27, tænkte vi, at det var der nok en grund til,” siger hun.

Hun kan godt lide de unges tilgang til undervisningen. Men selvom Anja C. Andersen og hendes kollegaer leverer god undervisning, er der ifølge stjerneforskeren et paradoks i undervisningssystemet, specielt i naturvidenskab, hvor der hele tiden sker nye opdagelser. For når de studerende kommer op på hendes alder, er samfundet anderledes, og der er nogle nye færdigheder, de skal kunne. De færdigheder er bare ikke blevet opdaget endnu.

”Det eneste, jeg som underviser kan gøre, er at hive de studerende op på mit niveau og give dem et godt fundament. Bagefter skal de ud, have ny viden og nå længere, end jeg er nået. Så kommer jeg løbende bagefter og ser, om jeg kan følge med,” siger Anja C. Andersen.