Meningsfuld harmoni gennem anvendelsesdannelse

En ny undervisningsminister skal have et nyt projekt, og ikke mindst når regeringen er ny. Sådan er det også med Christine Antorini. Projektet er nu formuleret i Manifest for Ny Nordisk Skole. 
Ny Nordisk Skole udvikles på grundlag af en nyfortolkning af den nordiske lærings- og dannelsestradition. Det er uvist, hvad den nordiske lærings- og dannelsestradition egentlig er, og hvori nyfortolkningen består. Men det interesserer mig mindre end konsekvenserne af projektet.  
Jeg hæfter mig især ved tre af manifestets ti punkter, der umiddelbart stritter, især når det handler om det almene gymnasium og hf. 
Den nye nordiske skole skal 
– styrke anvendelsesorienteringen og de praktiske dimensioner i undervisningen og den pædagogiske praksis, 
– fremme udviklingen af livsduelige børn og unge med vilje og evne til at skabe værdi for de fællesskaber, de indgår i under deres opvækst og uddannelse og senere på arbejdsmarkedet og i deres civile liv, 
– ved sin undervisning, pædagogiske praksis og eksemplariske adfærd i det daglige arbejde og virke i institutionerne gøre børn og unge til medskabere af et demokratisk og bæredygtigt samfund – socialt, kulturelt, miljømæssigt og økonomisk. 
De to sidste punkter handler vel om en form for almen dannelse. De er ikke mindst interessante for de gymnasiale institutioner, som er almendannende. Og stx er det vel i en slags anden potens, da det er det almene gymnasium. 
For mig handler almen dannelse om at tilegne sig en meningsfuld kultur, der bygger på grundlæggende viden og anskuelser, som har konsekvenser for standpunkter og livsførelse. Det sidste handler om de dyder eller forpligtelser, vi vægter og pålægger os selv, når vi går ind i et fællesskab med andre eller er en del af et samfund. 
Jeg er desværre ikke i stand til at give min indkredsning af almen dannelse en særlig nordisk dimension. Den er universel. Men det nordiske er måske også mest med for at give os en følelse af, at vi med vores tradition kan ”lyse op i verden”. Det er da saliggørende set i lyset af PISA-hysteriet, hjælpeløse kvalitetsmålinger, ledelsesfetichisme og meget andet, der har sat sit tunge præg på uddannelsessektoren i kraft af de importerede neoliberalistiske managementteorier, som også det danske statsapparat har taget til sig.

Nyt fokus på anvendeligheden 
Det første punkt i uddraget fra manifestet, anvendelsesorienteringen og det praktiske, er især for det almene gymnasium og hf langt mere ømtåleligt end de næste. Men jeg hæfter mig ved, at det erhvervs- eller specifikt erhvervsuddannelsesrettede ikke er smuglet ind, selv om det måske også er vanskeligt at gøre det, når det handler om et manifest for hele aldersgruppen 0-18 år. Det er vigtigt at fastholde, at det almene gymnasium og hf er rammen om uddannelser, der i høj grad har en mening i sig selv. 
Anvendelsesdannelse. Det er noget af en hybrid! Men udtrykket og overvejelserne bag den kan være med til at skabe en meningsfuld harmoni i ministerens projekt, især når det handler om det almene gymnasium og hf. 
At elever skaber noget anvendeligt, der rækker ud over dem selv og skolen, er ikke noget nyt. Elevers innovative og entreprenante projektarbejder har mere eller mindre tilfældigt spiret rundtomkring gennem hele min tid som gymnasielærer. Og den begyndte i 1976. Men det er min fornemmelse, at spirerne i den seneste tid har været dyrket mere intensivt, at der er en begyndende systematisk udvikling, og der har været fokus på dem. 
Samfundsfagslærerforeningen og Forlaget Columbus Fond har i det sidste par år gennemført en innovationskonkurrence, SamfundsCup. Sidste skoleår var emnet integration. I år er det bæredygtighed. Elevgrupper skal på en faglig baggrund og henvendt til en målgruppe udarbejde konkrete forslag til løsningen af et samfundsproblem. 
Nogle gange opstår det innovative og entreprenante mere spontant, som det var tilfældet i en 2.j-klasse på Køge Gymnasiums samfundsvidenskabelige studieretning.

Borgmesternotatet om Sund Zone 
Det begynder i forårssemesteret i 1.g med et integreret undervisningsforløb i samfundsfag og historie: ”Ud- og indvandring – fra roepolakkerne til et multietnisk samfund”. 
Undervisningen bevæger sig ind på partiernes integrationspolitik og Københavns Kommunes såkaldte inklusionspolitik. Vi skal i begyndelsen af 2.g i gang med en hjemmeopgave i form af et notat til Køges borgmester om den integrationspolitik, Køge Kommune ikke har formuleret. 
Et møde med borgmesteren er planlagt som en del af inputtet. Den fiktive scene er, at den socialdemokratiske borgmester skal til paneldiskussion om den integrationspolitik, Køge skal have, men – viser det sig – ikke ønsker at formulere. 
Borgmesteren er sådan set ikke interesseret i et notat om Køges integrationspolitik, men hun skal i efteråret give en status på et Sund Zone-projekt i Ellemarken, hvor cirka en tredjedel af beboerne er af anden herkomst end dansk, og der ligger en analyserapport. Jeg indretter mig efter virkeligheden og formulerer en notatopgave, hvor scenen er behandlingen af status for Sund Zone-projektet på et byrådsmøde. 
Borgmester Marie Stærke indleder på eksemplarisk vis vores interviewmøde i byrådssalen med at forklare, hvilke krav hun har til sine embedsmænd: Når de skal lave indstillinger til byrådet, skal de være objektive og saglige. De skal i deres fremstilling og anbefalinger kunne favne hele byrådet. Kommunalt ansatte er ikke borgmesterens politiske embedsmænd. Rigtige politiske rådgivere er det kun ministre og politiske ledere på Christiansborg, der har. 
Eleverne spørger løs om Sund Zone-projektet og er naturligt optaget af at diskutere områdets problemer, initiativer og aktiviteter. Det jordnære i de handlingsorienterede anbefalinger, som notatgenren rummer, er noget, som tiltaler eleverne. 
To elever fremlægger et resumé af deres notater. De har en meget forskellig karakter. Andre elever supplerer med korte input om særlige aspekter, de har med i deres opgaver. Derefter er ordet frit. 
Efter elevfremlæggelserne er der ros fra borgmesteren, men også ris. I et notat vil man aldrig skrive: ”jeg mener”. Det skal være: ”Det indstilles, at …”. Og det er i vores sammenhæng forbudt at omtale et bestemt parti hverken på godt eller ondt, etcetera. Det er opgavegennemgang del ét. Og der er måske mere autoritet, men i al fald mere virkelighed bag den. 
Vi har efter aftale med Marie Stærke inviteret Dagbladet med til mødet. Elever rådgiver Køges borgmester er da en god historie, og det bliver overskriften på forsiden. 
Eleverne, gymnasiet og borgmesteren er jo noget, når vi er i avisen, sådan er vi i det senmoderne samfund. Og efterfølgende diskuterer vi nyhedskriterier bag fremstillingen af vores arbejde og bladets vinkling. Det er et scoop, at eleverne selv kender ”virkeligheden” bag avisens formidling. Eleverne lærer, hvordan de kan anvende medierne. 
En gruppe elever skriver i deres evaluering: 
”Vi synes, det har været rigtig godt at få lov til at lave noget, hvor vi bagefter kunne se, at vores arbejde bliver brugt i virkeligheden. Det giver en kæmpe motivation og lyst til læring. Specielt også, fordi vi ved, at vi har med rigtige mennesker at gøre, og det ikke bare er noget fiktivt, som en lærer skal sidde og læse. Det bliver godt i fremtiden at kunne se ændringerne i Ellemarken med den tanke, at vi måske har haft en indvirkning på disse ændringer og virkelig har været med til at ændre folks tilværelse.” 
Ugen efter evalueringen får det sidste en lidt anden betydning: Flere elever kommer i deres notat med ideen om en lektiecafé og andre aktiviteter drevet af frivillige. De nævner eksplicit, at naboen, gymnasiet og dets elever kunne engagere sig i projektet. Der argumenteres med behovet for rollemodeller og gensidigheden i et af integrationsbegreberne. 
Sund Zone tager eleverne på ordet. Klassen bliver inviteret til et møde i Ellemarkens Sund Zone-lejlighed, hvor den igen får lejlighed til at fremlægge notaternes ideer. Men hvordan kommer vi videre? Cirka halvdelen af klassen melder sig som interesserede i at udføre et frivilligt arbejde i Ellemark-bebyggelsen, og kompetencerne viser sig at være mangfoldige. Nogle af eleverne arbejder frivilligt gennem det meste af 2.g.

Veje ud af klima-, energiforsynings- og miljøproblemerne 
Eleverne har fået blod på tanden og vil mere anvendelsesdannelse. 
Vi formulerer et projekt om veje ud af klima-, energiforsynings- og miljøproblemerne. Projektet skal være Kreativt. Ideerne skal kunne blomstre. Projektet skal være Innovativt. Ideerne skal bearbejdes, så de bliver brugbare. Projektet skal være Entreprenant. De brugbare ideer skal omsættes til løsninger, der er rettet mod en formuleret målgruppe. 
Grundlaget for at gå i gang med KIE-projektet er faglig viden, erfaringer og audiovisuelle færdigheder. 
Viden bliver tilvejebragt gennem forudgående undervisningsforløb i naturgeografi og samfundsfag. For at skabe sig erfaringer henter elevgrupperne forud for projektugen netoplysninger og dokumenter og aftaler nogle af deres interviews med målgrupper og samarbejdspartnere. AV-færdigheder bliver øvet gennem et kort kursus i videooptagelser med mere. En kollega har ekspertisen. 
Eleverne arbejder i følgende projektgrupper med lærerformulerede oplæg: 1. Køge Gymnasium – grønt flag, grøn skole. 2. Ellemarken – fra sund zone til grøn zone. 3. CP Kelco – pektinfabrikken i Lille Skensved. 4. Solrød – energiforsyningen og et biogasanlæg. 5. SamfundsCup-gruppen: Integration. Sidstnævnte gruppes arbejde indgår ikke i temaet, men bliver etableret med henblik på at indgå i priskonkurrencen SamfundsCup. 
Produkterne bliver fremlagt og evalueret over tre sammenhængende moduler. Samlet set må produkter og fremlæggelser betragtes som gode. Af elevernes skriftlige evaluering og den efterfølgende mundtlige diskussion fremgår det, at eleverne føler, at de har stor indflydelse på projektet. Det har været grænseoverskridende ved, at de selv står for at etablere kontakterne. De er glade for den anderledes produktform og fremlæggelsen. 
Efterfølgende skal grupperne formidle deres arbejde til målgrupperne. Desværre glider det ud i sandet. Vores opfølgning er ikke tilstrækkelig hård og organiseret. Men det bliver der rådet bod på i 2.g-klassens sidste anvendelsesdannende projekt.

Ungdommen og demokratiet 
– en undersøgelse 
Undersøgelsen af ”Ungdommen og demokratiet” bygger på den forudgående undervisning i beregning af middelværdi, standardafvigelse (varians), signifikans (chi2-test) i matematik og samfundsfags undervisning i demokratiopfattelser og -forudsætninger. 
Endvidere læser vi i samfundsfag understøttet af engelsk uddrag af den amerikanske professor Carole Hahns undersøgelse af unge og demokratiet: Becoming political – Comparative Perspectives on Citizenship Education for at afklare hendes begrundelse for undersøgelsen, problemstilling, emner og metodeovervejelser i arbejdet. 
Det er klassens afsluttende opgave at følge op på Carole Hahns undersøgelse. Engelsk beskæftiger sig derfor med oversættelsesteori, idet enhver oversættelse også er en oversættelse af en kultur til en anden. Oversættelsesteorien er et godt input til oversættelsen og bearbejdningen af Carole Hahns spørgeskema. 
Undersøgelsen bliver udført ved 6 elevgruppers arbejde og en individuel opgavebesvarelse (SRO-opgaven). Tilsammen skaber det undersøgelsen. Undersøgelsens empiri bliver indsamlet gennem et spørgeskema udfyldt af klasser på gymnasiet, 10.-klassecenteret på naboskolen (Elle­markskolen) og på et møde med jævnaldrende spejdere på klassens studierejse til Malta. Projektet er på den måde også en del af det AT-forløb, som er tilknyttet studierejsen. 
Vi er så heldige, at Carole Hahn kort tid efter afleveringen af SRO-opgaven er i Danmark og kan besøge skolen. Eleverne har her gruppevis lejlighed til – på engelsk – at fremlægge deres arbejde og resultater for hende, få respons og diskutere deres og hendes arbejde. Eleverne fremlægger tillige årets samfundsfagsundervisning, idet fokus for Carole Hahns forskning stadig er komparative analyser af samfundsfagsundervisningen (og dens resultater i form af elevernes demokratiske holdninger og forestillinger) i forskellige lande. Carole Hahn modtog i 1999 GL’s uddannelsespris for sit arbejde. 
Mange roser undersøgelsen for at være virkelighedsnær. Det er et begreb, der går igen. Flere fremhæver i den forbindelse spejderundersøgelsen på studieturen. Mange fremhæver, at undersøgelsen giver mulighed for at fordybe sig. Få mener, at forløbet er for langtrukkent. Flere fremhæver det tværfaglige, hvor en enkelt mener, at matematik fylder for meget. 
Mange elever beklager sig over, at 10.-klasseeleverne ikke var særlig interesserede. Nogle mener, at de ikke forstår ”os”. Men der er også en del elever, som er positive. Én skriver: ”Det er rigtig godt – meget mere af det – man forstår stoffet på en anden måde, når man skal forklare andre om et givet emne.”

Anvendelsesdannelsen 
”At man forstår stoffet på en anden måde, når man skal forklare andre om et givet emne”, er utvivlsomt en faglig fordel ved anvendelsesorienteringen. Men er det den form for forståelse, vi dyrker og værdsætter i ”den lærde skole”? 
En udbredt kritik af gymnasieundervisningen er ambitionen om et højt fagligt niveau i form af akademiske højdespring i reproduktionen af teorier og begreber, men hvor forståelsen ofte er ”snæver”, begrænset til en bestemt kontekst, og derfor mangelfuld. 
Vi bør overveje, hvordan vi i undervisningen og bedømmelser af elevpræstationer frem for dette også vægter en formidling, der demonstrerer en dybere og brugbar forståelse, som uvilkårlig bliver mere jordnær. Det sidste gør det ikke alene til en anvendelsesorientering, men også til anvendelsesdannelse. 
Det teori- og begrebstunge behøver ikke (altid?) at være dominerende i fagene og de tværfaglige samarbejder i blandt andet AT, SRO og SRP. De bør også lægge vægt på andre kompetencer end teori- og begrebsfremstilling og teoribrug, altså de mere entreprenante og innovative kompetencer og det fantasifulde og originale, jævnfør bedømmelseskriterierne i vores KIE-projekt. 
Men skal det være en del af undervisningen, så bør eleverne også krediteres for det, og det skal afspejle sig i såvel de skriftlige eksamensopgaver som kravene vedrørende bedømmelsen af den mundtlige eksamination. Det vil sige, at det skal ind i læreplaner og vejledninger. Ellers mener man det ikke. En mulig sidegevinst kan være, at sociale forskelle kommer til at spille en mindre rolle for elevpræstationerne. Og det sker ikke ved at sænke kravene, men ændre i dem. 
Er vi gennem notatøvelser og projekter ved at erhvervsuddanne eleverne til embedsmænd og konsulenter? Tja … notatskriveriet og projekter er vel også en anvendelsesdannelse, som nogle kan bruge i organisationsliv og græsrodsarbejde. Og så giver notatøvelsen en praktisk indføring i læsning og afkodning af kommunale indstillinger, som mange borgere slås med, når de vil have indflydelse på en kommunal sag. 
Almen dannelse handler almindeligvis om en frigørende personlig udvikling, der har et andet omdrejningspunkt end uddannelsen til et erhverv eller anden samfundsmæssig funktion. Gennem den almene dannelse udvikler man for eksempel en god smag for det smukke. Man kan med almen dannelse ”begå sig” ved at kunne dømme mellem godt og ondt, sandt og falsk, ud fra hvad der er værd at vide, og ved anvendelse af en kritisk fornuft. Man taler med dette også om dannelsen til en civiliseret samfunds- og verdensborger. Men der er i sandhed mangfoldige mere eller mindre divergerende opfattelser af dannelse både med og uden et ”almen” foran. 
For nogle vil min dannelsesfortolknings betoning af dannelsens konsekvenser for standpunkter og livsførelse, altså praksis, være kontroversiel. Den kommer også til at handle om den nyttetænkning, der præger Manifest for Ny Nordisk Skole, jævnfør det citerede. 
Jeg ved ikke, hvordan Christine Antorini og hendes ministerium vil implementere forestillingen om en Ny Nordisk Skole i det almene gymnasium og hf og forbinde den med den dannelsestænkning og -diskussion, der karakteriserer disse institutioner. Udfoldelsen af en anvendelsesdannelse kunne være et af flere bud. Jeg håber, at mine overvejelser og undervisningsforløb og -projekter i 2.j (2011-12) kan inspirere til en gymnasie- og hf-relevant dialog om ministerens projekt. 
En tak til eleverne i 2.j (2011-2012) og mine kolleger: Diana Stråsø Kjær, Hanne Pedersen-Ebbe, Henrik Vestergaard Petersen, Jimmi Østergaard Nielsen, Mia Olesen og Solveig Vemmelund, der alle har deltaget i udviklingen af 2.j’s samfundsvidenskabelige studieretning.