Litteratur skal også være underholdende

Vi er ikke kommet langt ind i interviewet, før Erling Jepsen stopper sin blide talestrøm, holder en kunstpause og proklamerer, at der er noget, han vil sige:

”Jeg hører ikke til dem, som mener, at udenadslære altid er af det onde. Det er mit indtryk, at udenadslæren er ved at forsvinde. Min datter har ikke lært noget udenad i skolen, det er blevet et fyord i dag.”
Erling Jepsen smiler afvæbnende som en dreng, der har lavet ballade i skolen og nu vil tage brodden af skideballen fra læreren.   

Sådan er det at være i selskab med forfatteren og eksilsønderjyden Erling Jepsen – både fysisk og i hans bøger. Han prikker til os, provokerer og har noget på hjerte, men samtidig vil han gerne have, at læserne og publikum føler sig i godt selskab.

”Det skader sgu ikke at lære noget udenad, selv om man ikke kan se meningen med det,” fortsætter Erling Jepsen.

Lærte Oehlenschläger udenad
Selv lærte han salmer udenad, da han var dreng. Hans far sad ved siden af ham og forklarede på sønderjysk, hvad Oehlenschläger ville sige os.

”Det var noget af det, jeg havde med min far, som var rent og smukt,” siger Erling Jepsen, som i den delvist selvbiografiske roman Kunsten at græde i kor fortæller om en far, der tyranniserede familien og forgreb sig seksuelt på søsteren.

Den 59-årige Erling Jepsen har levet af at skrive, siden han var 19 år. Han har ingen uddannelse, men har læst sig til sin egen dannelse, som han siger, og har nu i mere end et halvt århundrede været i godt selskab med alverdens litteratur – ikke mindst den danske.

Han er derfor imødekommende og glad for at tage handsken op, da Gymnasieskolen opfordrer ham til et interview om blandt andet litteratur, gymnasieelever og dannelse.

På jagt efter indvandrere
Da han står i køkkenet i sin lejlighed på Islands Brygge på Amager og rører i en gryde med varm mælk til kaffen, fortæller han levende om ideerne til sin nye roman, Hjertets dannelse.

Han fik den ide at placere H.C. Andersen i Sønderjylland både i fortiden og i nutiden som led i en dannelsesrejse, som går alt andet end godt for den ikoniske forfatter. Sønderjyderne er i bogen ganske enkelt ikke særligt imponerede af den selvoptagede københavner. Parallelt i handlingen fortæller Erling Jepsen historien om et selvbestaltet grænseværn, der jager illegale indvandrere med hunde og jagtgeværer – en historie taget ud af virkeligheden, forsikrer Erling Jepsen.

”Jeg har i denne roman afprøvet en ny fortælleform uden en fast hovedperson. Man skal ikke bruge den samme form hver gang,” siger Erling Jepsen.

Hjertets dannelse er på en gang en særdeles aktuel politisk kommentar, en bog om litteratur, om at fortælle historier og ikke mindst en bog om dannelse, eller netop hjertets dannelse, der måske bedst kan beskrives som, når et menneske gør det ”rigtige” især over for sine medmennesker.

Handlingen i Hjertets dannelse er på flere måder et perfekt oplæg til en snak om dannelse og litteratur. For Erling Jepsen er netop de to ting blandt gymnasiets fornemmeste opgaver – og han understreger meget kraftigt, at den klassiske litteratur er en uundværlig del af en gymnasieuddannelse. Stod det til ham, skulle eleverne læse en roman om ugen – det er måske ikke helt realistisk, men som han siger:

”Det er bare et spørgsmål om træning.”

Ej blot til lyst
Han afrunder dog først lige sin holdning til udenadslære.

”I dag går man i skolen lidt for meget op i, at det hele skal drives af lysten – jeg ved godt, det lyder gammeldags,” siger han og griner, inden han skruer stemmebåndet en tone op:

”Og de unge er jo så forvirrede, de ved jo ikke, hvad de har lyst til. Og derfor er det godt, at en lærer går ind og tager ansvaret og siger: Det her er spændende, det synes I måske ikke, men det er det altså.

Og I skal lære det udenad,” siger han.

Han har lagt sine ben op på en spisestuestol, så snuderne på hans tykke hjemmesko i skind peger op mod loftet, mens han selv sidder godt i en blød stol.

Hvis eleverne skal fanges, kræver det dog også, at læreren rent faktisk synes, at romanerne og digtene er spændende. Erling Jepsen har selv oplevet, hvordan undervisning i litteratur både kan være livsbekræftende og forfærdeligt kedelig og uinspirerende.

I anden real introducerede hans dansk­lærer, fru Eriksen, Erling Jepsen for Leif Panduro, Klaus Rifbjerg, Villy Sørensen og Cecil Bødker samt andre forfattere, som Erling Jepsens far bestemt ikke var fan af, men som for drengen var en øjenåbner af dimensioner: Kan litteratur også være sådan?

Dansklæreren gabte
Da han var 16 år, begyndte han på Haderslev Katedralskole og flyttede samtidig hjemmefra. Her var danskundervisningen knap så inspirerende.

”Min lærer sad og gennemgik pensum meget teoretisk og litteraturhistorisk. Han gabte selv hele tiden,” siger Erling Jepsen, som dog peger på introduktionen af Ludvig Holberg som et sjovt lyspunkt i gymnasiet.

Erling Jepsen vil ikke gøre sig klog på undervisning i dag, men for ham er det vigtigt, at eleverne kan se sig selv i litteraturen.

”Hvad er der mellem bogen og eleverne – det er det vigtige. Og ikke hvad der er mellem bogen og forfatteren. I mit gymnasium hørte vi så meget om forfatterne, men hvad med mig, hvad har jeg med det at gøre?” spørger Erling Jepsen retorisk.

Han mener, at litteraturen rummer så mange spørgsmål, som unge og alle andre mennesker bruger livet på at fundere over. Døden og livet, bare for at nævne nogle af de helt store spørgsmål.

”Litteraturen giver dig et indre liv. Hvis man har læst mange romaner, så keder man sig aldrig. Man kan lukke øjnene og genkalde sig scener. Du kan finde på gode replikker, hvis du bliver mobbet, og du kan sætte ord på følelser over for dine forældre. Du kan føle dig set og genkendt af forfatteren, og som romanlæser er du aldrig alene,” svarer Erling Jepsen på spørgsmålet om, hvad han mener, man som menneske går glip af, hvis man ikke bliver koblet på litteraturen.

En god indgang
Erling Jepsens romaner bliver også læst på gymnasierne, og han er også ude på skolerne for at holde foredrag. Han mener selv, at han kan være en god indgang til litteraturen for de gymnasieelever, som måske har det lidt svært med de gamle klassikere.

”Den måde, jeg skriver på, kan åbne øjnene for de elever, som ikke har et forhold til litteraturen i forvejen. Jeg har ikke en lang uddannelse – men måske mere hjertets dannelse. Jeg skriver på en måde, så alle kan forstå det på godt og ondt. For mig må der ikke være nogen sætninger og ord, som man ikke ville kunne forstå hjemme på gaden i Gram,” siger Erling Jepsen.

Han forklarer, at han tager udgangspunkt i den mundtlige fortælling, og det gør sproget let at gå til. For som han siger, så ved han ikke noget, som andre ikke ved, men han har noget, han vil fortælle, og som måske trænger til at blive fortalt.

”Hvorfor så fortælle det på en måde, som kræver visse forudsætninger for at læse det?” spørger forfatteren, hvis bøger er udkommet i en række lande.

Vold, sex og omsorgssvigt
Erling Jepsen bruger også humoren i sine historier, selv når han skriver om vold, seksuelle overgreb og omsorgssvigt, og så skal historien være underholdende. Erling Jepsen har stor respekt for underholdningen.

”Det har mange forfattere ikke, men det har jeg fandeme. God litteratur er også altid underholdende, og så er den også mere end det,” siger Erling Jepsen.

Og når læserne – for eksempel gymnasieeleverne – bliver rullet ind i Erling Jepsens underholdende historier, så manipulerer han stille og roligt med deres følelser, stiller nogle spørgsmål og tvinger dem til selv at tænke videre.

På den måde kan historien om en tyrannisk far i en lille flække i Sønderjylland i 1960’erne blive universel og måske tale direkte til gymnasieelever i 2015.

Når eleverne er blevet fanget ind i Erling Jepsens univers, håber han, at de også bliver fanget af litteraturen.

Erling Jepsen tøver lidt og smiler så igen:

”Det skal jeg måske ikke sige, men det er vigtigere, at de læser H.C. Andersen og Søren Kierkegaard, end at de læser mig.”

Forfatteren har talt sig varm og vender tilbage til sit tema om, at undervisning ikke bare skal være drevet af lyst. Nej, eleverne skal – hvis det stod til Erling Jepsen – læse masser af bøger i gymnasiet, og det skal være de store klassiske forfattere.

”For eksempel Herman Bang og Gustav Wied, ganske enkelt fordi det er noget af det bedste, som er skrevet. Eleverne skal helst få sådan et forhold til bøgerne, at de kan se, at de også handler om dem selv. Og så skal lærerne vise, at de har en glødende interesse for litteraturen – måske ikke for alle perioder, men eleverne skal mærke, at lærerne brænder for litteraturen og ikke blot gennemgår den, fordi de skal,” siger han.