Vi har svært ved at skabe høj faglighed i timerne, samtidig med at frafaldet skal være lavt.
I en ny omfattende undersøgelse giver over halvdelen af lærerne udtryk for, at det er et problem både at gå efter høj faglighed og høj gennemførelsesprocent. Derimod ser de fleste ledere ikke noget problem i at komme i mål med høj faglighed og høj gennemførelsesprocent.
Resultaterne kommer fra en omfattende undersøgelse, hvor over 5.000 gymnasielærere og mere end 150 ledere har besvaret et spørgeskema i forbindelse med et forskningsprojekt om ledelse og styring af ungdomsuddannelserne.
”Lærerne, som står i skolens maskinrum, ser en målkonflikt mellem høj faglighed og fastholdelse af eleverne. Lederne ser det i fugleperspektiv og mener ikke, det er et problem at opnå begge mål," siger Lotte Bøgh Andersen, der er forsker på Aarhus Universitet og KORA (Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning) og har været med til at lave forskningen for Rockwool Fondens Forskningsenhed.
Et langsigtet arbejde
Forskerne har også undersøgt, hvordan lederne leder på skolerne, og hvordan lærerne opfatter ledelsen. Lotte Bøgh Andersen fortæller på den baggrund, at hvis lærerne mener, det er et problem både at gå efter høj kvalitet og lavt frafald, så nytter det ikke noget, at lederen mener det modsatte.
”Hvis lærerne ikke tror på, at det kan lade sig gøre at opnå begge mål, så nytter det ikke noget, at lederen tonser på med en dagsorden om høj gennemførelsesprocent,” siger Lotte Bøgh Andersen.
I stedet må lederen arbejde langsigtet på at skabe rammerne for, at det kan lade sig gøre. Forskningen viser også, at lederen har en afgørende rolle for, hvorvidt skolen lykkes med at fastholde eleverne og opnå høj faglighed. Rent faktisk viser forskningen, at flere skoler har succes med, at mange elever får en studentereksamen, uden at det går ud over skolens karaktergennemsnit.
Forskerne har i undersøgelsen sammenlignet skolernes frafald og karakterer med en beregningsmodel, som tager hensyn til elevernes karakterer fra folkeskolen, familiebaggrund og så videre. Resultatet viser, at høj fastholdelse ikke nødvendigvis har en negativ effekt på karaktererne.
”Det tyder på, at det godt kan lade sig gøre at opnå begge mål, men det betyder ikke, at det er nemt,” siger Lotte Bøgh Andersen.
Blæse med mel i munden
Formanden for Historielærerforeningen for Gymnasiet og HF, David Kyng, mener, det er vigtigt, at gymnasierne både arbejder for høj faglighed og for, at mange elever får en ungdomsuddannelse.
”Men det er at narre sig selv at sige, at der ikke er en konflikt mellem de to mål. Hvis vi sagde, at de elever, som ikke kan følge med i gymnasiet, pinedød skal have en uddannelse, så ville vi blive nødt til at sænke barren,” siger David Kyng.
Selv om forskningen viser, at nogle skoler lykkes med begge mål, så ændrer det ikke ved, at der er en konflikt mellem de to mål, mener David Kyng.
”Lige meget hvad man måler på, vil der altid være nogle, som er dygtigere end andre. Høj faglighed og høj gennemførelse er ikke noget, man bare opnår ved et snuptag,” siger han.
Lærerne har stor udfordring
Formanden for Dansklærerforeningen for stx og hf, Birgitte Darger, kan godt forstå, at mange lærere oplever, at det er svært både at skabe høj faglighed og opnå høj fastholdelse på én gang.
”Det er lærerne, som står i klasserne og skal løfte eleverne. I dag er der mange forskellige kulturer og niveauer i en gymnasieklasse, og derfor er det en stor udfordring. Som lærer er man simpelthen usikker på, om det kan lade sig gøre at løfte eleverne derop, hvor man ønsker det,” siger Birgitte Darger.
Hun mener dog ikke, at det er en umulig opgave, og understreger, at alle elever hverken kan eller skal have topkarakterer.
”Undervisningen i dagens gymnasieklasser stiller store faglige og didaktiske krav til lærerne. Og det konstante spørgsmål om, hvordan vi når eleverne – både de svage og de fagligt dygtigste – kræver tid, viden og samarbejde,” siger hun.
Læs om Høje-Taastrup Gymnasiums arbejde med at mindske frafald
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode