Lærere om elev-til-elev feedback: Elever lærer mere

”Det er en fængende indledning, du har skrevet, men afslutningen er meget brat. Der kunne du for eksempel samle op på de spørgsmål, som du stiller i starten.”

Traditionelt set har feedback været fra lærer til elev, men denne sætning kunne lige så godt være kommet fra en elev til en anden. Det er i hvert fald udgangspunktet i peer feedback. Det er en feedbackmetode med mange betegnelser, men grundideen er, at folk på samme niveau, i dette tilfælde gymnasieelever, giver hinanden feedback. Pointen er, at de både lærer af den konkrete feedback, de får, og de bliver samtidig i stand til at reflektere over deres egne opgaver, når de læser sidekammeratens.

Flere lærere har fået øjnene op for metoden, men det betyder ikke, at der er en færdig opskrift. Erfaringerne er, at det skal tilpasses den enkelte lærers temperament, undervisning og klasse.

På Helsingør Gymnasium er det indimellem en del af lektierne i Mette Machholms fysiktimer, at eleverne via en hjemmeside giver feedback på hinandens opgaver. På Københavns Åbne Gymnasium foretrækker Joyce Strand, at hendes elever i matematik sidder ansigt til ansigt, når de giver og modtager feedback. Fælles for begge lærere er dog, at de giver konkrete spørgsmål, som eleverne skal holde sig til i deres feedback, for ellers går det op i hat og briller.

Peer feedback på Helsingør Gymnasium
Mette Machholm, der er uddannelsesleder og underviser i fysik på Helsingør Gymnasium, har brugt peer feedback som led i sin undervisning i de sidste ti år. Hun ser store fordele i, at eleverne læser klassekammeraternes opgaver.

”Eleverne lærer, hvad den gode opgave er, og at den kan være god på mange måder. Det gør eleverne mere selvstændige, for de lærer selv at vurdere, hvornår en opgave er god nok,” fortæller Mette Machholm.

Men for at eleverne kan lære af både sin egen og andres feedback, er det Mette Machholms arbejde at nedbryde opgavekravene til spørgsmål, som eleverne kan vurdere.

”Eleverne skal kunne forstå kriterierne og forholde sig til dem, og det er det, der er tricket. Det handler ikke om at lave tjeklister. Det er processen, hvor eleverne skal ind og vurdere hinandens opgaver, der giver læringseffekten,” forklarer Mette Machholm.

Mere feedback til eleverne
Mette Machholm har brugt peer feedback både som led i processkrivning og ved at lade elever rette hinandens færdige opgaver.

”Det er et forsøg på at få mere feedback til eleverne, så de både lærer at vurdere, hvad de gør i opgaveskrivningen, men det indgår også i en proces, hvor de kan forbedre deres endelige produkter.”

Anonym feedback
Mette Machholm bruger evalueringsportalen Peergrade, hvor eleverne afleverer deres opgaver, og så sørger systemet for at en anden elev i klassen kan sidde hjemme ved computeren og give feedback ud fra Mette Machholms spørgsmål.

Opgaverne bliver anonymiseret, så eleverne ved ikke, om opgaven er skrevet af bedsteveninden eller hende, man ikke kan holde ud. Det er rigtig godt, synes Mette Machholm, for det flytter fokus fra forfatteren til indholdet. Men den store udfordring er at få eleverne til at turde gå ned i hinandens tekster og komme med andre forslag.

”Det er ofte problemet at få eleverne til at revidere og gøre teksten skarpere gennem feedback. Men når man lykkes med det, er læreprocessen virkelig god,” forklarer hun.

Læreren bliver også skarpere
I en tid med både besparelser og krav om mere feedback, kan peer feedback måske ses som løsningen. Men Mette Machholm understreger, at eleverne ikke bare skal rette hinandens opgaver, fordi læreren ikke har tid.

”Eleverne skal kigge på hinandens opgaver, fordi de lærer en masse af det. Lærerens rettearbejde bliver flyttet fra at rette en masse opgaver til at finde ud af, hvad det er for kriterier, som eleverne kan og skal vurdere ud fra,” siger hun. Og det er noget, man som lærer skal øve sig på.

”Som lærer bliver jeg skarpere på, hvad det egentlig er, jeg gerne vil have svar på.”

Peer feedback på Københavns Åbne Gymnasium
Joyce Strand er lektor på Københavns Åbne Gymnasium og underviser i matematik. I løbet af det sidste år er hun begyndt at bruge peer feedback i sin undervisning eller peer review, som hun kalder det.

”Det, man vinder, er, at de enkelte elever har længere tid til at få feedback hver især,” siger Joyce Strand.

Guidelines til eleverne er nødvendigt
Før en time med peer review har hun skrevet et papir med guidelines, hvor der som regel er tre kategorier, som eleverne skal igennem. Først skal eleverne finde ud af, hvad der er godt ved kammeratens opgave. Dernæst er der en liste med for eksempel fem punkter, hvor eleverne skal vurdere i hvor høj grad, disse punkter er blevet opfyldt. Til sidst skal de, der giver feedback, komme med et par forslag til både, hvad den pågældende elev kan gøre bedre, men især også hvad eleven gjorde godt, og som hun skal blive ved med.

”Min oplevelse er, at hvis det er konkret, hvad eleverne skal svare på, så er eleverne hårdere bedømmere, end jeg er. Hvis jeg er sløset med mine guidelines, så giver eleverne feedback á la ’du er meget god’,” forklarer Joyce Strand.

De vigtigste ting bliver gennemgået
I løbet af timerne med peer feedback går Joyce Strand rundt mellem eleverne og lytter for til sidst at samle op med hele klassen på to-tre emner, der var gennemgående i opgaverne eller feedbacken.

”Så har eleverne også en fornemmelse af, at de vigtigste ting er blevet taget op i timen,” fortæller hun.

Planen er, at denne form for feedback på sigt skal spare tid for Joyce Strand, men hun er med sine egne ord stadig for ny i det til, at det kan lade sig gøre, fordi det kræver øvelse at lave de gode retningslinjer til eleverne.

”Udfordringen for mig er, at jeg skal strukturere, hvordan eleverne giver feedback, for ellers får de ikke noget ud af det. Derudover kræver det, at jeg får skabt et trygt rum, for de første mange gange er eleverne nervøse.”

Én til én kontakt
En af lektierne i Joyce Strands matematiktimer er, at eleverne optager video af sig selv, mens de fremfører et bevis på en tavle. Eleverne ser hinandens videoer i timen, for Joyce Strand kan ikke forestille sig, at de skulle sidde hjemme alene og se kammeratens video og give feedback.

”Jeg tror, det er vigtigt, at eleverne har én til én-kontakten, og at de ikke skal skrive feedback. Jeg har slet ikke overvejet, at de skulle sidde derhjemme. Jeg tror, at man kan risikere, at eleverne enten er mere sløsede eller mere hårde i deres feedback, hvis de skal skrive, end hvis de sidder over for personen,” siger Joyce Strand.

Mere ro
Hun understreger, at det kræver kræfter at træne eleverne i at give hinanden feedback. Men når det er gjort, er hendes oplevelse, at eleverne bliver mere reflekterede i forhold til faget.

Og som ekstragevinst er der mere ro.

”Eleverne opfører sig bedre i timerne, når de ved, at de skal have feedback af hinanden, og nogle elever forbereder sig mere, når andre elever skal se det, de har lavet.”