Gymnasiereformen har budt på et nyt begreb, vi skal forholde os til, nemlig karrierelæring. Det stammer formentlig fra amerikanske begreber som career management eller work-based learning. I USA forbindes disse begreber som regel med det, vi på dansk kalder ”praktik” – og ikke hvad man måske kunne forledes til at tro, nemlig et undervisningsfag. Ordets engelske etymologi får det da også til at klinge falsk i danske ører; det er bestemt ikke et begreb, der har særligt meget med den danske gymnasieskole og dennes dannelsestradition at gøre.
Ordet karrierelæring er med andre ord lidt af en sprogforbistring, men det optræder nu engang i den nye gymnasiereforms kompromisprægede ordlyd, hvorfor det skal integreres i undervisningen – og det vigtige spørgsmål, vi skal stille os selv i denne sammenhæng, er, hvordan det så i praksis kan komme til at indgå i undervisningen.
Umiddelbart lugter karrierelæring af en meget nytteorienteret tilgang til uddannelse med fokus på mennesket som produktionspotentiale frem for individets magt over eget liv. Derfor er det vigtigt at slå fast, at karrierelæring lige nu er en flydende betegnelse, der ikke har nogen fast mening eller betydning; det er med andre ord et åbent rum, der skal fyldes. Og hvis vi gymnasielærere ikke gør det, så er der andre, der gør det, og så risikerer vi, at ordet forbindes med ting som karriereplanlægning, anvendelsesorientering og praktikophold. Det følgende er derfor et forsøg på at gribe definitionsmagten og indkredse, hvad der kunne være godt ved begrebet.
Formålet med det hele
Men vi må begynde med at stille os selv spørgsmålet om, hvad der er formålet, meningen, med gymnasiet anno 2017. Er den primære funktion at spare konkurrencesamfundet for udgifter ved at give de unge mennesker nok karrierekompetencer til, at de kan komme til at leve det, samfundet opfatter som det rigtige liv med den rette karriere hurtigst muligt? Er formålet ikke længere også internt, livsoplysende, som K.E. Løgstrup ville have sagt?
Myndiggørende, sanseudvidende, demokratiserende, kort sagt dannende. Skal det udelukkende handle om nyttefokus og arbejdsmarked, eller skal det også handle om personlig udvikling og verdensudvidelse? Det er ikke uvæsentlige spørgsmål, for skolesystemet påvirker og præger i omfattende forstand fremtidens voksne, fordi det formidler en opfattelse af, hvad et menneske er, og hvad det går ud på at være til i verden. Spørgsmålet drejer sig om forholdet mellem dannelse af mennesker til livet, dannelse af borgere til demokratiet og dannelse af medarbejdere til arbejdslivet, rundt regnet det, den hollandske uddannelsesforsker Gert Biesta kalder for subjektivisering, socialisering og kvalificering.
Det er klart, at disse elementer ikke kan – og ikke bør – adskilles fuldstændigt, men man kan vægte skolens og undervisningens opgaver forskelligt. Det gælder den enkelte lærer, og det gælder skolen som helhed.
Sagt på en anden måde, så må man som lærer (og som gymnasium) kunne svare på, hvorfor man lægger beslag på elevernes tid, kræfter, energi, følelser og forstand. Et svar, der nøjes med at henvise til erhvervskvalifikation og karrierekompetence, er ikke tilfredsstillende efter vores mening. Indtil videre har der ikke været nogen, der direkte har kunnet forudse fremtiden, mindst af alle politikerne, og når man således kun har en noget diffus forestilling om, hvad fremtiden egentlig vil bringe af vilkår og udfordringer, så bør det ikke være gymnasiets primære opgave at forme fremtidens arbejdskraft i en bestemt retning. Men okay, lad os alligevel kort være fremtidsforskere: Vi forudser, at i løbet af de kommende 10-15 år vil folk drikke en del kaffe, blive forelskede, læse bøger (også på iPads), se film, lytte til musik, gå på arbejde, opleve glæder og sorger. De vil ofte skulle forholde sig til andre mennesker, og de vil mange gange skulle træffe større eller mindre valg. Så ud fra det er vi tilbøjelige til at mene, at en af ungdomsuddannelsernes væsentligste opgaver er at skabe livsmod og tillid til egne evner og muligheden for et godt og rigt liv baseret på andet og mere end blot arbejde, økonomi og indtjening. Selv om disse elementer selvfølgelig ikke er uvæsentlige.
”Valgets byrde”
Hvis man med ”karrierevalg” i virkeligheden mest af alt mener valg af videregående uddannelse (og det tyder en del af læreplanerne på, når der næsten konsekvent står ”uddannelses- og karrierevalg” i dem), så er der god grund til at fremhæve dét element i diskussionen af karrierelæringsbegrebet. Det er de færreste af studenterne, der får et job (en karriere) direkte efter gymnasiet, de fleste tager derimod en faglig uddannelse. I den optik handler karrierelæringen altså om at klæde studenterne på til at træffe det bedst mulige uddannelsesvalg – og der er næppe nogen, der er uenige i, at det er en del af gymnasieskolens opgave at være studieforberedende. Et centralt element af karrierelæringen kunne dermed være elevens bevægelse hen mod en bestemt faglighed, som Ane Qvortrup formulerede det på Universiteternes Gymnasiedage i efteråret, hvilket jo også ender med at være en bevægelse frem mod en (ny) identitet.
Og dermed er vi ved den anden del af karrierelæringen, nemlig den del, der handler om det, der populært kaldes ”valgets byrde”. Det er ubetinget positivt, hvis det nye begreb kan afdramatisere uddannelsesvalget og alle de andre valg, der venter på vores studenter, således at deres overvejelser og forestillinger om fremtiden (om arbejde, livsstil og så videre) i højere grad udspringer af lyst, interesse og faglighed frem for af nødvendighed og stakåndet ræs mod fremtiden … Denne evne til at være beslutningskyndig, ansvarlig og selvstændig har vi jo hele tiden arbejdet med at fremelske i gymnasiet. Så måske skal vi tilegne os karrierelæringen og forstå den som den dannelse og de karrieremuligheder, som den samlede fagrække og de ekstracurriculære aktiviteter bidrager med? Måske består karrierelæringen mest af alt i at fortælle vores studenter, at det ikke kun handler om, hvad de lærer, men også hvad de bruger det til senere hen i livet?
Hvordan med praksis?
Så hvordan gør man det i praksis? I det følgende vil vi kort opridse et danskfagligt forløb, der kredser om uddannelsesvalgets byrde og den identitetsdannelse, der følger med et valg af faglighed og karriere.
Vi indleder i den lettere ende og læser Dan Turèlls moderne klassiker Jeg skulle have været taxachauffør. Ved endt læsning beder vi eleverne om at sætte deres drømmejob ind i digtet og genskrive det, så vi får en indgangsvinkel til at tale om, hvilke fremtidsdrømme eleverne eventuelt har, og hvad de egentlig tror, deres fremtidsjob indebærer. Hvad sker der, hvis man sætter et andet job ind i Turèlls sproglige digtgenerator? Åh, jeg skulle have været pædagog? Eller læge?
Den næste tekst, som vi tager fat i, er Jakob Mathiassens novelle Drømmen fra novellesamlingen Beton, hvis fortæller tjener til dagen som betonarbejder – eller byggearbejder, som det hedder i dag. Arbejdet som betonarbejder er næppe førstevalget for de fleste gymnasieelever, men netop derfor er det interessant at diskutere, hvilken status forskellige job har. Samtidig fortæller Mathiassens tekst også mere generelt om de første spæde skridt ind på et jobmarked, som man som 16-årig måske ikke helt forstår, og novellen understreger fint, hvordan man er afhængig af hinandens arbejdsindsats – en pointe, som også er relevant i en skolesammenhæng.
Det er imidlertid ikke uden problemer at tage en uddannelse, og slet ikke for de såkaldt gymnasiefremmede elever, og ved at læse Knud Sørensens novelle Aftenmalkning får man muligheden for at diskutere, hvordan en uddannelse også kan medføre et brud med sit miljø, sin sociale arv; et brud, som man måske ikke er interesseret i, men som alligevel følger med. I Sørensens fine tekst betones det også – uden at være påtrængende – at dette brud ligeledes er tydeligt og har en pris for forældrene, og både gymnasielærere og gymnasieelever bør måske være mere opmærksomme på, at overgangen fra folkeskole til gymnasium også kan være svær for forældrene, der pludselig får en mindre rolle og nogle gange måske ikke er i stand til at hjælpe.
Udgangspunktet i novellen er imidlertid, at uddannelse per se er et gode og et skridt frem i livet, men hvad nu, hvis man har truffet et forkert valg? Hvad nu, hvis den (ungdoms)uddannelse, som man er kommet ind på, viser sig at være noget andet, end man troede? Viser sig at være for svær? Eller bare forkert? Ja, sådan en indsigt er ikke let at håndtere eller sætte ord på for et ungt menneske, og så kan det måske være en hjælp at læse det kapitel fra Helle Helles roman Rødby-Puttgarden, hvor hovedpersonen, Jane, netop prøver at forklare, hvorfor hun afbrød sin hf for at vende hjem til Rødby og jobbet på færgen til Puttgarden. Hos Helle er det at træffe et forkert uddannelsesvalg ikke forbundet med skam eller statustab, og det er at række hånden ud mod de elever, der er i tvivl, at læse den slags tekster på ungdomsuddannelserne.
Som afslutning på forløbet kunne det være værdifuldt at læse H.C. Andersens historie Hyrdinden og skorstensfejeren – ikke som den sædvanlige afvisning eller latterliggørelse af biedermeierkulturen – men som en historie om, hvordan en ung pige indser, at hun har truffet et forkert valg og derefter forsøger at rette op på dette. Andersens eventyr kan bruges til at illustrere, at et godt uddannelsesvalg, et godt livsvalg, skal samstemmes med det enkelte individs drømme, natur og formåen. Det er ikke alle forundt at træffe store og modige beslutninger. De fleste af os træffer som hyrdinden forsigtige, bekymrede beslutninger, og nogle gange træffer vi dem på baggrund af tvivl og negativ selvopfattelse, men den slags valg skal ikke fordømmes eller afvises. Det kan godt være, at vi som læsere mener, at hyrdinden går glip af noget bedre og større, da hun afviser ”den store vide Verden”, men det er ikke vores ret at forkaste hendes valg.
Hun har sine grunde, og dem må vi respektere. På samme måde som vi skal respektere – som undervisere og som forældre – at de unge mennesker nogle gange træffer beslutninger, som virker uforståelige og irrationelle. I Hyrdinden og skorstensfejeren er turen op på taget ikke ligegyldig, for hyrdinden lærer netop, hvad eller hvem hun er igennem den rejse, og på samme måde kan de kommende studenter også finde deres identitet i for eksempel sabbatår eller afbrudte studier, hvis disse oplevelser lærer dem, hvad der har værdi for dem. Vi skal passe på, at karrierelæring ikke kommer til at handle om bare at få et arbejde hurtigst muligt, og det kan et forløb som det skitserede måske også være medvirkende til.
Lad os erobre begrebet
Det er klart, at karrierebegrebet skal fortolkes og udmøntes forskelligt i forskellige fag – og ikke kun i danskfaget. Den centrale pointe her er, at det skal gøres meningsfuldt for elever og lærere, hvilket indebærer, at karrierelæringen kobles til gymnasiets dannelsestradition og det konkrete fags kernefaglighed. Herudover skal eleverne som hidtil (og måske i udvidet grad?) deltage i brobygning og karrieredage med mere på eksempelvis de videregående uddannelser. I denne forbindelse skal studievejlederen med sin store ekspertise og overblik være ledestjerne for eleverne.
Opsamlende kan sprogforbistringen ”karrierelæring” således forstås som en hjælp til en kalibrering af elevens indre kompas. Dette indebærer for eksempel, at vi dyrker beslutningskyndigheden og selvstændigheden hos eleven og herunder også diskuterer studie- og karrierevalg som en del af de faglige forløb, når det giver mening.
Opfordringen herfra er altså klar: Sadl op til erobringen af en flydende betegnelse, som i bedste fald og forstået i sin rette ånd vil kunne bidrage positivt i gymnasiet.
Tony Andersen er lektor i dansk og engelsk på Odense Katedralskole.
Anders Bærholm Frikke er lektor i historie og dansk på Middelfart Gymnasium og HF og er desuden medlem af GL’s hovedbestyrelse
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode