Jeg blev opfordret til at stille op som TR af både mine kolleger og min ledelse. Jeg havde leget med tanken om at blive TR, men hvis jeg ikke var blevet presset lidt til det og opfordret af kollegerne, havde jeg måske ikke stillet op. Jeg arbejder både på hhx og htx, og det er en fordel, når jeg er TR for begge grupper.
På vores skole bliver lokalløn ikke brugt – hvilket nok er et problem mange steder. Jeg har sat mit mandat ind på, at vi skal have sat gang i lokallønnen på skolen. Hvis vi ikke har fået etableret et system for, hvordan der bliver uddelt lokalløn på skolen i den kommende periode, så stopper jeg som TR. Det vidste ledelsen også, da de opfordrede mig til at stille op som TR.
Vi ligger langt fra universitetsbyerne, og vi har svært ved at fastholde nyansatte lærere. Flere flytter fra os igen, når de får et job tættere på hovedstaden. Derfor er det også vigtigt, at vi kan bruge lokale løntillæg for at få lærerne til at blive. Det går også ud over det psykiske arbejdsmiljø, når der er stor udskiftning blandt lærerne. Det er stressende for de andre lærere hele tiden at skulle forholde sig til nye lærere i et team, der ofte arbejder tværfagligt.
Opgaven fylder meget
Jeg synes, at TR-arbejdet fylder meget. Nu har jeg for eksempel brugt meget tid på arbejdet med lokalløn, hvor jeg også sparrer med kollegerne.
I forhold til OK 13 har jeg brugt meget tid på at forklare kollegerne, at tidsregistrering er et godt redskab, som de skal bruge. I løbet af det halve år jeg har været TR, har jeg erfaret, hvor vigtig dialogen om tidsregistreringen er. Det er en af de udfordringer, vi står med nu som TR'er.
Hos os står ledelsens dør åben, og jeg mener, at mit job er at påvirke ledelsen og fodre rektor med gode ideer, så vi sammen forsøger at skabe en god arbejdsplads. For mig er det spændende at være TR, fordi jeg har muligheden for at få indflydelse på, hvordan min arbejdsplads skal være, og kan gøre noget for mine kolleger.
Tillidsrepræsentant på Kalundborg Handelsgymnasium og Tekniske Gymnasium, fællestillidsrepræsentant for både medlemmer af GL, DJØF og IDA
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode