De desperate

I den franske bestsellerforfatter Pierre Lemaitres arbejdsmarkedspolitiske thriller Cadres Noirs, der netop er udkommet på dansk med titlen Et beskidt job, er hovedpersonen, den 57-årige tidligere HR-chef Alain Delambre, dybt frustreret, nedværdiget og ydmyget efter en årrække med arbejdsløshed og tilfældige småjob langt under hans kvalifikationer og til ussel løn. Tilmed er han blevet forulempet korporligt af en overordnet. Situationen begynder at påvirke alle dele af hans liv alvorligt – den personlige identitet, økonomien, parforholdet, det sociale liv. Alle de job, han har søgt, har resulteret i nærmest øjeblikkelige afslag. Alain er tæt på at give op, i erkendelsen af at personer i hans alder ikke kan hamle op med yngre, fremadstormende kræfter på et arbejdsmarked præget af neoliberale managementteorier.

Pierre Lemaitre prøvede selv at gå ledig i to år, da han som yngre underviste i litteratur på blandt andet universitetet.

”Set i et længere perspektiv var det måske ikke nogen katastrofe for mig dengang, for jeg var ikke så gammel,” siger den i dag 65-årige forfatter.

”Men det var ikke sjovt. Det var en usikker tilværelse. Så jeg kender selv til nogle af følelserne.”

Pierre Lemaitres far, derimod, mistede sit job, da han var i begyndelsen af halvtredserne. Han forsøgte i årevis ihærdigt at komme tilbage, men gav til sidst op. Fornedret og bitter og med en tiltagende følelse af at være udelukket på forhånd trods gode kvalifikationer og potentielt mange år tilbage på arbejdsmarkedet.

Således er der en hel del Lemaitre senior i bogens hovedperson. Men også en del Lemaitre junior selv. Den endelige idé til bogen kom dog, da Pierre Lemaitre en dag i finanskrisens efterdønninger hørte et radioprogram om, hvordan en stor virksomhed på fuldkommen vanvittig vis testede nye kandidater.

”Arbejdsmarkedet i dag er præget af et råt og ekstremt, kapitalistisk miljø, hvor både vold og mobning er eksisterende tabuer. Jeg synes ikke, der bliver talt nok om de virkelige problemer i offentligheden. Vi har et politisk og demokratisk problem, men jeg synes også, medierne bærer en del af ansvaret. Uddannelse – eller rettere dannelse – af befolkningen er stort set forsvundet fra tv og radios public service-forpligtelser,” siger han.
 

Solidariteten er forsvundet
Et beskidt job handler i høj grad om, hvordan vilkårene på arbejdsmarkedet gør det sværere for i forvejen pressede ældre arbejdsløse at få foden inden for. Også selv om de har været der og er godt kvalificerede. Altså en slags udokumenteret alderschauvinisme; alle ved det, men ingen vil nogensinde sige, at det handler om alder.

For bogens hovedperson opstår der en dag dog en unik chance; Alain Delambre ser et jobopslag nærmest skræddersyet til ham og hans kvalifikationer og erfaring. Han beslutter at give det en sidste chance og sætter alt ind på at komme igennem det første nåleøje til en samtale. Det lykkes, og tilmed går han videre til anden runde, hvor han i kandidatfeltet på tre personer beslutter at gøre hvad som helst – beskidte metoder indbefattet – for at få jobbet. Chefen for det højtprofilerede rekrutteringsbureau lægger ikke skjul på, at Alain med sine 57 år er lidt af et wildcard, men at hans svar i første runde havde skilt sig ud.

Alain finder dog ad bagveje ud af, at hans tilstedeværelse udelukkende er til for et syns skyld og for at legitimere ansættelsen af chefens unge elskerinde. Alain Delambre vælger at tage drastiske midler i brug for at vinde slaget, hvor den endelige test er udformet som et gidseltagningsdrama i den multinationale virksomhed, der søger en ny HR-chef. Kandidaterne skal styre spillet og derigennem teste firmaets afdelingsledere.

Alain kommer på forkant, men løber samtidig store risici i forhold til sin kone og to voksne døtre. Han ender i en ekstrem situation, som kommer fuldkommen ud af kontrol – tror læseren. Mere skal ikke afsløres her.

Ud over at være en højspændt thriller med et hav af cliffhangers er Et beskidt job en uomtvistelig kritik af samfundsudviklingen og de managementteorier, der ikke længere kun er typiske i den private sektor, men som staten og det offentlige i stigende grad har adopteret. Samt en slet skjult kritik af vor tidsalders nærmest guddommelige dyrkelse af ungdom.

Som sådan fremtræder bogen som den lille mands ofte umulige kamp mod overmagten, individualiseringen og grådigheden og som en eksponent for nogle af de frustrationer, der plager den vestlige verdens befolkninger i disse år.

”Denne bog udkom første gang i Frankrig i 2010, men fik ikke så meget opmærksomhed dengang. Nu er den blevet genudgivet og har solgt forrygende! Samtidig er den pludselig blevet interessant mange andre steder og oversat til adskillige sprog. Desværre er den blevet aktuel overalt, kan man sige. Jeg har spurgt mig selv hvorfor, og jeg tror, jeg kender svaret: Folk oplever, at de arbejder hårdt og i mange timer. Men der bliver mindre og mindre offentlig velfærd, mere og mere privatisering. Det er det samme i alle industrialiserede lande. Det er den globale, neokapitalistiske økonomis realiteter.”

Lemaitre peger på et arbejdsmarked, som er præget af resultatstyring, bonusløn og interne kampe, fordi arbejdstagere spilles ud mod hinanden. Et mindre demokratisk og solidarisk arbejdsmarked. I skyggen af diverse socioøkonomiske problemer – finanskriser, globaliseringseffekter, flygtningekriser, EU-krise. Det skaber desperation og utilfredshed med det bestående system. En følelse af håbløshed og ”os mod resten af verden”. Bare se på USA, siger Pierre Lemaitre med henvisning til valget af Trump som præsident.

”Havde du spurgt mig for to måneder siden, om Marine Le Pen kan vinde det franske præsidentvalg til foråret, havde jeg svaret ’nej, aldrig, umuligt’. Men nu er jeg ikke så sikker. Hvis realityhelten Trump kan, kan Le Pen også,” tilføjer han.

Intet at tabe
Pierre Lemaitre er bekymret over udviklingen og de mange arbejdsløse. Både unge og ældre. Der er skabt et A- og et B-hold.

”Tag nu for eksempel Frankrig. En kæmpe økonomi, et gammelt demokrati og en politisk vigtig nation. Her er nu otte millioner mennesker, som lever under fattigdomsgrænsen, og i nogle områder bevæger vi os på randen af borgerkrig. Der bliver flere rige, men også flere fattige. Og forskellen på rig og fattig bliver større og større. En femtedel af befolkningen sidder på 50 procent af pengene.”

Det betyder, siger han, at flere og flere intet har at tabe, hvilket fører til, at civiliserede mennesker risikerer at udvikle sig til ekstremiteter.

Samtidig er der ”ældreparadokset”: Europas befolkning bliver ældre og ældre, og derfor er det nødvendigt at blive længere på arbejdsmarkedet, hvis velfærdsniveauet skal bestå – en problematik, vi også kan genkende i Danmark.

”Det vil sige, at pensionsalderen hæves, og politikerne siger, at folk skal blive længere på arbejdsmarkedet. Folk oplever bare ikke, at jobbene er der! Tværtimod virker det for dem, som om der bliver mindre og mindre arbejde. Men mange af dem er jo friske og siger ’giv mig arbejde’,” siger Pierre Lemaitre, som selv, trods en yngre kone og en seksårig datter, arbejder syv dage om ugen – ”jeg kan ikke finde ud af andet” – og ingen planer har om at lade sig pensionere. Nogensinde.

Hovedpersonen Alain Delambre står i slutningen af Et beskidt job nok tilbage som vinder på visse punkter. Men han har også mistet. Hans kone har gennem hele bogen sat spørgsmålstegn ved handlingerne – hun er et underliggende symbol på det filosofiske spørgsmål om, hvad der betyder noget i livet.

Det er en helt bevidst morale – og i øvrigt en gennemgående en af slagsen i Lemaitres forfatterskab: erkendelsen af, at man ikke kan få alt, og at livet ikke er perfekt. En slags filosofisk realisme i fiktionen.

”Sådan er det jo i livet. Alain Delambre er i bogen totalt besat af tanken om, at hvis bare han får det job, vil alle andre problemer i hans liv være løst. Men sådan hænger det ikke sammen, hverken for Delambre eller i den virkelige verden,” siger Pierre Lemaitre.