Ingen dannelse uden køn

Der er meget fokus på dannelse i gymnasiet i disse år – almen, demokratisk, klassisk, digital dannelse. Ét aspekt er dog fraværende i debatten, nemlig spørgsmålet om køn. Som den primære almendannende institution i landet må gymnasieskolen – først og fremmest lærerne – forholde sig aktivt til køn. Ellers kan vi ikke med rette påstå, at vi løfter opgaven med at gøre de unge mennesker til aktive medborgere i det danske demokrati. Både Danmarks Lærerforening og Dansk Magisterforening har sat køn i undervisningen på dagsordenen, mens ungdomsuddannelserne glimrer ved vores fravær. Det må vi gøre noget ved.

Som gymnasielærere har vi et særligt ansvar for de unge menneskers socialisering, fordi vi har mulighed for at påvirke dem stærkt med vores værdier og erfaringer i deres formative år. Vi kræver, at de sætter stolene op efter timen, at de ikke smider skrald i skolegården, og at de møder til tiden og laver deres lektier. Vi kræver også, at de behandler os og hinanden ordentligt. Hvordan man gør det, kan der være mange meninger om – og vi har forskelligt temperament – men de fleste har en klar mening om for eksempel sprogbrug, og hvordan man bør behandle mennesker med anden etnisk herkomst end dansk. Det er vores formodning, at det til gengæld er de færreste, der har en klart formuleret holdning til, hvad vi vil acceptere, når det kommer til køn.

Stereotyper og gender bias
Vi reproducerer alle, bevidst eller ubevidst, kønsmæssige stereotyper, der har rod i historiske og kulturelle faktorer – i forskningen kaldet ’gender bias’. Disse forestillinger om gruppers karakteristika, der udvisker individuelle forskelle, indlæres i høj grad gennem medierne, børneinstitutionerne og skolerne. Når folkeskolen beskyldes for at være ’feminiseret’, fordi man forventes at kunne sidde stille i en klokketime og at række hånden i vejret, før man taler, eller når flid og almindelig god opførsel klassificeres som ’kvindelige dyder’ [1], skaber det forventninger til både piger og drenge. Uanset om de unge er bevidste om stereotypificeringen eller ej, bliver deres præstationsevne påvirket af den enten positivt eller negativt. Derfor er det vigtigt, at vi er opmærksomme på, hvorvidt og hvordan vi tillægger eleverne bestemte kvaliteter eller mangel på samme, så vi ikke uforvarende påvirker deres faglige og sociale udbytte af deres gymnasieår baseret på deres køn.

Som undervisere er vi vant til at reflektere løbende, mens vi arbejder. Vi er opmærksomme på, hvilke elever der rækker hånden op, hvilke taksonomiske niveauer de bevæger sig på, hvordan de reagerer på forskellige arbejdsformer. På samme vis må vi være bevidste om kønsrelaterede ubalancer og handle på dem. Først gælder det om at identificere sin egen gender bias – vi har den alle i en eller anden form. Til det formål kan man for eksempel tage en ’implicit association test’ [2], der kan vise, om man kobler bestemte begreber som kvinder/familie og mænd/arbejde, og på den måde åbne diskussionen.

Pigerne er under pres
Køn har stor betydning for danske unges virkelighed i dag. Ifølge Den Nationale Sundhedsprofil, der udkom i marts i år, oplever 40,5 procent af de 16-24-årige kvinder et højt stressniveau sammenlignet med 23,4 procent blandt mænd i samme aldersgruppe. Der er ingen tvivl om, at eksempelvis fremdriftsreformen og de sociale mediers udvikling stiller stigende krav til de unge, og der er tydeligvis forskel på, hvordan det rammer kønnene. Det pres skal vi, der tilbringer så meget tid sammen med de unge, anerkende – ikke mindst for pigernes vedkommende. Det er nærliggende at tro, at det store fokus på udseende rammer pigerne hårdest, men den rigtige forklaring er nærmere, at vi lever i et samfund, der stadig forskelsbehandler på baggrund af køn. I flæng kan nævnes det kønsopdelte arbejdsmarked, lønforskellen på 17 procent, varegørelsen af kvindekroppen og kønsfordelingen blandt ministre og erhvervsspidser. Pigerne er bagud på point, og det er stressende i sig selv.

Samfundets forventninger til drenges og pigers faglige præstationer i uddannelsessystemet er ikke de samme. Det ses tydeligt på de reaktioner, der kommer, når der sker noget uventet, som da pigerne for nylig begyndte at få højere karakterer end drengene i grundskolen. I 2016 var pigernes gennemsnit fra 9.-klasseseksamen 0,85 karakterpoint højere end drengenes, hvilket primært skyldes højere karakterer i dansk, mens drengene stadig fører med 0,35 karakterpoint i matematik. Alligevel var kun drengenes udfordringer i fokus [3] blandt både presse og politikere, da tallene kom frem – normalen er, at drengene er foran, og det udløser ingen ramaskrig. Det samme ses i debatten om de såkaldte ’12-talspiger’, der udstilles som særligt sårbare, mens drenge med samme ambitionsniveau ikke får nogen særlig opmærksomhed – de forventes ikke at være sårbare ligesom pigerne [4]. Det er gender bias i en nøddeskal.

Køn ind i didaktikken
Ligestilling mellem kønnene inden for uddannelse er et af UNESCOs centrale 2015-mål. Det består af to dele: lige behandling og lige adgang til uddannelse. UNESCO anbefaler, at man tænker køn ind i sin didaktiske tilgang, både hvad angår klasseledelse og undervisningsmetoder [5], og det er her, vi for alvor kan gøre en forskel for vores elever.

Det første skridt er som nævnt at anerkende problemstillingen, og det andet er at undersøge, hvordan man forholder sig til køn på skolen. Man kan passende starte med sig selv og sine hold. Når vi og eleverne arbejder sammen, udvikler vi ikke blot vores faglighed, men også vores sociale kompetencer, og derfor må køn være med i vores didaktiske overvejelser. Man kan så mene, at forskelsbehandling for at sikre ligestillingen forfordeler drengene, der hvor den da ikke forfordeler pigerne – men hvis vi ikke arbejder aktivt for at skabe lighed, reproducerer vi blot de eksisterende ulige strukturer.

Hvad gør vi så konkret? Til at starte med skal eleverne selvfølgelig lære at arbejde sammen på tværs af køn. Men gør de det? Blander piger og drenge sig i klassen, eller når der er gruppearbejde? Gør vi selv noget for at sætte dem sammen? Danner vi selv kønsopdelte grupper, hvorfor/hvorfor ikke, og hvis ikke – hvorfor skulle vi så acceptere det, hvis eleverne gør det? Her er vi garanterne for, at eleverne oplever, at køn ikke er en hindring for det faglige samarbejde. Noget så simpelt som tællegrupper kan være en god løsning.

Vi må også se på opgavefordelingen: Er det typisk pigerne, der agerer sekretær? Kommer drengene i højere grad til orde? Og når vi for alvor skal se indad: Lærer vi hurtigere drengenes navne eller bruger deres navne oftere? Omtaler vi oftere pigerne end drengene ud fra deres udseende? Har vi forskellige forventninger til drenges og pigers præstationer inden for bestemte discipliner, som at drengene er bedre til matematik og naturvidenskab, og pigerne bedre til humaniora? Disse stereotyper eksisterer bestemt også i den danske gymnasieskole.

Kvinder i stoffet
Vi må også indtænke køn, når vi udvælger det stof, vi skal arbejde med. Det duer for eksempel ikke, hvis samtlige læste forfattere er mænd, for det fortæller groft sagt eleverne, at det kun er mænd, der kan skrive litteratur. Eftersom kvinder har været udgrænset fra samfundsliv, offentlighed og magt i flere tusinde år, er der selvfølgelig flere mænd, der har haft mulighed for at markere sig, og det vil være kunstigt og uhensigtsmæssigt at gå efter en ligelig kønsfordeling i eksempelvis ældre historie. Men overvejelsen om, hvorvidt relevante kvinder kan inddrages, og forklaringen på, hvorfor de er underrepræsenterede, må indgå.

Vi må også forholde os kritisk til kønnets betydning i stoffet. For eksempel postulerer mange lærebøger, at Danmark fik demokrati med den første grundlov i 1849, selvom blandt andet kvinderne ikke fik del i de nye rettigheder. Når vi arbejder med en sådan tekst, er det vigtigt, at vi kritiserer det manglende fokus på kvinder og lærer eleverne at spotte den tendens. Og dermed kommer vi til spørgsmålet om sprog.

Bevidst sprogbrug
Sproget er en central kampplads i socialiseringsprocessen, fordi vi bruger det til at definere verden. Som undervisere forholder vi os allerede til, om vi for eksempel bruger bande- eller fremmedord i selskab med eleverne, og det samme må vi gøre med kønnene. De fleste er forhåbentlig enige om ikke at kalde en pige for ’kælling’, men hvad med et begreb som ’tøsedreng’, der nedgør en mand ved at sammenligne ham med en kvinde? Hvad med at kalde en flok piger for ’en hønsegård’? De er begge talehandlinger, der er udbredte, og som de færreste nok vil betegne som kønschikane – men det er de.

Det er ikke blot det nedsættende sprog, der udtrykker og påvirker vores opfattelse af kønnene, men også vittigheder om køn, sjofle historier om køn, og når man giver udtryk for, at et bestemt køn ikke er god til at løse en bestemt type opgaver. Det sidste kan vi for eksempel arbejde med, når vi fordeler opgaver blandt eleverne og giver dem kritik, også foran andre. Desuden er der en stærk tendens til at gøre mænd til sproglige fællesnævnere: ’Sidemand’, ’formand’, ’tillidsmand’ og så videre. Det er ikke ligegyldigt, om vi bruger ord, der gør kvinder til bipersoner, og det er så let at sige ’sidekammerat’ eller ’nabo’ i stedet. Hvis du synes, at det er lige meget, så prøv at erstatte ordet ’mand’ med ’kvinde’ i fællesbetegnelserne i en uges tid, og se, hvordan elever og kolleger reagerer.

Danmark er ikke i mål
Selvom #MeToo-bevægelsen har kastet nyt lys over kønsspørgsmålet, har debatten i Danmark været væsentlig mere afdæmpet end i vores nabolande. Det skyldes først og fremmest det danske debatklima [6], hvor ligestilling i højere grad formuleres som en individuel problemstilling frem for et kollektivt ansvar som i for eksempel Norge og Sverige [7]. Det skyldes i hvert fald ikke fraværet af udfordringer på ligestillingsfronten. Det viser for eksempel en nylig rundspørge blandt universitetsstuderende foretaget af Dansk Magisterforening, hvor hele 74 procent af de deltagende kvinder og transkønnede har oplevet en eller anden form for kønschikane på studiet eller studiejobbet – fra nedsættende kommentarer til uønskede berøringer [8]. Der findes endnu ikke en undersøgelse af omfanget af kønschikane blandt de danske gymnasieelever, men i kølvandet på debatten om deling af pornografiske billeder er DGS gået i gang med at lave én. 

Som leverandører af studerende til universiteterne må vi erkende, at en del af løsningen på deres problemer ligger hos os i gymnasieskolen. Og selvom vi her først og fremmest kommer med forslag til individuel handling, batter det først rigtigt, når vi handler i fællesskab og gør køn til et kollektivt anliggende. Danmarks Lærerforening har taget handsken op og opfordrer til at rejse debatten om køn på skolerne og for eksempel diskutere stereotyper og sprogbrug i faggrupperne [9]. Det må vi også kvittere for som deres aftagere.

Vores elever må forlade gymnasiet med en fornuftig indstilling til køn. Skal de blive gode, dannede demokrater, er ligestilling en uomgængelig del af deres uddannelse. Og det er også vores ansvar. 

——————————————————

Kilder