I Aalborg bruger man tiden på dialog – ikke på planlægningstal

Landets statsminister, Mette Frederiksen, voksede måske nok op kun en god Orla Frøsnapper-lang spytklat nord for Aalborg Handelsskoles afdeling i Turø­gade. Men hendes nyligt udtrykte syn på den mentale del af selve det at gå på arbejde har tilsyneladende ikke vundet stor genklang på lokaliteten i Østbyen.

“Man skal trives på sin arbejdsplads – og her er tilrettelæggelsen af arbejdstiden og dialog med sin leder herom et vigtigt element,” er det første, direktør Rikke Christoffersen siger uden direkte at bruge ordet ‘sjovt’, da Gymnasieskolen har sat hende, en del af ledelsen på skolens hhx-afdeling og de to GL-tillidsrepræsentanter stævne for at høre om skolens implementering af et af overenskomstens smertensbørn, tidsregistreringen.

Aalborg Handelsskole er nemlig lykkedes med at implementere et system, der rent faktisk fungerer. Endda uden planlægningstal. Som de ansatte over en bred kam efterhånden er tilfredse med. Ja, nærmest en succeshistorie, uden det skal lyde som ren idyl. Det vender vi tilbage til.

Før skolen i 2018 for alvor satte sejlene til at gøre tidsregistreringen til omdrejningspunkt, havde lærerne befundet sig i en såkaldt forståelsesaftale i slipstrømmen på OK 13. En slags hybrid med tidsregistrering uden hyppig opfølgning, hvor folk måske ikke altid fik det, de egentlig var berettiget til, fortæller tillids­repræsentant fra hhx-afdelingen i Saxogade Ann Baadsgaard.

Nu er det ikke længere en mulighed ikke at tidsregistrere, selvom nogle gerne så akkorderne genindført. Alle holdninger er repræsenteret i lærerkollegiet.

En af fordelene ved tids­registrering er, at det bliver tydeligt, hvordan man egentlig bruger sin arbejdstid, siger tillidsrepræsentant Malou Christensen.

“Der er tre hovedgrupper: Den ene elsker akkorderne, den anden elsker tidsregistreringen, og så er der en stor mellemgruppe, som ikke har en særlig præference, men bare gerne vil have tingene til at fungere og have et godt arbejdsliv – og det er vel i bund og grund det, det hele handler om for os som ambitiøse akademikere,” siger Ann Baadsgaard.

Uanset holdning har skolens model den fordel, at alle nu kan se, hvor meget tid de rent faktisk bruger på de forskellige opgaver, tilføjer hendes TR-kollega på Turøgade-afdelingen, hvor vi befinder os, Malou Christensen. Og nok så vigtigt, påpeger hun, foregår det hele i en tydelig proces.

Fælles forståelse
De to tillidsrepræsentanter giver samstemmende udtryk for, at de oplever en ledelse, der tager lærerne som individer og tidsregistreringen ­alvorligt. Alternativet ville da også være en joke, mener de.

“Vi skal tage højde for de følelsesmæssige ressourcer og udfordringer, der er forbundet med jobbet. Det er en central del af det at være lærer, og der oplever jeg en stor grad af imødekommenhed,” siger Ann Baadsgaard.

Så når ledelsen taler om dialog og tillid, enighed om kerneopgaven – “at gøre eleverne så dygtige som muligt” – er det ikke bare en skåltale.

“Jeg har jo selv været underviser og ved, hvad det kræver,” siger Rikke Christoffersen.

Charlotte Koldsø er rektor for hhx-afdelingen. Hun har været en slags primus motor for modellen med tidsregistrering uden planlægningstal, som hun har haft gode erfaringer med fra den professionshøjskole, hun kom fra.

​“Jeg er meget glad for, at vi har fået skabt en fælles forståelse af ressourcen. Vi har – ledelse og medarbejdere – en fælles opgave at løse på bedst mulig vis. Derfor er det vigtigt, at medarbejderne fortæller os, når vi går galt i byen. Folk vil gerne levere det, der skal leveres. Det er så vores ansvar som ledelse at prioritere,” siger rektoren, der sammen med uddannelsescheferne dog sjældent oplever i den prioritering at skulle sige, at der er opgaver, som ikke skal udføres.

“Det er vigtigt, at medarbejderne fortæller os, når vi går galt i byen,” siger rektor Charlotte Koldsø.

“Det kan være grænseoverskridende for mange lærere at skulle nedregulere. Men samtidig kan det skabe tryghed, at du har en ledelse, der faktisk gerne vil vide, hvis noget er galt,” siger Malou Christensen.

Transparens er afgørende
Tidsregistrering i sig selv er på mange skoler et problematisk område. Det handler ikke kun om, at mange lærere traditionelt har svært ved at forbinde gerningen med begrebet tid og noget, der kan måles. Det handler måske især om de mange steder forkætrede planlægningstal, ledelsen arbejder ud fra, men som er hemmelige. Altså en slags skufferegnskab, som kun ledelsen kender til.

Det kan derfor virke ganske kontroversielt for mange, når ledelsen på Aalborg Handelsskole melder ud, at systemet fungerer bedst uden planlægningstal. Kan det virkelig passe?

“Så snart der kommer tal på, virker tidsregistreringen ikke,” lyder det korte og kontante svar fra direktør Rikke Christoffersen.

Forudsætningen, for at det kan fungere, er ifølge Ann Baadsgaard, at der er åbenhed og transparens i det, ledelsen foretager sig. Ingen hemmelige tal som førhen. Fantasitallene, som hun også kalder dem, er for hende en ren parodi. Hun kan næsten ­ikke betone vigtigheden af, at det bliver taget alvorligt, nok.

TR-kollega Malou Christensen tilføjer en anden og måske mere overraskende vinkel på problematikken:

“Vi ønsker dybest set ikke, at vores ledelse skal bruge tid på planlægningstal. Vi vil hellere have, at de bruger tiden på at tale med os.”

“Ja, netop derfor er tidsregistreringen vigtig for os som ledelse. Hvis det hænger sammen talmæssigt, kan vi jo begynde samtalen et helt andet sted,” bryder rektor Charlotte Koldsø ind og tilføjer, at set fra et ledelsesperspektiv er det vigtigt med ledere, der vil den personlige ledelse.

Malou Christensen oplever ikke stor afstand til ledelsen, som i vid udstrækning inddrager tillidsrepræsentanterne i problemløsningen, og på den måde bliver der ikke en A-side og en B-side, som man så tit hører, selvom der kan være uenighed om mange ting.

At være gymnasielærer er både et hårdt og spændende job. Det ændrer hverken tidsregistrering eller akkorder på, mener tillidsrepræsentant Ann Baadsgaard.

Ann Baadsgaard nævner, at dialogmøder uden referat også gør en forskel og giver plads til at drøfte problematikker og uenigheder på en god måde.

“Det er vigtigt, at direktøren og ledelsen ikke er nogle spøgelser.”

Ikke noget quick fix
Aalborg Handelsskoles model indeholder tre standardbeskeder. Balance, over eller under. Alle lærere får en månedlig skriftlig opgørelse med mulighed for opfølgende samtale. Uddannelseschef Lone Damgaard Knudsen og to andre ledere kigger ‘stenhårdt’ på opgørelserne hver måned i et perspektiv på både en måned og tre måneder.

“De fleste ligger fint det meste af tiden. Hvis folk ligger 20 timer over eller under, reagerer vi. Har de for eksempel glemt at tidsregistrere et eller andet? Eller har de måske været på kursus, studietur eller lignende? Men alle får en tilbagemelding hver eneste måned,” forklarer hun.

Forberedelse, arbejdstid, rette­arbejde og andre opgaver som for eksempel kurser tidsregistreres.

Uddannelseschef Lone Damsgaard Knudsen bruger en stor del af sin arbejdstid på opgørelser af og opfølgning på lærernes tidsregistrering.

Men selvom modellen på mange måder er en succes, lægger  Ann Baadsgaard stor vægt på, at det ikke er en halleluja-løsning, som fjerner ­alle belastninger. Det er et langt, sejt træk. Der er ikke noget quick fix her, lyder det, og heller ikke nødvendigvis en model, der vil passe ind alle steder. Alt har heller ikke været problemfrit.

For eksempel har modellen for en del lærere været ensbetydende med en lønnedgang, fordi mertid og plustid nu er nødløsninger ved akut opståede situationer og ikke noget, skolen opererer med planlægningsmæssigt.

“Det er nogle da trætte af, fordi det selvfølgelig kan opleves som en forringelse. Men jeg vil påstå, at de fleste føler sig ordentligt behandlet i selve tidsregistreringen. Jeg får ingen henvendelser fra kolleger, der føler sig snydt. Det er en god indikator,” siger Ann Baadsgaard.

TR-kollega Malou Christensen tilføjer, at det heller ikke er hendes oplevelse, at der er skyggearbejde, som folk undlader at registrere. Men i en forandringsproces kan der være forskellige reaktioner i de forskellige faggrupper. Dog er der en grundlæggende tillid til, at opfølgningen bliver taget alvorligt.

Hun vil imidlertid meget gerne gøre opmærksom på, at akkordernes forsvinden og tidsregistreringens indførelse er kommet samtidig med nye overenskomster og diverse reformer. Det har medført mere kompleksitet i gymnasielærerjobbet og større belastninger og måske mindre tid til det sjove, kreative og eksperimenterende.

“Men det, vil jeg mene, har sådan set ikke noget med tidsregistreringen at gøre. Det ville ikke være anderledes med akkorder. Det kunne jeg godt tænke mig, at man forholdt sig lidt mere til i sektoren.”