Tekst_
Tina Rasmussen
Foto_
Jasper Carlberg
”Nu sætter jeg dagens sang på, og så kommer jeg rundt og samler mobiler ind imens.”
Musiknummeret Bor her med Raske Penge fylder rummet, og snakken forstummer. Emilie Rademacher tager plastikkassen og begynder sin runde mellem bordene og de 32 elever i 1.f på Herlev Gymnasium og HF.
Nummeret er en del af det lyrikforløb, hun har med klassen i øjeblikket, men faktisk er ’dagens sang’ blevet hendes faste måde at starte alle timer på. Idéen har hun fra sin egen gymnasietid, hvor en lærer brugte det som afslutning på hvert modul.
”For mig er det en god måde at starte timen på. Eleverne får sat tasken, snakket af og bliver klar, uden at jeg skal skælde ud,” fortæller Emilie Rademacher.
Hvordan er det at være ny gymnasielærer?
I fire artikler følger Gymnasieskolen Emilie Rademacher i hendes første år på Herlev Gymnasium og HF.
Der er gået tre en halv måned, siden hun i august tog hun hul på sit første år som gymnasielærer.
”Det har været virkelig fedt at komme i gang. Men jeg er blevet overrasket over, hvor krævende det er,” siger hun.
Den største udfordring har været at finde ud af, hvilket fagligt niveau der er det rigtige, og hvordan hun får lavet en afvekslende undervisning, der fanger eleverne. Og det er det stadig.
”Jeg synes, det er virkelig svært at vide, hvilket niveau jeg skal starte på. Det skal hverken være for ambitiøst eller for uambitiøst,” siger 26-årige Emilie Rademacher, der underviser i dansk og mediefag.
Herlev Gymnasium og HF har mange tosprogede elever og elever fra hjem, hvor forældrene ikke har en gymnasial uddannelse.
”Jeg tænker meget over, hvordan jeg kan motivere de forskellige elevtyper,” siger hun.
Starter forfra hele tiden
Hun var godt klart over, at man som underviser skal være omstillingsparat. Men omfanget har alligevel overrasket hende. Det, der fungerer i én klasse, fungerer ikke altid i en anden.
”Jeg er nødt til at undervise på meget forskellige måder, alt efter hvilken klasse jeg har. Det øver jeg mig på. Nogle klasser skal for eksempel have en høj grad af lærerstyring, andre klasser trives med gruppearbejde og kreative opgaver.”
Jeg må hele tiden justere på tingene.
Og pludselig kan det hele skifte. Det kan være et nyt emne, der gør, at hun er nødt til at ændre på undervisningsformen og arbejdsmetoderne i en klasse, forklarer hun.
”Jeg må hele tiden justere på tingene. Når jeg begynder på et nyt forløb, starter jeg nærmest lidt forfra og tænker: Hvad har eleverne brug for nu? Der er mange forskellige veje til læring.”
Nogle gange falder plan A til jorden, og midt i et modul må hun opfinde plan B.
”Hvad gør man lige i fjerde modul, når alle hænger ind over bordene? Så er det tit noget med, at de lige må ud og have 10 minutters frisk luft.”
Skør, dobbelt følelse
På den ene side er det pædagogiske og didaktiske arbejde enormt krævende. På den anden side er det en af de ting, hun værdsætter mest ved jobbet.
”Det er en skør, dobbelt følelse. Det er jo mødet med eleverne, jeg holder allermest af ved at være gymnasielærer,” siger Emilie Rademacher.
I de første uger planlagde hun alle moduler i detaljer, og hun forberedte altid for meget indhold. Det havde hun det bedst med, men det krævede også meget arbejde.
Hun startede med en stilling på 75 procent og fem hold. Nu har hun fået et ekstra hold og er kommet på fuldtid. Det har tvunget hende til at skære ned på forberedelsestiden.
”Men jeg er også blevet lidt mere tryg i rollen,” siger hun.
Det er ikke kun fagligt, at du skal levere. Der er også et stort omsorgsarbejde.
Noget, der også har overrasket hende, er, hvor hårdt det i det hele taget er at stå foran en klasse og ’være på’. Har hun sovet dårligt eller tumler med noget, er det ekstra sårbart at træde ind i klasserummet – til elever med høje forventninger.
”På et kontor kan du gemme dig lidt bag computeren. Det kan du ikke som lærer. Det er ikke kun fagligt, at du skal levere. Der er også et stort omsorgsarbejde i rollen som lærer. Sådan er det, når man arbejder med mennesker. Så også på det punkt har jeg den her dobbelte følelse.”
Hjælp fra mentorer
Fordi hun kun er midlertidigt ansat frem til sommer, er hun ikke i pædagogikum. Men hun og de andre nye lærere på skolen har været igennem et ’minipædagogikum’, og i både dansk og mediefag har hun fået en erfaren kollega som mentor. De har været en kæmpestor hjælp, fortæller Emilie Rademacher.
Hør Emilie Rademacher fortælle, hvad der har udfordret hende mest i de første tre måneder som gymnasielærer.
Om få uger skal hun have sit turbo-hf-hold i mediefag til eksamen. Inden sommerferien var hun vikar i dansk på skolen i to måneder, men at undervise i mediefag har været totalt ukendt land.
”Jeg har i den grad lænet mig op ad min skønne kollega. Hun har hjulpet mig med at forstå, hvordan faget er bygget op, og hun har delt sine forløb med mig og stået klar med sparring hele tiden. Det har været en lettelse, at hun har kunnet vise mig, at hvis jeg kører de og de forløb og gør sådan og sådan, så opfylder jeg både de teoretiske og praktiske krav i læreplanen,” fortæller Emilie Rademacher.
I dansk har hun blandt andet sparret med sin mentor om skriftlighed. Om hvordan man retter stile ordentligt, og hvad man gør, hvis man har mistanke om, at elever har snydt med ChatGPT. Den situation har hun allerede været i adskillige gange.
I fem tilfælde har hun været meget sikker i sin sag og har konfronteret eleverne med det. Nogle har indrømmet, andre ikke.
”Det er frustrerende at læse tekster skrevet af AI. Eleverne lærer ikke noget, og det er spild af både min og deres tid. De, der indrømmer, begrunder det med, at de er pressede. Det forstår jeg godt, at man kan være, men det er jo åndssvagt at snyde.”
Hun har vendt det med rektor for at være sikker på, hvordan hun skulle håndtere det.
”Jeg dumper dem, hvis de selv indrømmer, at de har brugt AI, ellers bliver stilen vurderet som ‘uden for bedømmelse’. Jeg har heldigvis ikke taget nogen i at snyde for anden gang. Hvis det sker, må jeg vende med rektor, hvad sanktionen så skal være.”
Hvor meget skal man dele?
Tilbage i 1.f har Emilie Rademacher gennemgået, hvad forskellen er på traditionel og moderne lyrik. De taler om vers og strofer, hvordan man laver en lyrikanalyse og hvad digtet Månebørn, som eleverne har læst hjemme, handler om.
Nu skal de arbejde med nummeret Bor her, som de lyttede til i starten af timen.
”Vi skal have et emne mere på,” siger hun og skriver ’semantik’ på tavlen.
De må godt vide, at jeg har en kæreste, bor på Frederiksberg og kan lide at læse i min fritid.
Hun har først fået klassen for tre uger siden, hvor de nye studieretningsklasser blev dannet. Sammen med sin mentor i dansk skal hun dele posten som klasselærer og stå i spidsen for arbejdet med relationer, fællesskab og trivsel i klassen. Hun glæder sig til den nye rolle.
Det er vigtigt for hende at vise eleverne, at hun interesserer sig for dem, og derfor bliver hun nogle gange i pauserne og snakker med dem om deres interesser, og hvad de har lavet i weekenden.
Men hvor meget hun skal dele ud af sig selv, er hun stadig lidt usikker på. Det mærkede hun, da hun for et par uger siden var på introtur med klassen.
”Det er helt naturligt, at de gerne vil lære mig bedre at kende, og de må godt vide, at jeg har en kæreste, bor på Frederiksberg og kan lide at læse i min fritid. Men jeg bliver lidt på overfladen. Indtil videre.”
Det første, eleverne spørger om, er altid, hvor gammel hun er.
”De tror, at jeg er yngre, end jeg er. Når de så hører, at jeg er 26, så tror jeg alligevel, de synes, at jeg er temmelig voksen,” siger hun og smiler.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode