Tekst_
Tina Rasmussen
Foto_
Jasper Carlberg
Hårde ord fra elever i en evaluering og klasser, hvor det er umuligt at få ro. De seneste uger har været svære for Emilie Rademacher, der er i gang med sit første år som gymnasielærer.
Hun kommer gående med kageæsken i hænderne. Frokostpausen er lige begyndt. Flere af hendes kolleger sidder allerede ved langbordet, og lyden af snak og klirrende bestik fylder rummet. Uden for vinduet spiller to drenge fodbold i forårssolen.
”Jeg har fået en undskyldningskage fra min 1.g-klasse,” siger hun og stiller den på køkkenbordet i hjørnet af lærerværelset.
“I tager bare.”
Fokus: Det første år
Hvordan er det at være ny gymnasielærer?
I fire artikler følger Gymnasieskolen Emilie Rademacher i hendes første år på Herlev Gymnasium og HF.
En del af hendes kolleger ved allerede, hvad der er sket i ugen inden, for Emilie Rademacher har fortalt åbent om de hårde kommentarer, nogle elever har givet hende i en undervisningsevaluering.
At tale om det, der er svært, er blevet hendes strategi for at finde vej i livet som ny gymnasielærer. Hun har allerede erfaret, at det er den korteste og bedste vej til gode råd og faglig sparring. Og forståelse og et klap på skulderen, når det er det, hun har allermest brug for.
”Jeg har behov for at komme ud med tingene, og jeg føler mig tryg i at gøre det. Mine kolleger går ind i samtalen og vil virkelig gerne hjælpe. Det er dem, der gør, at jeg kan være i jobbet,” siger 26-årige Emilie Rademacher, der har undervist i dansk og mediefag på Herlev Gymnasium og HF siden august 2025.
Hun lægger ikke skjul på, at de negative kommentarer i evalueringen har gjort ondt. På spørgsmålet ’Hvad kan gøre undervisningen bedre?’, havde to elever svaret: ’At få en bedre lærer end dig’.
”Jeg blev meget ked af det. 95 procent af kommentarerne var positive. Flere havde skrevet virkelig søde ting. Men det var de to kommentarer, der ramte mig.”
Smil noget mere
Flere kolleger rådede hende til at konfrontere eleverne med det i det følgende modul. Det gjorde hun. Hun prøvede at få dem til at forstå, at deres ord betyder noget, og at det ikke er sådan, man giver konstruktiv feedback.
Men det gik ikke helt, som hun havde håbet. Tre-fire elever begyndte at kommentere på hendes udseende. De sagde, at hun så sur ud hele tiden og skulle smile noget mere. Og i øvrigt gav hun dem også for mange opgaver for, lød kritikken.
”Det udviklede sig til en halv times kritik – primært af min mimik,” fortæller Emilie Rademacher.
Det er svært, når kritikken går på ens personlighed og udseende.
”Jeg er meget åben for kritik af min undervisningsform. Jeg vil meget gerne lave ændringer, hvis noget er kedeligt, eller jeg taler for meget. Men det er svært, når kritikken går på ens personlighed og udseende.”
Hun var rådvild, da hun tog hjem. En kollega, der også har klassen, skrev til hende om aftenen for at høre, om hun var o.k., og efterfølgende tjekkede flere kolleger op på hende.
Samtidig skrev flere elever i klassen til hende, at de var uenige i kritikken og godt kunne lide hende som lærer, men at de ikke havde turdet sige noget.
”Og i dag kom de så med kagen som undskyldning, og jeg fik et gruppekram. De sagde, at de havde haft dårlig samvittighed. Selvom jeg har fået bearbejdet kritikken, blev jeg alligevel lettet. Det fik mig til at føle mig god nok.”
Vigtigt relationsarbejde
Det er knap fire måneder siden, Gymnasieskolen sidst besøgte Emilie Rademacher på gymnasiet i Herlev.
Episoden med evalueringen er bare ét eksempel på, hvordan eleverne konstant fylder i hendes tanker, fortæller hun, da vi efter frokostpausen sidder med en kop kaffe i et stille hjørne af skolen. På godt og ondt, som hun siger.
Mine elever er kommet til at betyde helt vildt meget for mig.
Hun synes stadig, det er svært at skulle være omstillingsparat, når den undervisningsform og de arbejdsmetoder, der fungerede fint i en klasse, ikke dur i den anden.
Arbejdet med at få skabt en god relation til eleverne er også noget, hun stadig øver sig på. Det sker tit, at elever vil tale med hende om private ting og problemer efter undervisningen.
”Jeg bruger en del tid og energi på det, men jeg vil det rigtig gerne. Nogle gange skal jeg bare lytte eller give et kram. Vi får en anden relation til hinanden. Det gør, at de har det bedre, når de er sammen med mig i klasserummet. Det er en måde at skabe motivation på.”
Hun er overbevist om, at relationsarbejdet er noget af det allervigtigste for at lykkes som lærer, og selvom den aktuelle episode med evalueringen såede en lille tvivl hos hende, tror hun, at hun er på rette vej.
”Mine elever er kommet til at betyde helt vildt meget for mig, og jeg vil gerne have, at de lykkes. Med det mener jeg ikke, at de nødvendigvis skal have høje karakterer, men at de har det godt og fungerer socialt. Kan jeg få dem til at synes, at dansk er et fedt fag, og at timerne er spændende at være til, så er karaktererne, de får, mindre vigtige.”
En autoritet – men hvordan?
Også arbejdet med klasseledelse er stadig svært for Emilie Rademacher. Hun søger meget sparring hos kolleger og ledelse og prøver sig frem. Hun har klasser, hvor det nogle dage kan være ”helt umuligt” at få ro.
Jeg tænker meget over, hvordan jeg vil møde eleverne.
Samtidig har eleverne generelt svært ved at koncentrere sig, og derfor er egenskaber som opmærksomhed, vedholdenhed og koncentration, noget hun træner dem i. Og det smager af en rolle som opdrager, når hun må bede eleverne om at lukke for skærme, sætte sig på stolen eller tage noget op ad tasken.
Hun er ikke i tvivl om, at man som lærer skal være en autoritet, der sætter tydelige rammer og grænser i klasserummet, og hun synes ikke, at hun er usikker i at tage den autoritet på sig.
”Jeg tror ikke, der er nogen i mine klasser, der er i tvivl om, at det er mig, der leder undervisningen. Men rammer kan sættes på mange måder, og jeg tænker meget over, hvordan jeg vil møde eleverne. Det kræver øvelse og er et projekt, der aldrig stopper.”
Og så er der nogle klasser, hvor man i en periode måske kommer længst ved at skrue ned for reglerne.
”Jeg blev mere og mere firkantet i en af mine klasser, hvor jeg havde svært ved at få ro. Jeg satte flere og flere regler op, men det fungerede ikke. Nu prøver jeg at være mildere og rose for små ting og tale elevernes faglige selvtillid op. Det har flere kolleger og rektor foreslået,” fortæller hun.
Hun er ikke overrasket over, hvor meget arbejdet med klasseledelse fylder i gymnasielærerjobbet.
”Det er måske fordelen ved at være ny, ung lærer. Hold da op, hvor jeg selv har larmet. Jeg har virkelig været irriterende, og jeg kan sagtens huske det. Der er situationer fra min gymnasietid, som jeg bliver så flov over, når jeg tænker på dem i dag,” siger Emilie Rademacher og smiler.
Om Emilie Rademacher
- Født i 1999.
- Cand.mag. i dansk og film- og medievidenskab fra Københavns Universitet i 2025.
- Ansat på Herlev Gymnasium og HF i skoleåret 2025-2026.
- Vikar i dansk i to måneder på Herlev Gymnasium og HF i foråret 2025.
- Har i løbet af studiet blandt været i praktik på Solrød Gymnasium og Sukkertoppen Gymnasium.
Copyright Gymnasieskolen 2026
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode