”Hvad er der galt med mig?” I 5 år var Kathrine konstant på prøve

”2.u, prøv lige at være stille.”

Kathrine Rendboe kigger ud over klassen, som hun har i religion. I dag tager de hul på et forløb om Kina.

”Hvad tænker I på, når I tænker på Kina? Snak med naboen, og skriv det ned.”

Vi er på Gentofte HF. Det er en helt almindelig grå oktoberdag. Og det ligner et helt almindeligt modul. Men den følelse, 31-årige Kathrine Rendboe har i maven, er ny. For endelig er hun blevet fastansat.

I de første fem år som gymnasielærer har Kathrine Rendboe været vikar. Og hele tiden på en ny skole. Hun lægger ikke skjul på, at livet som vikar har været ”megahårdt hele vejen igennem”.

”Det føles som at være på prøve konstant. Man vil gerne gøre et godt indtryk, og det slider,” siger Kathrine Rendboe, der udover religion underviser i engelsk.

Hun blev færdig på Syddansk Universitet i januar 2020 og fik i efteråret samme år sit første vikariat på Vejen Business College.

Hun tænkte ikke så meget over, at det kun var en midlertidig stilling, men var bare glad for overhovedet at have fået foden inden for på et gymnasium.

Men når et vikariat bliver efterfulgt af et mere og endnu et, ændrer følelsen sig.

”De første gange glædede jeg mig over, at jeg fik noget mere undervisningserfaring på mit cv. Men da det blev ved, så kom tvivlen.”

 Om Kathrine Rendboe

• Cand.mag. i engelsk og religion fra Syddansk Universitet i 2020.
• Fastansat på Gentofte HF 1. august 2026.
• Har været vikar på Vejen Business College, Slagelse Gymnasium, Nyborg Gymnasium, Nørre Gymnasium og Gentofte HF.

Forfra hele tiden
Kathrine Rendboe er ikke noget særtilfælde. Konkurrencen om jobbene på landets gymnasier er hård og har været det i en årrække. For nyuddannede er det blevet sværere at få foden indenfor. Dem, det lykkes for, må typisk starte med et vikariat, og for en stor del fortsætter de midlertidige ansættelser i flere år. En fastansættelse og pædagogikum kan have lange udsigter.

På Gentofte HF er modulet med 2.u slut. Tavlen er fyldt med ord som panda, Mao, mandarin, drager og børnearbejde. Med tasken over skulderen og en kaffekop i hånden går Kathrine Rendboe mod et af skolens mødelokaler. Her er der ro til at fortælle om livet som vikar, der for hendes vedkommende kom til at vare i fem år.

Hun nåede at være på fem forskellige gymnasier. Nogle steder var hun ansat i fem-seks måneder, et enkelt sted blot en måned. Andre steder var hun i et helt skoleår. Derudover var hun i en periode på barselsorlov med sit andet barn.

Det er de mange skift, der er det hårde, fortæller Kathrine Rendboe. Igen og igen har hun skullet lære nye skoler at kende. Nye elevtyper, nye kolleger, nye måder at gøre tingene på.

I løbet af de fem år har hun undervist på stx, hf, hhx, pre-IB, eud og eux.

”Man skal starte forfra hele tiden. Hvert sted har jeg givet meget af mig selv og brugt meget energi på at lære både kolleger og elever at kende, selvom jeg vidste, at jeg var der på lånt tid,” siger Kathrine Rendboe.

”Jeg tror ikke på, at man får noget ud af at holde igen. Selvom jeg nogle gange havde lyst til det. Og hver gang håbede jeg jo, at det var her, jeg skulle blive.”

I et par måneder var hun ansat på både Vejen Business College og Slagelse Gymnasium. Det kunne lade sig gøre, fordi det var i tiden med corona og virtuel undervisning, og hun derfor ikke skulle bruge tid på transport.

”I den periode havde jeg en ansættelsesgrad på 125 procent samlet set,” fortæller hun.

På Nyborg Gymnasium og Slagelse Gymnasium har hun været ansat ad flere omgange. Så rammer det ekstra hårdt, når fastansættelsen udebliver.

Kathrine Rendboes øjne bliver blanke, når hun fortæller om det. Hun kan let genkalde sig følelsen, der ramte hende dengang, hun måtte sige farvel til Slagelse Gymnasium.

”Det var et godt sted at være,” siger Kathrine Rendboe og tørrer øjnene.

Ikke en del af klubben
Kathrine Rendboe har været glad for at være på alle fem skoler. Alle steder steder har hun haft erfarne lærere som mentorer, der blandt andet har hjulpet med at få styr på læreplaner og med at få sammensat nogle gode forløb. Hun har også været igennem mini-pædagogikum.

I forvejen er det krævende at være ny lærer, men det kan være ekstra udfordrende at dumpe ind midt i et skoleår og ikke vide, hvad klassen har været igennem, og hvor der er hængepartier, fortæller Kathrine Rendboe.

”Mentorerne har været en stor hjælp. De har også taget sig af mig socialt. De har spist frokost sammen med mig, drukket kaffe med mig og spurgt til, hvordan jeg havde det.”

I det hele taget har kollegerne været søde og hjælpsomme, siger hun. Alligevel har hun mærket en vis statusforskel på lærerværelset. Som om hun har befundet sig i periferien og ikke helt har været en del af klubben.

”Det føles lidt, som om kollegerne er mindre interesserede i at lære en at kende, fordi de ved, at man alligevel snart er væk. Og på en måde kan jeg jo godt forstå det.”

Kathrine Rendboe indrømmer, at hun flere gange har tvivlet på, om det nogensinde ville lykkes hende at blive fastansat som gymnasielærer. Hvordan hun er lykkedes med at bevare troen, ved hun ikke helt. Men måske har det hjulpet, at hun lige siden 9. klasse har haft drømmen om at være lærer.

”Jeg har da ind imellem tænkt: Hvad er der galt med mig? Men samtidig har jeg forsøgt at sige til mig selv, at et afslag jo ikke nødvendigvis er en afvisning af mig som person eller som lærer. I sidste ende handler det om ens fagkombination og skolens økonomi.”

Fastansættelse giver ro
I de perioder, hvor Kathrine Rendboe har stået uden job, og uvisheden har været størst, har hun overvejet at blive folkeskolelærer i stedet.

”Der er jo noget økonomi, der skal hænge sammen, når man har familie og hus,” siger Kathrine Rendboe, der bor sammen med sin mand og to børn på 4 og 7 år i Rødovre.

Men hver gang dukkede et nyt vikariat op, og hun kunne skyde tanken fra sig for en stund.

Familien flyttede til Rødovre fra Odense i 2023, fordi hendes mand havde pendlet til hovedstaden igennem flere år. På det tidspunkt var Kathrine Rendboe ansat på Nyborg Gymnasium for anden gang.

”Det var en frisk tur, når jeg skulle undervise i halvandet modul, og det tog tre timer frem og tilbage,” siger hun og smiler.

Men nu er de fem års nomadeliv endelig slut. I juni fik hun at vide, at hun kunne blive på Gentofte HF, hvor hun var startet som vikar 1. august 2025. Men nu som fastansat.

”Jeg begyndte at græde, da rektor fortalte mig det. Det er jo det, jeg hele tiden har ventet på.”

Fastansættelsen og udsigten til pædagogikum i næste skoleår giver hende en helt anden ro. Nu kan hun nyde alt det, hun holder af ved jobbet. Formidlingen af det faglige, relationerne til eleverne. Uden at skulle tænke på, om det hele snart er slut.

Noget af det, hun glæder sig allermest til, er at følge en klasse helt til ende.

”2.u havde jeg også sidste år. At se dem få huer på til sommer bliver stort. Jeg har lovet dem, at jeg nok skal stå og græde, når de kører afsted med vognen,” siger hun.