
Når en lærer bliver ansat på et gymnasium, så skal vedkommende ifølge reglerne begynde på pædagogikumuddannelsen. (Arkivfoto)
Når en lærer bliver ansat på et gymnasium, så skal vedkommende ifølge reglerne begynde på pædagogikumuddannelsen. (Arkivfoto)
Langt færre lærere får en pædagogikumuddannelse i år sammenlignet med for bare få år siden. I år er 342 gymnasielærere indstillet til den afsluttende prøve i teoretisk pædagogikum på Syddansk Universitet. I 2020 blev 535 gymnasielærere færdige med deres pædagogikum.
Med andre ord et fald på små 200 lærere – eller omkring 36 procent på blot fem år.
”Det er et markant fald, vi oplever. Konsekvensen er, at der kommer færre lærere ud på skolerne med den nyeste viden på området. Pædagogikum er også med til at sikre, at den nyeste forskning inden for området bliver forankret i sektoren,” siger Anne Vibeke Vennerstrøm, som er uddannelseschef på teoretisk pædagogikum på Syddansk Universitet.
Der kan være flere forklaringer eller årsager til, at langt færre lærere kommer i pædagogikum.
2025: 342 (Kandidater indstillet til prøven)
2024: 391
2023: 424
2022: 371
2021: 427
2020: 535
Kilde: SDU
Færre lærere
Først og fremmest har jobmarkedet i samme periode ændret sig. Færre elever søger mod stx og htx, mens flere søger ind på hhx.
Siden 2019 er der sket et fald på cirka 1.300 GL-medlemmer ansat på stx/hf-skoler. Især er det svært at få et job for nyuddannede inden for en række humanistiske og kunstneriske fag, lyder det fra blandt andet GL. Og de nyansatte er første led i fødekæden til teoretisk pædagogikum.
Profilfag uden pædagogikum
Til gengæld strømmer eleverne til hhx, og det burde betyde langt flere fastansatte gymnasielærere og dermed flere pædagogikumstuderende. Men så enkelt er det ikke ifølge sektoren selv.
Niels Yde, som er formand for Gymnasieudvalget i Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne og Direktør for Learnmark Horsens, forklarer, at undervisere i profilfag som erhvervsjura, virksomhedsøkonomi eller afsætning mange gange ikke opfylder de faglige mindstekrav, og derfor ikke bliver sendt på pædagogikum ved ansættelsesstart.
Underviserne skal leve op til krav om en relevant uddannelse for deres fag og to års relevant erhvervserfaring, for at de kan blive godkendt af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) til at blive fastansat og dermed komme i pædagogikum.
”På erhvervsgymnasierne er der stor mangel på lærere i profilfagene. Det er ofte en udfordring og meget kompliceret at få godkendt deres faglige kvalifikationer, selvom de har en relevant kandidat som cand.jur. eller cand.merc.,” forklarer Niels Yde.
2019: 12.200
2025: 10.930
Målt i årsværk blandt GL-medlemmer.
Kilde: GL
”Det betyder, at særdeles fagligt kvalificerede lærere i profilfag, som måske mangler 15-20 ECTS-point for at leve op til de faglige mindstekrav, ikke bliver fastansat. Det er et stort problem, fordi det er en udfordring at rekruttere undervisere i profilfag,” fortsætter han.
Nemmere at rekruttere lærere med pædagogikum
I andre fag som dansk, engelsk og samfundsfag er der til gengæld mange kvalificerede ansøgere med pædagogikum.
”Når der er nedgang af elever på htx og stx, betyder det også, at når man rekrutterer lærere til hhx, så er der flere kandidater, som har pædagogikum i forvejen,” siger Niels Yde.
Det grænser nogle gange til det absurde, når en kandidats eksamensbevis bliver gennemgået i detaljer.
Svært at få lærere godkendt
Rektor på Svendborg Handelsgymnasium Søren Jan Rasmussen kan også genkende billedet af, at flere lærere i profilfag ikke begynder på pædagogikum.
Han mener, at reglerne for at få godkendt en underviser til at komme i pædagogikum er rigide og bliver administreret for nidkært af STUK.
”Det grænser nogle gange til det absurde, når en kandidats eksamensbevis bliver gennemgået i detaljer. Det kan være, at vedkommende mangler 5, 10 eller 20 ECTS-point, og så kan de ikke blive godkendt,” siger Søren Jan Rasmussen.
Han understreger, at han aldrig tager en kandidat i betragtning til et job, medmindre vedkommende har en kandidat fra et universitet.
”Næsten alle, som skal undervise i profilfag, har ikke læst på universitetet med henblik på at undervise på gymnasiet. En cand.merc. fra CBS, som, vi mener, er meget kvalificeret til at undervise i et merkantilt fag, bliver derfor ofte ikke godkendt, fordi de mangler nogle ECTS-point, de skal have ifølge reglerne,” siger han.
God nok til universitetet, men ikke til gymnasiet
Underviserne skal også have to års relevant erhvervserfaring, og det kan en kandidat også falde på. Søren Jan Rasmussen nævner som eksempel en kandidat med en ph.d. inden for profilfaget, som har undervist på universitetet. Vedkommende har arbejdet i udlandet, men mangler nogle få måneders relevant erhvervserfaring og kan derfor ikke blive godkendt.
”Jeg kan ikke fastansatte en lærer, som har kompetencerne til at undervise på universitetet og er dybt kvalificeret inden for profilfaget. Og det betyder også, at han ikke får pædagogikum,” siger Søren Jan Rasmussen.
Ifølge ham er resultatet, at mange lærere i profilfag er løst ansatte.
”Det betyder også, at eleverne bliver undervist af lærere uden pædagogikum. Jeg ville ønske, at man kunne se på reglerne igen eller administrere dem knap så nidkært,” siger Søren Jan Rasmussen.
Bliver ikke fastansat
Anne Vibeke Vennerstrøm hører også fra sektoren, at det er rigtig svært at rekruttere lærere i profilfag på hhx, og de bliver ofte ikke længe i ansættelsen, hvorfor de ikke når at blive sendt i pædagogikum.
Hun mener dog også, at ledelserne på flere skoler kunne gøre mere for at sende lærere i pædagogikum. Hun følger området tæt og ved, at mens nogle skoler lever op til regler og love om at sende nyansatte gymnasielærere i pædagogikum, så er der stadig skoler, der venter to til tre år og ofte endnu længere med at sende lærerne i pædagogikum.
”Jeg har kendskab til skoler, hvor det ikke kun er lærere med profilfag, som ikke bliver sendt i pædagogikum. Det er desværre nok gældende en del steder,” siger hun.
10-24 lærere uden pædagogikum
Et tilsyn fra STUK fra 2019/20 viste, at 38 skoler ud af 80 skoler havde lærere, som ikke var gået i gang med pædagogikum efter et års ansættelse. Fire institutioner havde mellem 10 og 24 lærere ansat, som endnu ikke havde pædagogikum eller var gået i gang med uddannelsen efter et års ansættelse.
STUK har ikke siden lavet et systematisk tilsyn om pædagogikum.
Må ikke gå på kompromis med faglighed
Formand for Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) Anders Frikke understreger, det er helt afgørende for kvaliteten af gymnasieskolen, at lærerne får pædagogikum. Han henviser til, at der tidligere har været problemer med skoler, som har tænkt i ikke at tilbyde lærere pædagogikum.
”Vi så med VUC Syd, hvordan der blev spekuleret i at ansætte lærere i vikariater, og at man undgik at sende lærere i pædagogikum. Derfor er det vigtigt, at STUK fortsat holder et skarpt øje med, at lærere bliver sendt i pædagogikum,” siger Anders Frikke.
Han erkender dog også, at med et fald i ungdomsårgange og dermed mindre aktivitet på skolerne, så kan det også betyde, at færre lærere kommer i pædagogikumuddannelsen. Det fald ser vi allerede nu.
Det er helt afgørende, at vi ikke går på kompromis med fagligheden for gymnasielærere.
Ministeriet skal have sidste ord
Anders Frikke vil ikke afvise, at reglerne for at få godkendt en underviser i et profilfag på et erhvervsgymnasium kan være rigide, som sektoren peger på.
”Hvis der er et entydigt billede af, at der er et problem på området, så må sektoren tage dialogen med STUK,” siger Anders Frikke, som dog skynder sig at tilføje:
”Men det er helt afgørende, at vi ikke går på kompromis med fagligheden for gymnasielærere. Det går ikke, at skolerne begynder at ansætte lærere, som ikke er tilstrækkeligt kvalificerede, fordi der er mangel på lærere. Og her er det helt afgørende, at den endelige vurdering ligger i ministeriet,” siger Anders Frikke.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode