Hun vil puste liv i fremmedsprogene

I fremtiden taler de unge tre fremmedsprog, og Det Nationale Center for Fremmedsprog (NCFF) er det sted, hvor man finder mest ­viden om fremmedsprog og fremmeds­progdidaktik.

Drømmene er klare for den nyansatte leder af NCFF Øst, Mette ­Skovgaard Andersen. Men vejen dertil er endnu lidt tåget. For den nye leder af den ene del af Det Nationale Center for Fremmedsprog har knap nok siddet i stillingen i en måned, da Gymnasieskolen møder hende til en snak om visioner for fremmedsprogene.

Lidt over 100 millioner kroner og fem år har regeringen bevilget til centret som en del af den ­nationale sprogstrategi, der blev fremlagt i ­november 2017.

“Pengene skal helt klart ud at arbejde på uddannelsesstederne med aktiviteter, der har en vis udbredelse og går på tværs af uddannelserne,” ­siger Mette Skovgaard Andersen.

Derfor planlægger hun sammen med lederen af centrets afdeling i Aarhus, Hanne Wacher Kjærgaard, en slank organisation, hvor centret med de to afdelinger i øst og vest sammenlagt kommer til at bestå af omkring otte medarbejdere.

Men inden NCFF for alvor sætter gang i aktiviteter, vil de i dialog med folk fra forskellige uddannelsessteder, der kan fortælle, hvor skoen trykker.

For selvom der er kommet en sprogstrategi, så mangler der et samlet blik over fremmedsprogene på tværs af hele uddannelsessystemet.

“På nuværende tidspunkt er det lidt, som om den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør,” siger Mette Skovgaard Andersen, der kommer fra en stilling som lektor i tysk og studieleder på CBS Department of Management, Society and Communication.

Hvad er målet?
Lige nu er centrets primære fokus at tale med interessenterne, inden aktiviteterne for alvor planlægges og rulles ud, men der kan dog måske blive tale om et par tidlige pilotprojekter allerede her i efteråret.

“I de tidlige pilotprojekter vil vi have fokus på, at det skal være projekter, der har en vis udbredelseseffekt eller er eksemplariske, som for eksempel en kommune, der har haft succes med at lave en god sprogstrategi, eller et gymnasium, hvor fremmedsprogene trives,” siger Mette Skovgaard Andersen.

Centret er bundet af sprogstrategiens mål, og den vigtigste opgave er at løfte sprogområdet på tværs i uddannelsessystemet. ­Sprogstrategien har dog tidligere fået kritik for at ­være for ukonkret.

“Jeg har tidligere efterlyst, at nogle satte sig ned og fandt ud af, hvilke sprog vi vil satse på og hvordan. Så i den sammenhæng kunne man selvfølgelig godt have ønsket sig endnu større ambitioner. Men det er og ­bliver innovativt, at vi nu har en strategi for styrkelse af fremmedsprog,” ­siger Mette Skovgaard Andersen.

“Der er ingen tvivl om, at der i strategien lægges vægt på, at fransk og tysk skal fremmes, men i virkeligheden har vi jo brug for mange flere sprog. Jo mere vi ‘nurser’ et sprog, jo mere ensporede bliver vi. Det er, hvad der skete med engelsk,” siger hun.

Regeringen har fået kritik for, at sprogstrategien ikke indeholder et succeskriterium.

“Det er klart, at vi i centret skal drøfte, hvordan og hvad vi vil ­måle: Er det, hvor mange unge der vælger fremmedsprog, er det kvaliteten af fremmedsprogene, eller er det diskursen om sprog?”

Stigmatisering af sprog
Selvom Mette Skovgaard Andersen endnu ikke har taget hul på de ­mange besøg blandt andet på gymnasierne, så har hun allerede et bud på nogle ting, der kunne styrke fremmedsprogene på gymnasierne.

“Generelt er man nødt til at ­tale fremmedsprogene op, så eleverne indser nødvendigheden i at have sprog,” siger hun.

Men hun oplever også, at der ligger nogle strukturelle forhindringer for fremmedsprogene. For det første bør der ske en opblødning i studieretningerne, så det i højere grad bliver muligt at kombinere sprog med flere fag.

“Jeg forstår ikke tanken om, at hvis man vil have flere fremmedsprog, så skal man være ­supersproglig. Naturfaglige har jo også brug for sprog,” ­siger hun.

Det undrer også Mette Skovgaard Andersen, at skoler har lov til at undlade at have 2. fremmedsprog i grundforløbet.

“Når nu tanken var, at eleverne skulle introduceres for fagene i grundforløbet, så signalerer man, at sprogfagene ikke er så vigtige, hvis eleverne ikke oplever dem i grundforløbet,” siger hun.

Samme stigmatisering af fremmedsprogene sker ifølge hende i forhold til optagelseskravene på de videregående uddannelser, hvor der er få uddannelser, der kræver 2. fremmedsprog. På trods af at mange uddannelser med god grund kunne kræve, at eleverne havde et vist kendskab til et andet fremmedsprog end engelsk.

“Når sprogene ikke er en del af curriculum, så prioriterer de unge det naturligvis ikke i en travl hverdag. Samtidig er det et problem, at de heller ikke ser, hvad sprogene kan bruges til,” siger Mette Skovgaard Andersen.

Hun vil også gerne lægge op til, at man i højere grad gør plads til, at de unge har plads til 2. og måske også 3. fremmedsprog, uanset hvilken studieretning eller uddannelse de har. Og så skal der skabes en forståelse for, at de studerende kan have behov for sprogene på forskellige niveauer.

“Nogle skal kunne erhvervssprog på universitetsniveau, en ingeniør kan måske klare sig med at læse en ­manual på 2. fremmedsprog, og så skal vi naturligvis også stadig have sprognørder, der går hele vejen,” siger hun.

Mette Skovgaard Andersen oplever, at Det Nationale Center for Fremmedsprog er blevet taget godt imod, og at der er sket en ændring blandt sprogfolkene.

“Tidligere har vi lidt beklikket hinanden på tværs af uddannelserne i forhold til fremmedsprogene. Universiteterne sagde, at gymnasierne ikke underviste eleverne godt nok i sprog, og gymnasierne mente, at folkeskolerne ikke gjorde det godt nok,” siger hun og tilføjer:

“Men nu oplever jeg, at der er en gryende forståelse for, at man er nødt til at samles, hvis man skal fremme fremmedsprogene.”